Pensionsopsparing - Hvad skal vi med det?

Jesper Bo Jensen, ph.d., fremtidsforsker
Nogenlunde sådan lød svaret fra et par af mine kollegaer i begyndelse af 90erne. De var begge økonomer af uddannelse og var fuldt overbevist om, at de var langt bedre til at vurdere, hvad de havde brug for og hvornår, end nogle tilfældige pensions¬specialister. Derfor afviste de blankt at være med i en obligatorisk pensionsordning. De pågældende er i dag i slutningen af fyrrene og har efter min bedste forventning stadig ikke foretaget nogen aktiv pensionsopsparing.

For et par år siden blev jeg af et par af mine gode venner bedt om at vurdere hendes opsparingsbehov, hvis hun ønskede en rimelig opsparing til pensionsalderen. Da hun var over 40 år måtte jeg regne det hele igennem et par gange, men slutresultatet var stadig, at hun skulle spare omkring 25 % af sin bruttoløn op hver måned for at være rimeligt stillet. Det havde naturligvis været lettere at begynde tidligere.

Begge disse eksempler kunne blot være en del af den sædvanlige klagesang fra pensionsbranchen om, at folk ikke vil være fornuftige og spare op i tide. Men eksemplerne skal illustrere noget andet. Mine tidligere kollegaer havde på daværende tidspunkt ikke børn og almindelig familie, og mine gode venner var heller ikke med i det almindelige familieræs. De var på en måde blevet i den frie, uafhængige fase af livet, der går forud for familiestiftelse og forpligtelser.

De traditionelle livsfaser
For 40 år siden var livets faser ret entydige og så ud til at være noget stationært, der ikke ville ændre sig meget. Barndommen varede frem til omkring det attende år, og man flyttede typisk hjemmefra, når man var 20 år gammel – pigerne før drengene.

Fra dette tidspunkt indtrådte den meget vigtige fase i livet, hvor resten af livsbanen ville blive lagt. Man skulle vælge erhverv og derefter realisere valget. Man skulle også selv finde et sted at bo, hvilket var meget svært i 50ernes samfund med massiv boligmangel. Det gav de unge meget dårlige boligforhold. Derfor er det ikke overraskende, at man kun boede alene i kort tid. Familien blev dannet, mens man var først i 20erne, og ofte var familien ensbetydende med muligheden for at få anvist en rimelig bolig – der var i 50erne ofte et krav om en vielsesattest og en positiv erklæring om graviditet fra læge, før en passende bolig kunne anvises. Danskerne blev derfor gift tidligt, og den førstegangsfødende danske kvinde var i 1960 ca. 22 år gammel i gennemsnit.




De afgørende faser af tilværelsen blev gennemlevet i løbet af 3-4 år, hvorefter man forventedes at have fundet sin plads i livet, og at kunne fortsætte uden de store ændringer. Børnene skulle komme planmæssigt efter indgåelsen af ægteskabet og arbejdet indebar for langt de fleste mennesker ikke en udvikling til en ny situation, men en fortsættelse af det hidtidige. Efter nogle år som forældre skete der så en gradvis overgang til alderdommen. Børnene flyttede hjemmefra, manden nærmere sig nogle år senere afslutning af arbejdslivet og endeligt befandt begge parter i ægteskabet sig nogle år senere i pensionisttilværelsen, hvor man var afhængig af sine børn og af offentlige ydelser. Folkepensionen for alle var lige blevet indført.

De nye livsfaser
Disse faser i livet er ændret i dag og vil fortsætte deres forandring i de kommende 20-30 år. I fremtiden vil de nye faser i livet betyde, at unge og ældre kommer mere i fokus. Hvis man sammenligner med livsfaserne, som de var for bare 30-40 år siden, er der ved at ske væsentlige ændringer. Barndommen er blevet kortere, ungdommen længere, familien stiftes senere og børnene fødes nu først når kvinden er i 30erne, da den førstegangsfødende danske kvinde er blevet 29,5 år i gennemsnit. Har hun en længere uddannelse er gennemsnitalderen 32,5 år.

Fra man er 20 til 30 år vil man i dag være fri. Man har egen bolig, bor alene eller i fast parforhold, er i gang med uddannelse eller har arbejde og ofte få faste udgifter og forpligtelser. Man har endnu ingen børn, og frihedsgraderne er betydelige. Man dyrker kort sagt sig selv. I den alder lever flere og flere kun sammen i kortere perioder, og man har derfor sin egen bolig, hvor man kan rykke tilbage til, hvis et parforhold bryder sammen. Man kan kalde livsformen for det serielle monogami, idet man som reglen kun har en partner af gangen – lige til den næste kommer forbi. Der er også en faldende andel af de unge i denne fase af livet, der ejer deres egen bolig. De bor langt mere til leje end for 15-20 år siden. I denne fase af livet er pensionsopsparing en by i Rusland – man kender ikke til det og har ikke lyst til at lære begrebet af kende. Det er derfor næsten kun via obligatoriske ordninger, at unge sparer op til alderdommen.

Børnefamilierne
Børnefamilierne bliver ældre, og de fleste forældre vil passe et (karrierer) job ved siden af børnene. Fra man er 30 til 55 år er tiden og måske pengene mere båndlagte, fordi der anskaffes hus, bil, barnevogn og pensionsopsparing. Denne periode i livet vil vare ind i en alder, hvor man tidligere blev betegnet som midaldrende eller endog ældre. De gråhårede fædre, der møder op i børnehave¬klassen med deres lille purk, er kommet for at blive, og det tyder endda på, at de bliver lidt ældre i de kommende år. Mødrene ligeså, idet andelen af danske kvinder, der ikke har et barn som 37-årig er stigende uden, at andelen af kvinder uden børn er stigende. Der er flere, som får børn meget yderligt i den biologiske mulige aldersperiode.

De ældre børnefamilier betyder også, at rollen som forældre tages anderledes alvorligt end tidligere, hvor nybagte forældre var yngre. Dengang kunne man jo altid spørge mor til råds, mens man i dag i stigende grad oplever, at forældre er blevet amatører i deres eget liv. Denne alvor kan også overføres til pensionsopsparing, hvor de fleste i dag godt ved, at i denne fase af livet skal man spare op til senere. Men ofte er problemet, at der ikke er så meget tilbage, når der også skal være til alle de nødvendigheder en moderne børnefamilie har brug for: Stort hus, to biler, ferie i udlandet hvert år, legetøj til en mindre daginstitution, tøj til alle i moderigtigt look etc.…

Den frie seniortilværelse
Når børnene er flyttet hjemmefra, stiger ens rådighedsbeløb igen, og først når man er omkring de 70 år, starter nedtællingen til alderdommen for alvor. Årsagen er selvsagt bedre helbred, højere gennemsnitsalder og længere uddannelse. Bl.a. på grund af disse forbedringer kan og har man ofte masser af ting, man gerne vil beskæftige sig med efter, man i løbet af 60erne forlader arbejds¬markedet. Mange vil blive mere aktive i deres ældre og gamle dage. Med de nye livsfaser er man både ung og ældre i længere tid. Den uafhængige, selvstændige og frie alder starter tidligere og varer længere. Samtidig vil perioden fra børnene er flyttet hjemmefra til alderdommen begynder (og indtil livet slutter) også være længere. Det betyder, at den fase, hvor man naturligt tænker på pensionsopsparing bliver kortere, men til gengæld afløses af en fase kort før de 60 år, hvor ekstraordinær opsparing og investering i alderdommen er yderst interessant. Supplerende investeringer og finansielle dispositioner af hensyn til alderdommen er i højeste fokus, når ungerne begynder at forlade hjemmet og tjene egne penge.

Rigdomsudviklingen
Hvad skal man egentlig have at leve for som senior? Det traditionelle svar er, at der ikke er brug for nær så meget, som i andre faser af livet, da man jo har etableret sig og ikke længere har det store behov for forbrug. Derfor er mange tilfredse med f.eks. 60 % af den løn, de havde på arbejds¬markedet. Men i denne type udregninger tages der ikke hensyn til rigdomsudviklingen. Det danske privatforbrug er vokset med 2,6 % om året i gennemsnit over en meget lang årrække – siden midten af 1800-tallet. Det vil det fortsætte med at gøre de kommende år, hvis der ikke kommer et meget kraftigt brud med den hidtidige udvikling, og det er der ikke noget der tyder på vil ske. 2,6 % om året i realvækst lyder måske ikke af så meget, men det bliver til 30 % større forbrug på 10 år, og til en fordobling af forbruget på 27 år. Hvis man er 40 år gammel og skal fastlægge sit behov for pensionsudbetaling om 27 år, skal man tage hensyn til, at samfundet vil være dobbelt så rigt til den tid. Det betyder, at udbetalingen ikke skal være 60 % af lønnen i dag, men af lønnen til den tid. Det bliver 120 % af den nuværende løn, hvis den relative rigdom skal bevares.

Det er faktisk kun relativ rigdom, der i dag har betydning. Vi har så høj en levestandard, at det kun er sammenligningen med de andre, der har reel betydning. Det forstærkes i de kommende år, hvor fremtidens pensionister ikke vil leve en tilbagetrukket og passiv tilværelse. Man kan også sige det på den måde, at pensionsopsparing egentligt er en slags point, der kommer til udbetaling løbende over pensionstilværelsen, og hvis man vil føle, at man har det godt, skal man have mindst lige så mange point som de andre – gerne mere.

De store planers alder
Der skal nemlig en del til for at leve det liv, der er ved at komme på mode blandt seniorerne i 60erne og begyndelse af 70erne. Mange rejser Verden rundt og mens rejsen blandt de unge i 20erne ofte foregår med rygsæk, rejser seniorerne med en helt anderledes komfort. Hvis de skal på tur i Nepals bjerge med rygsæk, er der indskrevet en anden til at bære den! Rejsen kan også gå til vinhøsten i Frankrig eller Italien, men det er ikke længere drueplukning, der er feriens indhold, men derimod smagsprøver på druerne, når de er blevet til vin.

For nogle realiseres drømmen om at flytte fra parcelhuskvarteret. Det kan være til et permanent ophold i sommerhuset eller til en ny bolig, der har mindre have og vedligeholdelse. Der er også nogle få – men det er i stærk stigning – der tager permanent ophold i udlandet. Man køber et hus i Spanien, Italien eller Frankrig og tager sin pensionsopsparing og eventuelle efterløn med sig til udlandet.

Der er mange planer, der realiseres, når man endeligt vinker farvel til arbejdslivet, og modsat opfattelsen blandt mange, vil hovedparten af danskerne gerne holde op med at arbejde ved de 60 år. Så hvis mulighederne for tidlig tilbagetrækning fra arbejdslivet fastholdes – f.eks. efterlønnen og delpensionen – vil mange benytte sig af disse tilbud i de kommende år. Hvis efterlønnen derimod efterhånden forsvinder, vil det kræve endnu mere i pensionsopsparing, hvis man vil trække sig tilbage som 60årig.

Bliv ikke for gammel
Pengene skal nemlig række langt, hvis man allerede begynder at tære på opsparingen som 60-årig. Så enten må man gå lidt senere på pension, eller også må man sikre sig, at man ikke bliver alt for gammel. Men det har vi i de senere år jo også hørt, at vi danskere ikke bliver. Levealderen i Norge og Sverige – ja endog i Grækenland er højere end i Danmark. Der er dog relativt mindre forskelle. Ser vi på den forventede levealder for en 60-årig dansker, ser det således ud: En dansk kvinde på 60 år kan forvente i gennemsnit at blive 82 år, mens en dansk mand kan forvente at blive 79 år. Det er 3-4 år mere end den forventede levealder for en nyfødt. Så er man først kommet op over de 60, vil de fleste leve længere end ellers forventet – så pengene skal række lidt længere.

Hvis man er helt sikker på at blive meget gammel, er det derfor en fordel at anskaffe sig en livrente, der udbetales løbende lige til man dør. Er man derimod ikke så sikker på en langt liv, vil det være en fordel enten, at få alle pengene ud på en gang eller købe sig en ratepension, der f.eks. kun udbetales i 10 år. Men den enkelte kan jo også prioritere, at ægtefællen får det, der måtte være til overs til udbetaling. Det er ikke noget simpelt regnestykke.

Tidsånden – vil det igen blive moderne at være gammel?
I vores kultur dyrkes ungdom efterhånden over alt andet. Det mest attraktive som menneske er at være ung – og hvis det ikke længere er opnåeligt så dog at se ung ud. Tendensen er også blevet kaldt down-aging, da vi ser popstjerne og skuespillere på 50-60 år og opføre sig og påklædnings¬mæssigt se ud som om de var i slutningen af 20erne eller begyndelsen af 30erne. Jagten på den evige ungdom har også sat sit præg på den medicinske verden med plastikkirurgisk genopretninger af ungdommens udseende – eller ligefrem forbedringer i forhold til originalen. Oven i tendensen er kommet en ny retning, der kaldes no-aging (ingen alder). Ideen er, at man efterhånden frit kan vælge, hvilken alder man vil have. Men da alderen jo er fastlagt ud fra vores fødsel, er det nærmere sådan, at man kan vælge hvilken fase af livet, man vil være i. Er man ung, kan man alligevel vælge at blive mor tidligt eller måske helt hoppe over forældrefasen og finde en ældre partner at tilbringe en seniortilværelse sammen med. En mand i panikalderen med kone og familie vælger måske pludseligt at tage en tur mere i karrusellen og få sig en yngre model, der også vil have børn og familie. En 40-årig kvinde forlader måske også familien men til fordel for et frit uafhængigt liv sammen med en 22-årig mand.

Tendensen med no-aging antyder, at oplevet alder frem over mere bliver et valg end i dag. Det kunne antyde, at det kan blive moderne at være ældre. Det er den mest velhavende fase af livet og den livsstil, der kan udfoldes pga. den solide finansielle basis, kan virke meget tiltrækkende. Desuden får vi langt flere seniorer i de kommende år. Det bliver nok ikke som i gamle dage, hvor gammel var lig med at være vis, men en vis renæssance for alderdommen kan være på vej.

Familien som omdrejningspunkt
Der er intet, der tyder på en opløsning af familiebåndede hos de kommende nye seniorer. På trods af, at de er den generation, der hidtil er blevet mest skilt, har de alligevel nære familiemæssige bånd. De fleste fraskilte har dannet nye familier og bor sammen med andre. Langt de fleste har jævnligt kontakt med et eller flere familiemedlemmer. For de kommende nye ældre med børn har det store flertal tæt kontakt og hyppigt samvær med deres børn. Har man ikke børn, er det mest sandsynlige ifølge en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet, at man jævnligt er sammen med andre i familien. Det er knapt hver 20 – under 5 % - som ingen familien har eller sjældent er i kontakt med den.

Alt tyder derfor på, at seniorerne også i de kommende år vil have et samvær med familie, børn og børnebørn, der er meget lig nutidens. Der er ikke noget, der tyder på, at andelen med et svagt familiært netværk vil være større end blandt nutidens ældre.

Der er heller ikke noget, der tyder på, at de kommende seniorer vil yde mindre hjælp og bistand til familien end i dag. Støtten går dog typisk fra forældre til børnene, men forældre får dog også hjælp af deres børn. Der er heller ikke tendenser blandt de kommende unge ældre i dag, der tyder på, at de vil have et mindre socialt netværk i form af venner, naboer og bekendte. Gensidig bestand og hjælp har et omfang i gruppen i dag, der svarer til tidligere. Gensidig hjælp og bistand blandt de kommende nye ældre er karakteristisk for det store flertal i dag.

Får vi overhovedet pengene?
Når man taler pension og offentlige ydelser som folkepension og efterløn, er der meget få unge i 20erne, der faktisk regner med at få disse ydelser, når de selv kommer i den rette alder. Jo ældre man er, jo flere regner med ydelserne. Blandt danskere i 50erne er der over 75 %, der forventer folkepension. Men kan vi regne med det?

Forsørgerbyrden stiger i de kommende år, hvor de store generationer fra 40erne går på pension. Der bliver færre på arbejdsmarkedet i forhold til dem, der er på pension og børn og unge. Det betyder, at vi vil se en forskydning, hvor alle på arbejdsmarkedet i dag forsørger en hver i gennemsnit – en forsørgerbyrde på 1:1, over til en forsørgerbryde på 1:1,1. Det ser ikke så voldsomt ud, men det kan betyde skattestigninger på op mod 10 % realt i forhold til i dag. Pensioner kan kun udbetales af den rigdom, samfundet besidder til den tid, hvor pensionerne skal udbetales. Så hvis der ikke er indtjening i Danmark, kan der ikke udbetales ret mange penge. Med mindre en stor del af pensionsopsparingen er investeret i udlandet – så kan vi leve som pensionister af det arbejde, der udføres andre steder end hos os selv.

Vi får nok nogle af pengene, men værdien af pensionsudbetalingerne fastsættes af den til en hver tid siddende regering, idet beskatningen af pensionsudbetalingerne selvfølgelig kan ændres. I dag er det danske skattesystem indrettet således, at der betales mere i skat af arbejdsindkomster end af f.eks. pensionsudbetalinger. Bruttoskatten på 8 % og pensionsbidraget på 1 % af bruttolønnen opkræves kun af folk på arbejdsmarkedet. I en situation i fremtiden, hvor der er mangel på arbejdskraft og rigtig mange pensionister, må man forvente, at denne skat ændres, så vi i stedet får en bruttoskat på pensionsudbetalinger og en mere lempelig beskatning af arbejdsindtægter, så flere får lyst til at arbejde mere.

En anden måde at sikre pensionen på er ved at få mange børn – ikke hos den enkelte familie som i gamle dage, men i samfundet generelt. Jo flere børn der fødes i dag, jo bedre vil indtjeningen i samfundet være i morgen, og jo mere kan vi betale til pensionisterne. Så en børnefremmepolitik i dag er faktisk til hjælp for pensionisterne om 20-40 år. Den sammenhæng er der meget få, der forstår i Danmark, men i andre lande har man ført en børnefremmepolitik i mange år – f.eks. i Frankrig og Sverige. Så frem for at se på fordelingen af samfundets goder som en kage, man skal sikre sig mest muligt af i dag, vil flere midler til de områder, hvor børnefamilierne er pressede – daginstitutioner, service i hjemmet, børneudstyr, tid til fritid mv. - være en investering, der vil give større kager i fremtiden og bedre muligheder for fremtidens pensionister.

Den endelige afregning
For de kommende pensionister ser målet ud til at være følgende: Nul eller derunder på den endelige dag. Arvingerne kan jo bare fragå arv og gæld og dele de genstande, der måtte have affektionsværdi for dem. Det er ikke længere på mode at efterlade en stor arv.

Når du besøger www.fremforsk.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om cookies på www.fremforsk.dk her

x