68’erne skabte vores velfærdssamfund – men hvad med fremtiden?

Vi har brug for en ny vision for det velfærdssamfund, der er vokset fra simple regler til et kompliceret system, end ikke lovgiverne kan finde rundt i.

Visionen om et bedre samfund for danskerne.

I år fejrer nogle 50-års jubilæum for 1968, fordi ungdomsoprøret på mange måder blev et symbol på de mange forandringer, som vores og især de skandinaviske samfund har gennemgået siden Anden Verdenskrig.

68-generationen, som blev født i perioden 1940 til 1954, er en generation, som rigtig mange har en mening om. De blev født ind i et samfund med lavvækst og konservatisme bl.a. på grund af Anden Verdenskrig, men generationen har efterfølgende haft utrolig meget medvind i uddannelsessystemet, hvor der var rigtige mønsterbrydere, stor opsparing på boligmarkedet over tid, gode job på arbejdsmarkedet, og så nåede de tilfældigvis også som de eneste at bibeholde rettigheder til efterløn fra en forholdsvis tidlig alder til forskel fra de efterfølgende generationer.

Ikke mindst, har vi alle mødt den meget skråsikre overbevisning om, at den måde, som de gør og har gjort tingene på, er den eneste rigtige. Her taler vi bl.a. om de kollektive systemer, som sikrer alle den samme behandling, ydelse og fortolkning af den solidaritet på den ”rigtige” måde.

Dog bør vi faktisk takke 68’erne for, at de var grundlæggere af et veludbygget velfærdssystem til gavn for samfund og borgere, noget mange af os i dag tager for givet.

Deres vision var et mere lige socialt og økonomisk samfund for alle danskere uanset alder, køn og formue, og den begyndte i løbet af 1950’erne. Herefter kom der mange opgør med autoriteter af enhver art, f.eks. patriarkatet, professorvælde, gammeldags pædagogik med fysisk afstraffelse, m.v.

Det begyndte med folkepension til alle efter alder i 1958, og derefter kom der boligstøtte, fri og lige adgang til sundhedsydelser, offentlig børnepasningstilbud, gratis uddannelse og økonomisk støtte til nye demokratiske rettigheder på arbejdsmarkedet, arbejdsmiljøregler og ikke mindst en lang række sociale systemer, som skal sikre danskernes forsørgelse i tilfælde af handicap, sygdom eller arbejdsløshed.

Velfærdsstaten blev i begyndelsen etableret med få regler og rettigheder til danskerne og tog for alvor fart i 1970’erne. Det var et system baseret på princippet om, at alle skulle bidrage efter evne og modtage efter behov i udvalgte perioder med f.eks. sygdom eller arbejdsløshed.

Udviklingen er siden gået mod et stort komplekst offentligt system med rigtig mange love og tilbud, hvor vi alle bidrager og modtager et eller andet fra det offentlige.

Siden 2011 har man fra statens side arbejdet med kontrol og opfølgning, som skal sikre, at kun de, som er berettiget til at modtage ydelser, modtager dem.

Den medfølgende lovgivningsmæssige kompleksitet er et kapitel for sig. Ingen har rigtigt overblikket, og selv Justitsministeriet må gennemføre ændringer af love kort tid efter, de er vedtaget, fordi man overser sideeffekter på andre love eller andre utilsigtede konsekvenser.

Vi mangler i dag en ny vision for et bedre samfund, og selv om velfærden fylder meget i debatten og medier, så er det ofte med et ensidigt fokus på nogen, som får for lidt eller ikke får den behandling, de er berettiget til.

Vi betaler og bidrager alle til velfærdssystemet og er afhængige af private virksomheder, som sørger for betydelige eksportkroner til at finansiere velfærdsstaten.

Vi mangler en reel debat om prioriteringer, servicens indhold og kvalitet i praksis og hvilket samfund, vi ønsker i fremtiden.

Oprindelig bragt som klumme i JP Aarhus, maj 2018