Fremskrivninger og prognoser

Traditionel behandling af fremtiden indeholder næsten altid fremskrivninger af den kendte
udvikling ud i fremtiden og prognoser for fremtiden. Forskellen mellem eksempelvis
økonomiske fremskrivninger og prognoser består i, at prognoserne også bygger på nogle
forudsætninger om den fremtidige udvikling. Befolkningsprognoser er et eksempel på
forudsigelser, der bygger på bestemte forudsætninger. Hvis prognoser skal have gyldighed,
skal f.eks. indvandringen og fertiliteten fastlægges, så selv om befolkningen i øjeblikket vokser
i Danmark, kan prognosen godt vise, at befolkningsvæksten på et tidspunkt vil gå i stå. En
fremskrivning er derimod blot en forlængelse at den nuværende udvikling ud i fremtiden – at
forudsige fremtiden ved at forlænge nutiden med et bræt.

Begge metoder er gode til at få et hurtigt overblik over, hvordan det muligvis kan gå, men vil
man arbejde seriøst med fremtiden, kan de ikke stå alene. Der er alt for mange eksempler på,
hvor galt det kan gå, når man kun bygger på prognoser og fremskrivninger. For eksempel
forudsagde en række eksperter i slutningen af 80’erne, at Danmarks befolkning ville falde til 4,2
mio. mennesker i 2040. Derefter lavede de en række rapporter om mætning af boligmarkedet i
fremtiden – de såkaldte Ølgaard-rapporter. Allerede i 2001 kunne vi se et boligmarked, hvor der
var alt for stor efterspørgsel og begyndende boligmangel i storbyerne. Fejlen opstod i
befolkningsprognosen, hvor de gode eksperter kom til at fortsætte tendensen til færre børn
fra 1970’erne og begyndelse af 80’erne langt ud i fremtiden. Det holdt ikke – i stedet begyndte
vi at få flere børn.