Fremtidens luksus er stadig fysisk – sådan da...

Jesper Bo Jensen, Direktør / 25. sep 2018

Jeg lovede inden sommer at følge op med anden del om fremtidens luksus. Denne gang handler det om, hvad det så vil være, vil køber som luksus. Luksus er fysisk, men det immaterielle indhold er naturligvis ikke fysisk. Luksus kan dog også være service.

Det er luksus at købe en lang række, nye minimalistiske møbler og smide alt det gamle ud, hvis dit hjem herefter ser ud som om der er masser af plads i det. Det immaterielle indhold er renhed, rum, fred og ro samt en demonstration af, at man har magt over tingene – har tid til at gøre dette.

Det er luksus at bestille en kok til at komme og lave mad til gæsterne i ens eget hjem, så man har sin fulde opmærksom rettet mod gæsterne og ikke farer ud og ind af køkkenet hele aftenen.

Det er luksus at tage to dage fri op til jul, at spise ude på sin fødselsdag, at have en rengøringshjælp, at kunne leve uden forstyrrende larm. Det er luksus ikke at være stresset. Det er efterhånden også luksus at slukke mobiltelefonen – ikke at tænde den. Det betyder også, at mobiltelefonen ikke længere er en luksus – det er en plage. Til gengæld vil den telefon, der lige netop kun lader dem komme igennem, du virkeligt gerne vil tale med, være en luksus i fremtiden.

I dag er megen luksus hæftet op på produkter via en negation. Luksusprodukter må naturligvis stadigt gerne være dyre og smagfuldt tilvirkede, men de immaterielle værdier, vi forbinder med dem, giver ofte en negation af det oprindelige budskab. Når man køber et sommerhus, er det i dag for at få frem og ro, og ikke for at kunne invitere mange gæster til en uge ved stranden. En stor MPV er kun luksus, hvis man ikke har den for at transportere 5 børn rundt i en stresset hverdag. En sportsvogn er ofte luksus, fordi der kun er to sæder. Man køber ikke rengøring i hjemmet, fordi de leverer bedre rengøring, end man selv kan udføre, men fordi det giver mere tid i hverdagen.

Luksus er stadig i de fleste tilfælde noget man køber, men det er den medfølgende fortælling, der afgør om det er luksus. Følgende er eksempler på nutidens luksus:

  • Særlige cocktails, speciel gin eller særlige vine - Tid og opmærksomhed til at sætte sig ind i et fagligt område.

  • Mange børn - Familieværdi og tid til at have mange børn.

  • Hus ved vandet - Rum, natur og renhed, evt. familie.

  • Økologisk måltidskasse - natur og renhed, opmærksomhed, bruger tid på madlavning.

  • Hjemmelavet pallesofa med fede hynder - Forståelse for genbrug, CO2-bevidsthed, cool stemning og en snert af det lidt vilde.

  • Litteratur-café - Opmærksomhed og fordybelse.

  • Sportsvogn - Rum og plads.

  • Udekøkken med grill, loungemøbler og CO2-neutral belysning - Familie og fællesskab.

Fra at luksus er demonstrativt i forhold til samfundet har luksus på mange måder i dag fået en underspillet rolle. Det må godt kunne ses, men ikke alt for meget. Den ultimative luksus i dag kan måske bedst beskrives som en hus på en ø i en lille landsby langt fra alle turiststeder, hvor familien kan tilbringe ferierne i deres egen nærhed og evt. sammen med gode, nære venner. Her er man i ro og fred tæt på naturen og bruger al sin opmærksomhed på hinanden, samtidig med at tiden er tilstede og der ikke er mulighed for afbrydelse fra andre. Sikkerheden er i top i en lille samfund, hvor alle kender alle. Den totale luksus er blevet det liv, man ikke ville kunne holde ud at leve til dagligt!

Luksus som eskapisme

Derfor udlever vi selvfølgelig ikke denne trang hele tiden. Men vi flygter ind i den på andre måder. Vores moderne verden er præget af eskapisme, hvor vi søger at undslippe den verden med usikkerhed, larm, tidspres, forurening og masserne sammenpresning på et stadigt mindre areal. Vi flygter – og det vi flygter ind i er ofte noget, vi derfor forbinder med luksus:

  • Nostalgien – gamle klassikere, gamle film, gamle egnsretter

  • Ind i os selv – åndeligheden, yoga, selvoptagethed, dyrkelse af kroppen

  • Ind i det nære – familien, de nære omgivelser, børnehaven, skolen, sportsforeningen

  • Ud i verden – at komme langt væk, rejse jorden rundt, se noget ingen andre har set

  • At kunne selv – håndværk, husflid, håndarbejde – at gøre det selv

  • Tilbage til ungdommen – mountainbike, crossfit, shelter mål mad på bål

For at forbinde eskapismen med luksus, skal der en vis overdådighed til. Det kan for eksempel være luksus at have alt det nyeste værktøj fra DeWall hængende i kælderen på værkstedet, mens der ikke er meget luksus over en alm. genopladelig boremaskine. Det er luksus at tage på kurbad i en uge og dyrke eskapismen ind i sig selv, mens der ikke er meget luksus over en tur i solarium. Det er ikke kun fysisk – luksus kan også være tid til at tænke, men det skal ikke bare være i bussen på vej hjem fra arbejde.

Luksus er negationen af nødvendighed – derfor ændrer luksus sig hver gang det nødvendige ændrer karakter. Derfor kom der nye luksusområder til med det hyperkomplekse samfund af i dag, og derfor vil luksus også ændrer karakter i de kommende år, når vi igen ændrer opfattelse af det nødvendige.

Publiceret her på siden september 2018

Del artikel

Når du besøger www.fremforsk.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om cookies på www.fremforsk.dk her

x