De nye ældre i 2020

Jesper Bo Jensen, ph.d., fremtidsforsker
Samfundet i 2020
Det bliver et rigt samfund, der i 2020 skal tage vare på de nye, kommende ældre. Om knap 20 år vil vores velstand og forbrug være 2/3 større end i dag. Vi vil være blevet 60-70% rigere rent materielt, hvis den udvikling, der har stået på de seneste ca. 200 år, fortsætter - hvad alt tyder på. Denne rigdomsudvikling vil have en række konsekvenser på ældreområdet. For det første vil det betyde, at det generelle velstands- og serviceniveau i samfundet i 2020 er steget kraftigt. For det andet vil forventninger til, hvordan man skal leve som ældre, være ændret betydeligt. Det begrænsede forbrug, som nogle ældre stadig i dag udfolder, vil være en saga blot. De nye ældre vil alle være vokset op i et forbrugssamfund og vil dermed også i den sene fase af livet udfolde sig forbrugsmæssigt relativt livligt.

De nye ældre er de mennesker, der vil komme ind i gruppen af ældre i årene frem til 2020. Hvis vi sætter grænsen for at være ældre til den nuværende folkepensionsalder på 65 år, betyder det, at gruppen vil omfatte alle, der er født i perioden 1938 til 1955. Det er i store træk generationen fra 40’erne og deres for- og efterløbere. Det er også i store træk den generation, som i Danmark har fået navnet 68-generationen.

Det et nogle af de største årgange, der er født. I 1946 var fødselstallet på over 95.000 – i dag er det under 70.000. Grænsen på 65 år er valgt, fordi der skal sættes en grænse. Man kunne også påstå, at vi slet ikke ville have ældre i fremtiden, men kun seniorer og måske en gruppe gamle og svagelige. Begrebet at være ældre er ved at ændre betydning sammen med den udvikling, der forlænger livet og sætter mange i stand til at bevare deres førlighed og øvrige udfoldelsesmuligheder langt op i alderen.

På vej mod arbejde af lyst
I 2020 kan udviklingen i vores forhold til arbejdet have ændret afgørende på pensionsalderen og anvendelsen af den. Det danske samfund har i en årrække bevæget sig væk fra en opfattelse af arbejdet som en nødvendig byrde, der skulle overstås, til i stigende grad at betragte arbejdet som noget, der har værdi i sig selv. Talrige undersøgelser har bekræftet, at danskerne elsker at gå på arbejde – også mere end i andre lande. Omkring 90 % udtrykker i interviewundersøgelser tilfredshed med deres arbejde.

Dertil kommer, at vi i de kommende 10 år vil gennemgå en periode, hvor der vil være mangel på unge på arbejdsmarkedet. Specielt vil der være mangel på velkvalificerede unge til at erstatte de store årgange, der forsvinder fra arbejdsmarkedet. Det vil derfor blive lettere at blive på arbejdsmarkedet efter både 60 år og 65 år i forhold til i dag. Det vil betyde, at en del af de kommende ældre vil kunne få mulighed for at bevare tilknytning til arbejdsmarkedet længere end i dag. Samtidig må vi imødese et arbejds¬marked, hvor det er endnu mere attraktivt at have et arbejde end i dag, da både private og offentlige arbejdsgivere bliver nødt til at gøre nogle af de job, det allerede i dag er svært at få besat, mere attraktive.

Det vil betyde, at det samfundsmæssigt i 2020 vil være muligt at have en flydende pensionsalder, hvor man bibeholder kontakten til arbejdsmarkedet i et mindre omfang end i de år, hvor man fysisk var på toppen.

Diversitet
Det danske samfund er et af de mest homogene samfund i verden. Indkomsterne i Danmark er mere ligeligt fordelt end i noget andet land. Danskerne er også meget ens af både oprindelse, hud- og hårfarve og opvækst. Der er dog omkring 4 % af befolkningen, der i dag er noget anderledes end gennemsnittet. Der er også opstået grupper i Danmark de senere år, der har værdier og holdninger, der er meget forskellige fra gennemsnittets. Nogle er danskere med erfaringer og værdibaggrund fra hele verden, andre er kommet hertil fra udlandet. Da EU-samarbejdet og internationaliseringen samtidigt betyder, at flere unge mennesker tager til udlandet i nogle år for senere at vende hjem med andre livserfaringer end gennemsnittet af befolkningen, må vi se frem til en udvikling, der betyder, at danskerne bliver mere forskellige i de kommende år.

Når vi når frem til 2020, vil vi derfor have et samfund, hvor forskellene imellem bestemte befolkningsgrupper er blevet tydeligere. Det vil betyde er forstærket individualitet i forhold til i dag, hvor danskerne nok er individualister, men alligevel afviger fra hinanden på stort set den samme måde. Der vil også være en del ret forskellige indvandrergrupper og efterkommere af indvandrere og flygtninge. Disse mennesker er netop kendetegnet ved at være meget forskellige indbyrdes på grund af store forskelle i deres kulturelle baggrund, så en voksende andel af disse mennesker vil betyde langt større diversitet i befolkningen. Vi er derfor på vej mod et multikulturelt, individua¬listisk samfund, hvor der bliver noget længere mellem de fælles værdier end i dag. Det kan godt betyde, at det sammenfald, der i dag på mange områder er mellem den offentlige sektors værdier og befolkningens værdier, langsomt forsvinder, og det kan også betyde, at flere mennesker vil anvende EU som reference for deres ”nationalitet” og ikke Danmark. Det betyder naturligvis større værdimæssige konflikter, men i forhold til niveauet i dag, hvor denne type debatter er stort set fraværende, vil niveauet ikke blive højt.

Familien fastholdes
Modsat opfattelsen i mange medier og hos en stor del af befolkningen har den danske familie det godt. Den er ikke ved at forsvinde. Der er i de seneste 10 år sket det, at fra et fald i antallet af kernefamilier og en vækst i antallet af singler (enlige) er andelen af enlige begyndt at falde – især i de store byer – og den andel af befolkningen, der lever i parforhold, er begyndt at stige. Samtidig bliver de unge og yngre i dag skilt mindre end 68-generationen blev i samme alder. Familien – og familien med børn - er igen blevet en moderne samlivsform. Den har ændret karakter og er i stor udstrækning blevet til en forhandlingsfamilie, der i dagligdagen ikke minder ret meget om den gamle, traditionelle familie.

Frem mod 2020 vil denne udvikling forstærkes med en yderligere opdeling af livet i faser, hvor man lever alene, og faser, hvor man danner familie. Det vil typisk være fra slutningen af 20’erne og frem til slutningen af 50’erne, man for alvor er i familiefasen. Der er dog ikke umiddelbart noget, der tyder på en stigning i skilsmisserne efter de 60 år hos de kommende nye ældre, men der bliver alligevel flere enlige med alderen på grund af dødsfald blandt partnere.

I et samfund med stigende individualisering og med en stat, der efterhånden taber mere kompetence til EU og andre overstatslige organer, vil familien typisk udvikle sig til en institution, der får større betydning – som det f.eks. er tilfældet i USA. Frem mod år 2020 kan vi forvente yderligere fokus på familien, og derfor også på de værdier, man traditionelt knytter til familien. Det har naturligvis også betydning for, hvordan de nye ældres forhold til familien bliver.

Generationskarakteristik
De nye ældre udgør som generation et markant brud med fortiden. Den er på en række områder forskellig for forgængerne i forhold til uddannelse, kvinders erhvervsarbejde, skilsmisser, faldende børnetal mv. Det er også ofte blevet fremhævet som generationen, der gjorde oprør mod autoriteterne, men det var i praksis kun en meget lille del af generationen, der deltog i dette oprør. Langt de fleste gik på arbejde, fik børn og levede et almindeligt liv i oprørsperioden. Så når vi skal diskutere deres kommende liv som ældre, er det de mere generelle karakteristika, der er interessante.

Det er den første velstandsgeneration forstået på den måde, at generationen har været vant til et ret højt forbrug stort set hele voksenlivet. Det er samtidig en generation, der har været tilsmilet af en del held i de økonomiske dispositioner. Der var mangel på arbejdskraft, da de i løbet af 60’erne og begyndelse af 70’erne kom ind på arbejdsmarkedet. Renten efter skat og inflationen var lav og i nogle år negativ, da generationen flyttede i parcelhuse og stiftede stor gæld. Da generationen kom til den fase af livet, hvor man begynder at spare op, blev rentefradraget reduceret, og opsparing blev præmieret, og i disse år er priserne på de store huse, en del af dem byggede i 60’erne og 70’erne, steget til uanede højder. Så megen økonomisk medvind kan ikke kun skyldes held. Der har også været stor politisk opmærksomhed på netop denne generation involveret i forløbet.

Generationen er blevet vænnet til stor lydhørhed for deres behov og krav blandt politikere. De er blevet krævende sammenlignet med tidligere generationer. Derfor vil vi opleve nogle nye ældre, der vil stille mange krav til det offentlige og forvente at få en stor del af kravene opfyldt. Vi mangler dog stadig at se, hvad der kan ske, hvis disse forventninger ikke opfyldes. En flig af reaktionen kunne ses i forbindelse med efterlønsreformen, hvor den kraftigste afstandtagen fra ændringerne netop var hos 68-generationens medlemmer, der i øvrigt blev ramt mindst – ja måske endog præmieret – af reformen.

Arbejdsmarkedet og de nye ældre – de bliver ikke frivilligt
Det har i en del år været antaget, at de nye ældre ville få en mere flydende pensionsalder end den, vi i dag ser. Men ændringerne blandt de mennesker, der i dag går på pension, er udeblevet. Undersøgelser fra Socialforskningsinstituttet af den forventede tilbagetrækningsalder blandt 52-årige viser, at hvis de får deres ønsker opfyldt, vil der ikke ske nogen ændring i tilbagetrækningsmønstret i de kommende 10 år. 55 % vil holde op med at arbejde ved de 60 år. Det betyder, at det kun vil være et mindretal af de nye ældre, der fortsat er erhvervsaktive oppe i tresserne, og kommer pensioneringen til at svare til de udtrykte ønsker, vil der stort set ikke ske nogen ændring i forhold til i dag frem mod år 2020. De fleste – omkring to tredjedele - udtrykker dog et ønske om at have lidt lønnet beskæftigelse også efter tilbagetrækningen, men når man undersøger det samme blandt dem, der er gået på pension, er det kun ca. en fjerdedel, der faktisk har bibeholdt lidt lønnet arbejde. De kommende nye ældre med en mellemlang eller lang uddannelse foretrækker i højere grad at blive på arbejdsmarkedet end andre, og hvis man har haft et job som overordnet funktionær eller en ledende stilling, vil man også fortsætte længere. Kvinder vil generelt holde op med at arbejde før mænd.

Ændringer i pensionsforholdene – f.eks. i efterlønsordningen – vil kunne ændre dette afgørende. Langt de fleste giver udtryk for, at ændringer i efterlønnen vil kunne holde dem på arbejdsmarkedet længere. Mulighed for delpension og deltidsjob ville også ændre tilbagetrækningen i opadgående retning, og interessant nok giver omkring 40 % udtryk for, at de ville gå på efterløn som 55-årige, hvis det var muligt.

De nye ældre vil ikke generelt være arbejdsnarkomaner, der fortsætter som aktive på arbejdsmarkedet langt op i 70’erne. De vil trække sig tilbage, når de økonomiske muligheder er der. Men nye ældre med en længere uddannelse og med en erhvervsmæssig baggrund som højere funktionær, leder eller selvstændig må forventes at blive noget længere på arbejdsmarkedet end den øvrige del af gruppen.
Økonomiske udsigter
De nye ældre har i højere grad end deres forgængere sparet op til alderdommen. Der er tale om opsparing på arbejdsmarkedspensionsordninger, kapitalpension og anden opsparing i form af fast ejendom eller anden anbringelse. Det er meget svært at få konkrete tal om opsparingens omfang, men det mest ædruelige billede viser, at de nye ældre vil have ca. 70 % mere opsparet omkring 60-års alderen end generationen umiddelbart før dem. Den private pensionsopsparing er også meget ulige fordelt – omkring halvdelen har en opsparing, mens resten stort set ikke har noget. I slutningen af 90’erne blev beløbet anslået til at ville blive ca. kr. 800.000 i formue ved de 60 år inklusive alle former for opsparing – og med en ulige fordeling giver det ca. 1,5 mio. kr. i gennemsnit til dem, der har opsparing. Det en ikke en opsparing, der vil kunne forsørge en normalt pensionist uden supplerende ydelser fra andre kilder, men det er dog et væsentligt bidrag.

Forbrugsundersøgelsen fra Danmarks Statistik viser, at 2 voksne over 60 år uden børn i gennemsnit fik udbetalt 60.000 kr. i 1999 fra private pensionsordninger ud af en samlet indkomst på 340.000 kr. for hele husstanden. Formueindkomster bidrog med 48.000 kr. Det offentlige bidrog med kr. 140.000 til samme gruppe. For enlige over 60 år udgjorde private pensionsordninger kun ca. 27.000 kr. med ca. 24.000 kr. i formueafkast (renter, udbytter mv.). Her bidrog det offentlige med 103.000 kr. Det antyder, at private pensionsudbetalinger og anden privat opsparing har og får stor betydning, men ikke vil være det væsentligste indkomstkilde for fremtidens nye ældre – det vil stadig være det offentlige, der bidrager med hovedparten.

I Århus Kommune blev der i år 2000 udbetalt ca. dobbelt så meget i efterløn til gruppen mellem 60 og 64 år (476 mio. kr.), som der blev udbetalt fra private pensionsordninger (232 mio. kr.). For gruppen mellem 65 og 69 år er det tydeligt, at de private pensionsudbetalinger får større betydning, når efterlønnen falder bort. Udbetalingen fra private pensionsordninger er lige så stor som udbetalingen af sociale pensioner (folkepension mv.) – ca. 400 mio. kr. hver. For gruppen 70-74 år blev der udbetalt 427 mio. kr. fra private pensionsordninger og 50 mio. kr. fra ATP, mens der i sociale pensioner blev udbetalt 597 mio. kr. Så i Århus har de private pensionsudbetalinger en del betydning for pensionister under 75 år. De udgør næsten 45 % af pensionsindtægterne i gruppen. De tilgængelige tal viser, at private pensionsudbetalinger og afkast af egen formue har større betydning i Århus Kommune end gennemsnitligt i landet. Det kan forklares ud fra erhvervssammensætningen i Århus, der afviger meget fra resten af landet. Der er langt flere funktionærer, offentlige ansatte og langvarigt uddannede i en uddannelses- og serviceby som Århus, end der er i resten af landet.

Så selv om vi ikke kan opgøre udbetalingen til den enkelte, er billedet blandt de yngre pensionister i Århus Kommune allerede i dag ret klart. Udbetalinger fra pensionsordninger spiller en stor rolle blandt de århusianske pensionister – større end i landet som gennemsnit. Denne udvikling vil blive forstærket i de kommende år, så vi frem mod år 2020 vil se de kommende nye ældre i endnu højere grad vil leve af de midler, der er opsparet på deres pensionsordninger og i øvrigt af deres formuer. Vi vil i Århus Kommune derfor se en noget kraftigere indkomstmæssig opdeling blandt de nye ældre i forhold til nutidens ældre. Der vil være en forholdsvis stor gruppe, der en rimeligt eller endog særdeles godt stillet rent økonomisk, mens der vil være en nok lidt mindre gruppe, der stort set vil skulle leve af offentlige overførsler i en eller anden form.

Boligstandard – vil blive i egen bolig
De nye ældre har i løbet af deres liv haft den højeste andel, der ejer deres egen bolig. Typisk bor par i gruppen i egen bolig, mens de enlige bor til leje. En undersøgelse i slutningen af 90’erne viste, at langt de fleste kommende nye ældre vil blive boende i deres egen bolig. De vil nemlig gerne skifte boligen ud, men de vil ikke flytte fra deres omgivelser. Da der i de typiske parcelhuskvarterer er meget få boliger at flytte til, der er lidt mindre og mere hensigtsmæssige for en lille familie, vil de ældre blive boende i deres huse så lang tid som muligt.

Typisk viser SFI's undersøgelse af de nye ældre også, at det er de mennesker i 50’erne, der bor til leje, der gerne vil flytte til noget andet. Alt efter alder ønsker de yngre i gruppen at komme mere ud i naturen, og de ældre at komme ind mod bymidten. Op mod 20 % overvejer at flytte, men alligevel er flyttefrekvensen lavest netop for mennesker i 60’erne.

I år 2020 vil op mod 75 % af de nye ældre stadig bo i deres egen ejerbolig, mens resten vil bo til leje. Det betyder, at der vil være en meget stor udfordring i at tilrette en evt. hjemmehjælp i fremtiden, da de store boliger stiller større krav om rengøring og vedligeholdelse end små boliger. Der er intet, der tyder på, at de nye ældre vil mindske deres boligforbrug med alderen. Allerede i dag er kvadratmeterforbruget størst blandt de ældste i befolkningen.

Familien som omdrejningspunkt
Der er intet, der tyder på en opløsning af familiebåndene hos de kommende nye ældre frem mod år 2020. På trods af, at de er den generation, der hidtil er blevet mest skilt, har de alligevel nære familiemæssige bånd. De fleste fraskilte har dannet nye familier og bor sammen med andre. Langt de fleste har jævnligt kontakt med et eller flere familiemedlemmer. For de kommende nye ældre med børn har det store flertal tæt kontakt og hyppigt samvær med deres børn. Har man ikke børn, er det mest sandsynlige ifølge en undersøgelse fra SFI, at man jævnligt er sammen med andre i familien. Det er knapt hver 20. – under 5 % - som ingen familie har eller sjældent er i kontakt med den.

Alt tyder derfor på, at de nye ældre i 2020 vil have et samvær med familie, børn og børnebørn, der er meget lig nutidens. Der er ikke noget, der tyder på, at andelen med et svagt familiært netværk vil være større end blandt nutidens ældre.

Der er heller ikke noget, der tyder på, at de kommende nye ældre vil yde mindre hjælp og bistand til familien end i dag. Støtten går dog typisk fra forældre til børnene, men forældre får dog også hjælp af deres børn. Der er heller ikke tendenser blandt de kommende unge ældre i dag, der tyder på, at de vil have et mindre socialt netværk i form af venner, naboer og bekendte. Gensidig bistand og hjælp har et omfang i gruppen i dag, der svarer til tidligere. Gensidig hjælp og bistand blandt de kommende nye ældre er karakteristisk for det store flertal i dag.

Vi kan til gengæld se frem til en gruppe nye ældre, der har stor erfaring fra deres arbejdsliv og fra aktiviteter i fritid i at forhandle med offentlige myndigheder og skaffe sig de nødvendige informationer. Det spiller ind, at mange af de kommende nye ældre har arbejdet som funktionærer og har erfaringer med kontakt til myndigheder. Da de kommende nye ældre i Århus i endnu højere grad har arbejdet på denne måde, vil vi i Århus i fremtiden møde nogle meget velformulerede og velinformerede nye ældre, der vil forstå at stille krav til det offentlige.

Fritid, aktiviteter, livsindhold
De kommende nye ældre vil dyrke fritidslivet som aldrig før. Men det er på grund af den forventede generelle stigning i aktiviteterne i fritiden. Allerede i dag bliver de ældre mere aktive i fritiden – på lige fod med resten af befolkningen. Så vi må forvente en generel stigning i aktiviteterne – også frem mod år 2020. I forhold til fritidsundervisningen, kulturelle arrangementer mv. er der ikke nogen forskel mellem de kommende ældre og nutidens ældre, men aktivitetsniveauet er generelt stigende også på disse områder.

Konklusionen er, at vi i Århus frem mod år 2020 vil få en gruppe nye ældre, der vil være mere både mere selvhjulpne og mere krævende over for det offentlige. Der vil også være en mindre gruppe, der vil være dårligere stillet på en lang række områder og som samtidig også vil være de mindst krævende.

Medarbejdere på ældreområdet
Ældreområdet har behov for flere medarbejdere i de kommende år – alene på grund af et stigende antal ældre. Men når vi ser på aldersprofilen på de institutioner, der i dag arbejder med ældre, bliver behovet meget større. De kommende store generationer af ældre er nemlig i stort omfang ansat i den offentlige sektor – herunder inden for ældreområdet. Man står derfor over for en stor udfordring frem mod år 2020, hvis man stadig skal kunne rekruttere nye medarbejdere til området. Det er jo ikke i dag kendt for at være et specielt attraktivt område at arbejde på.

I dag ved de unge, at der er mangel på dem på arbejdsmarkedet. Det er de store muligheders generation, vi oplever. De kan vælge og vrage på arbejdsmarkedet. Men hvis vi indretter vores arbejdspladser efter den nuværende generations af unges behov, kommer vi til at frastøde den efterfølgende generation af unge. Efter de unge, der i dag er mangel på, kommer der i løbet af 5-15 år større ungdomsgenerationer, som vil være de første på arbejdsmarkedet, der er vokset op i det informationssamfund, vi er midt i. I dag er de børn i folkeskolens mindste klasser og giver mange skolefolk problemer. Det er i disse år et stort problem i indskolingen, at børnene i daginstitutioner har lært at gøre det, de selv kan lide, og er gode til. De har lært at danne deres egen kultur, mens de anvender de voksne som en ressource, når de har behov for det. Disse børn passer meget dårligt ind i folkeskolens enhedskultur og krav om konstant hensyntagen til læreren og de andre børn. Det giver problemer!

Når de samme børn dukker op på vores arbejdspladser og dyrker en omskiftelig tilværelse, hvor de konstant går ud og ind af sammenhænge og skifter indhold og attitude ud efter behov, mens vi stadig dyrker enhedskulturen og den monolitiske organisation, som er så udbredt i det offentlige, så får vi problemer!

Der bliver behov for at redefinere mange arbejdspladser inden for ældreområdet. Det vil være nødvendigt at gå mange jobs igennem og omdanne dem til nye jobs for at gøre dem attraktive. Derfor må ældresektoren allerede i dag påbegynde omdannelsen af den traditionelle, offentlige serviceproduktion, til en langt mere åben og flydende, selvorganiserende mekanisme, hvis man ønsker at få fornyet tiltrækningskraft på de unge.

Udfordringerne i Århus Kommune
Den største udfordring for Århus Kommune i forhold til de nye ældre er i perioden frem mod år 2020 at finde en holdbar afvejning mellem hjælp til de færre dårligt stillede, uartikulerede pensionister og de flere velstillede og relativt selvhjulpne, højtråbende pensionister. Det er nødvendigt at give til dem, der ikke kræver, og tage fra dem, der protesterer. Det kræver stort politisk mod!

Den næsten lige så store udfordring er at finde frem til, hvad der skal være kommunal service, og hvad der skal betales af borgerne selv. Med den kommende velstandsstigning og de mere krævende medlemmer af pensionistgruppen vil der være stort behov for at afgrænse de offentlige opgaver, da væksten ellers kan blive eksplosiv. Der er også behov for at redefinere de offentlige opgaver, så vi igen får forskellige servicegrupper – service for alle på de områder, hvor det er nødvendigt, og differentieret service efter behovskriterier på en lang række områder. Princippet om universelle offentlige ydelser på mange områder vil ikke kunne stå for presset fra flere ældre og et generelt højere serviceniveau. Hvis serviceniveauet skal følge rigdomsudviklingen, skal det i 2020 være 66 % højere end i dag.

Århus Kommune skal aktivt gøre noget for at sætte cirkulationen i gang på boligmarkedet. De kommende nye ældre vil godt flytte fra deres relativt store boliger, hvis de kan finde en lidt mindre bolig i nærområdet. Det kræver ændringer af lokalplaner og i nogle tilfælde forhandlinger med grundejerforeninger mv. En aktiv kommunal boligpolitik på dette område er nødvendig.

Århus Kommune må på ældreområdet foretage nogle dybe, strukturelle forandringer i organiseringen af arbejdsprocesserne samtidig med, at der gøres noget aktivt for at forbedre sektorens image, hvis man skal tiltrække tilstrækkeligt med medarbejdere til området de kommende 18 år frem mod år 2020.

Indkomstangivelser for fremtiden tyder på, at Århus Kommune vil ligge relativt lunt i svinget i forhold til de kommende nye ældre, da man har en større andel med egen pensionsopsparing end landet som gennemsnit. Det vil give flere skatteindtægter fra pensionistgruppen. Derfor må man gå balancegang på ældreområdet for ikke at skræmme de velstillede pensionister væk fra kommunen.

En aktiv kommunal indsats for at gøre det mere attraktivt at blive på arbejdsmarkedet vil kunne skabe en gavnlig udvikling på det århusianske arbejdsmarked. Kommunen selv skal give langt flere fleksible muligheder for at blive delvist i arbejde, og der kan skabes rådgivning og vejledning for virksomhederne i kommunen med henblik på at opnå det samme.

Der vil blive behov for en indsats i forhold til den stigende forskellighed blandt de nye ældre. Kommunen vil få behov for at differentiere i sine tilbud og sin omsorg for de ældre, da gruppen vil blive mere forskelligt sammensat end i dag. Ikke blot fordi indvandrergrupper mv. vil udgøre en andel af de ældre, men også fordi resten af befolkningen vil blive præget af større forskelle.

Litteratur
Bunnage, David & Bruhn, Hans Helmuth, De unge ældre i år 2010, SFI 99:2
Finansministeriet, Finansredegørelsen 2001
Fridberg, Torben, Kultur- og fritidsaktiviteter 1975-1998, SFI 00:1
Gundelach, red, Danskernes Værdier 1981-1999, Hans Reitzels forlag, 2002
Jensen, Jesper Bo, Midt i en mellemtid, maj 2001, Jyllandspostens Erhvervsbogklub
Jensen, Jesper Bo, De unge ældres boligvalg frem mod år 2007, maj 1997, Boligministeriet
Jensen, Jesper Bo De samplede unge og monolitterne, i, Noget for Noget, Berlingske, april 2001
Larsen, Mona, Hvordan fastholdes ældre på arbejdsmarkedet, arbejdspapir 4:2002, SFI
Regeringen, Et bæredygtigt pensionssystem, august 2000

Når du besøger www.fremforsk.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om cookies på www.fremforsk.dk her

x