Tidsåndsudvikling

Jesper Bo Jensen, ph.d., fremtidsforsker
Når man ser gamle film, sker det ofte, at man tager sig selv i at krumme tæer, når en skuespiller kommer med en tidstypisk udtalelse. Det kan være en film fra 80erne, hvor helten eller heltinden vil gøre hvad som helst for at opnå sit personlige mål – for eksempel at blive succesfuld journalist, millionær ved børshandel eller opnå den store kærlighed. Det er et tidstypisk billede, som allerede i dag virker fremmed på vores tankegang. Hvis man ser en gammel film fra 70erne og oplever en dialog om kønsroller og kvindernes særlige problemer eller ser 60ernes sorgløse ungdom på jagt efter nye oplevelser, opdager man, at verden er forandret. Det, der er mest forandret, er tidsånden, hvor tidsånden er en samlet betegnelse for, hvad der præger os i en bestemt tidsperiode. Den er en kombination af de rigtige holdninger og handlinger og beskriver samtidig, hvad samfundsdebatten drejer sig om på tidspunktet for tidsånden.

Når 90ernes er blevet beskrevet som holismens årti, er det fordi mange af de rigtige holdninger og handlinger i 90erne, har drejet sig om at skabe sammenhæng i livet – gerne en større overordnet sammenhæng imellem vores forskellige handlinger som mennesker og det sæt af holdninger vi hver især besidder. Yuppie-tiden var et samlende udtryk for 80erne med stræben efter rigdom og opgør med ideer om solidaritet og hensyn til andre. Men i 80erne var der også en modsatrettet bølge af unge indenfor musikken (punken) og græsrodsbevægelser (fredsbevægelsen, Greenpeace etc.), der udgjorde en reaktion mod tendensen. På samme måde har vi i 90erne set reaktioner mod den generelle tendens i form af unge, der ikke gider høre mere om miljø, og de mange politisk ukorrekte komikere og samfundsdebatører, der er dukket op i kølvandet på det politisk korrekte.

Tidsånden er den overordnede ramme, samfundsdebatten udfolder sig indenfor. Den danner samtidig rammen for fortolkningen af vores liv og de ting, vi foretager os. Det giver derfor en væsentlig baggrund for at forstå, hvad og hvorfor forskellige fænomener opstår. Når vi i 90erne har gået så fantastisk op i familien, skyldes det også kravet i tidsånden om at arbejde og familieliv skulle hænge sammen. Karriere på arbejdet måtte følges af familiekarriere på hjemmefronten. Det var samtidig et opgør med 80ernes egodyrkelse, hvor både par og enkeltpersoner kunne erklære, at de så sandelig havde valgt ikke at få børn, at de ikke kunne finde tid og rum til den slags i deres liv.

Man kan også kalde tidsånden for den ramme, indenfor hvilken diskursen eller debatten i samfundet foregår i en bestemt tidsperiode. Den enkelte tidsperiode er afgrænset af denne ramme og overgangen til en ny tidsånd sker gradvist. Derfor vil begyndelses- og sluttidspunkt være lidt flydende – men man kan godt fastlægge begge dele med en vis margin. Yuppie-tiden i 80erne begyndte omkring 1981 til 1983 – først i USA næsten sammenfaldende med den nyvalgte præsident Ronald Rea¬gan. Det var i 1981 Reagen blev indsat som præsident. Bølgen kom næsten samtidig til England, mens den bredte sig til Europa herunder Norden omkring 1983. På tilsvarende måde begyndte den holistiske periode omkring 1992 i Danmark. Man kunne se lignende tendenser i USA på samme tid, mens tendensen først for alvor har bredt sig til Europa fra omkring 1994.

Imellem disse to større perioder har der også været en overgangsperiode ved slutningen af 80erne. Ovenpå den økonomiske eskapisme i 1980erne kom der en nedtur i store dele af verden i 1989 – i Danmark allerede i 1987. Det medførte nogle år med en stemning af moralske tømmermænd, lidt hård gammeldags forretningsmoral og en vis puritanisme. Det var en forholdsvis lang overgangsperiode, mens vi ved andre ændringer i tidsånden har set relativ korte overgang.

De egentlige tidsåndsperioder er af en varighed på 7-10 år. En sådan tidsperiode er nok til, at vi kan nå at fordybe os i de nye tendenser og ideer, samt til at de spredes ud over samfundet – som oftest fra de større byer med de fleste unge til efterhånden også at dække de områder, der ligger længst væk fra den trendsættende del af samfundet. Når tendenserne har bredt sig til en tilstrækkelig stor del af befolkningen i et samfund, begynder de første at tage afstand fra de grundlæggende ideer, der er i tidsånden. Dermed er de i gang med at skabe den næste tidsånd. På denne måde indeholder enhver tid sin egen modsætning. Modsætningen findes i begyndelsen af en tidsåndsperiode hovedsageligt de tanker, der prægede den foregående periode. Efterhånden som de nye ideer og tanker breder sig til flere, bliver modstanden også mindre. Herefter begynder en vis træthed og mangel på nyhedens værdi at præge nogle få, der begynder at formulere modsætningen til den herskende tidsånd, hvorefter de nye ideer begynder at brede sig i det små. Når tilstrækkeligt mange har bearbejdet de nye holdninger og den nye opfattelse af tiden, er der foregået et skift i tidsånden.

Midt i en mellemtid betyder to ting i forhold til tidsånden. Først skal det fremhæves, at tidsånden er mere flygtig end de lange bevægelser, der foregår på familie-, bolig-, forbruger- og arbejdslivsområdet. Mens vi på de sidstnævnte områder er midt i en udvikling, der først vil have fundet sin afslutning om 25-35 år, vil tidsånden have skiftet nogle gange inden da. Tidsånden afhænger dog også af bevægelsen i de øvrige områder. Holismen i 90erne blev blandt andet båret frem af den ændring i familiemønstret, der skete i slutningen af 80erne og begyndelse af 90erne. Flere børn – herunder flere børn hos de velstillede – gav sammen med kvindernes gennemførte integration på arbejdsmarkedet baggrunden for tendensen til at dyrke familien, indretningen af boligen og sammenhæng i livet, som er en del af holismen. Så tidsånden fremkommer også på baggrund af de lange tendenser, der i dag forklarer, at vi er midt i en mellemtid.

Dertil kommer, at tidsånden her omkring årtusindskifte også er midt i en mellemtid. Denne mellemtid vil være forholdsvis kort, men har alligevel betydning. Det er overgangsfasen fra 90ernes holisme til den atomisme, som det kraftigt tyder på for alvor vil slå igennem i løbet af et par år eller tre. Det vil derfor være i denne periode, vi skal holde øje med de tendenser, der kan pege i retning af den kommende tidsånd og hvilke, der tyder på en anden udvikling, end den forventede.

Tidsånden over tid

Som man kan se ud af skemaet, ligger der i enhver periode kimen til den næste. Det store flip var allerede på vej med LSD og det psykedeliske omkring 1970, men slog først igennem i den efterfølgende periode. I 70erne bredte diskotekerne sig i mange byer med kunder, der gjorde meget ud af påklædning og stil, men det var først i løbet af 80erne, at disse tendenser for alvor slog igennem som en generel tendens, hvor rigtig mange mennesker slog sig på iscenesættelse og modetøj. Punken i 70ernes slutning og 80ernes begyndelse var en afstandtagen fra de succesfulde i samfundet og dannede blandt andet basis for fredsbevægelse, Greenpeace mv., der var de understrømme i 80erne, som førte til de moralske tømmermænd først i 90erne. Der havde været nogen, der allerede i løbet af 80erne kunne fortælle, at det ville gå galt.

Efter begyndelse af 90erne med den moralske og den spirende etiske bølge kom vi ind en periode, der knapt er afsluttet. Denne periode afløste de moralske overvejelser med et mere sammenhængende bud på, hvordan vi skulle leve og handle som mennesker. Derfor er den blevet navngivet holismen.
Holismen (1994-2000)
Perioden var præget af en vis angst for fremtiden. I 90erne var der været mange, der var bange for fremtiden og for forandringer. Det kunne være angst for drivhuseffekten, for genteknologien, for det der er i maden eller for de mange forandringer, samfundet undergik med IT-teknologiens endelige indtog, murens fald, krigen på Balkan eller krigen i Golfen. Opfattelsen var, at det nye ville gå galt – næsten med sikkerhed.

Til gengæld var fortiden elsket. I løbet af 90erne blev fortiden romantiseret gennem gensyn med gamle tv-serier fra tv’s barndom – I Danmark var det Huset på Christianshavn, der blev sendt hver dag, Matador for 3. og 4. gang, gamle Morten Koch film og gamle julekalenderudsendelser. Nostalgi – gamle tiders mode – var et sikkert hit i tøjbranchen, hvor vi i løbet af perioden genoplevede 50erne, 60erne, 70erne og 80erne. Fortiden stod i et rosenrødt skær, hvor vi sjældent tænkte på de vilkår, datidens mennesker levede under og de problemer, der i år 2000 var løst.

Denne angst for fremtiden var ny – vi havde ikke altid haft den. Sidste gang vi i den rige del af verden for alvor troede på fremskridtet og på en bedre fremtid var i 60erne. Der var fremgang og ændringer i næsten alle dele af samfundet, og levestandarden voksede kraftigt. Samtidig var den fremherskende opfattelse, at de fleste problemer kunne løses – enten via ny teknologi eller via samfundsmæssige ændringer som kvindefrigørelsen, uddannelse til alle eller en større omfordeling af samfundsindkomsterne. Men i 90erne var det efterhånden længe side.

Troen på fremtiden forsvandt med udgangen af 60erne. Vietnam-krigen og USA’s dårlige internationale omdømme var et af de fænomener, der udtrykte denne ændring, men også angsten for forandring slog igennem. Forandringerne skete efterhånden så hurtigt, at nogle mennesker ønskede sig tilbage til tiden før de hastige forandringer. Fortiden blev bedre end fremtiden.

Oliekriserne i 70erne og den efterfølgende ressourcediskussion førte efterhånden til, at fremtiden mere og mere blev betragtet som noget truende. Medvirkende var også den store arbejdsløshed i Europa i løbet af 70erne og 80erne. Samtidig begyndte de asiatiske økonomier at vokse, og betegnelser om Europa som ”Eurosklerose” og ”den syge mand i verdensøkonomien” florerede. Det så ind imellem ud til, at Europa havde passeret sit historiske toppunkt og for alvor var på vej ned.

I den periode kom vi til at frygte fremtiden. Det kunne ses i film om fremtiden, der næsten alle indeholdt en uhyggelig udvikling hen mod et gennemkontrolleret samfund, hvor den enkeltes ret var tilsidesat til fordel for magthaverne. Det var ofte det godes kamp mod det onde – med det onde som besidderen af den nye teknologi og overlegen styrke.

Ind imellem kom perioder med mere fremgang – specielt i yuppie-tiden. Men det var typisk individuel fremgang, der var på tapetet og ikke en egentlig tro på fremtiden. Egen vinding var på programmet – og hvis det betød andre ulykke eller undergang, var det ikke det enkelte individs problem.

Miljøproblemerne var også i 80erne med til at sætte fremtiden i et mistrøstigt skær. Enten måtte vi skære vores levestandard ned og dele med resten af verden, eller også ville vi ”smelte” i fremtidens kuldioxid drivhus. Det var budskabet i Bruntlandrapporten. Miljøet var for alvor en trussel. Hvis vi ikke stoppede udviklingen ville det gå galt med utroligt meget på vor lille klode.

Tillige havde vi atomkrigen og oprustningen som truslen. Det hele ville ende i ragnarok og menneskeheden ville blive udryddet. Men som bekendt var det den kolde krig, der blev aflyst med murens fald i 1989.

Velfærdsstatens fremtid er også blevet gjort til en katastrofe i 90erne. Velfærdsstaten ville bryde sammen på grund af skattetrykket, på grund af sort arbejde, på grund af manglende vælgeropbakning eller på grund af privatisering. Det er ikke kun velfærdsstaten, der er blevet dømt til undergang. I 90ernes har en lang række institutioner været forudset på vej til deres endeligt: Klodens sammenbrud, demokratiets sammenbrud, nationalstatens sammenbrud, ideologiernes sammenbrud, familiens sammenbrud og solidaritetens sammenbrud har alle været forudsagt og problematiseret.

De unge ville tilmed forsvinde ind i computerne eller computerspillene og ikke længere kunne leve et normalt liv. Eller også ville genteknologien ændre menneskenes arveanlæg og betyde vores undergang som art. Brugen af pesticider ville også betyde degenerering, og hvis det ikke var tilstrækkeligt ville havene dø af forurening, ozonlaget blive nedbrudt og menneskene stegt under solens stråler.

Alt nyt er skidt og den trygge begrænsning
I holismen var holdningen i den brede befolkning til genteknologi og visse dele af kommunikationsteknologien udpræget skeptisk. Man var bekymret over kloning, bestråling af fødevarer, genmanipulation, vækstfremmere og meget mere. Det var alt sammen noget, man følte sig usikker i forhold til og derfor forsøgte at holde to skridt fra livet.

Udviklingen er helt parallel til den måde, hvorpå store dele af befolkningen i hele industrisamfundets historie har forholdt sig til teknologiske innovationer. Reaktionen på udvikling har næsten altid været bekymring. Den første industrialisering blev, blandt andet i England, frygtet i en sådan grad, at arbejderne enkelte steder blev maskinstormere. De frygtede, at maskinerne ville overflødiggøre deres arbejde. Det lyder jo ganske morsomt i dag, hvor vi ved, at industrialiseringen var forudsætningen for den dramatiske forbedring i levevilkår, der er sket gennem de seneste hen ved to hundrede år. Men dengang var det en reel frygt.

Der var også en tryghed i frygten for fremtiden. I stedet for at være konstant bange for fremtiden, som man godt kunne være det i 90erne med alle de problemer, man var i stand til at formulere, fandt mange en tryghed i de begrænsninger, man kunne pålægge hinanden.

I 90erne har det økologiske råderum og ideen om en balanceret udvikling været med til at give denne hygge og tryghed. Man kunne næsten fornemme hyggen brede sig, når talen faldt på det økologiske råderum og de begrænsninger, der må lægges på livet. Der var mange i samfundet, der synes det var en rigtig god idé at køre mindre i bil, at genbruge materialerne, at efterlade ressourcer til vore børn, at begrænse kuldioxid-udslippet og lade være med at spise så meget protein- og fedtrig kost. Det var da hyggeligt at samles om begrænsningerne – og måske tænde op i en gammel kamin eller brændeovn.

Vore egne valg var også et problem. Selv om der kun på et år statistisk vil være maximalt 2 kvinder mellem 45 og 55 år i Danmark, der vil søge kunstig befrugtning, fandt man i 90erne, at det alligevel var så stort et etisk problem, at etisk råd måtte udtale sig om de generelle principper vedrørende disse max. 2 kvinder. Det danske Folketinget måtte endda i 1997 vedtage en lov, der forbød læger at gennemføre kunstig befrugtning af kvinder over 45 år. Det etiske blev et værn mod fremtiden, når noget nyt blev muligt. I holismen kunne man sikre sig mod ændringer ved at erklære dem uetiske.

Man tog en tænkepause – på genteknologiområdet på et par år. Man skulle have tænkt sig rigtig grundigt om, så vi kunne få afdækket alle de tænkelige negative effekter af den ny teknologi. Nogle gange blev det kaldt forsigtighedsprincippet – hellere nej med sikkerhed end ja med usikkerhed. Man måtte have en pause, før man begav sig ud på glidebanen – for var vi der, så var der ingen vej tilbage. Man kan næsten se det for sig: Befolkningen siddende rundt om ildstedet diskuterende og hyggende sig et år eller to, før man traf en beslutning.

Parallellen til 1890ernes tidsånd er snublende nær. Med en livstræt fin-du-siecle stemning i 1890erne forsøgte datidens dominerende samfundsgrupper at holde sammen på det gamle samfunds værdier, strukturer og normer. Man var interesseret i det filosofiske, det åndelige og det etiske – og i de naturlige begrænsninger som god opvækst og moral pålagde mennesker af stand og byrd. Man søgte at få de nye fremstormende grupper i form af forretningsfolk, nyrige og hele den store arbejderklasse til at leve efter de samme regler, som det gamle aristokrati havde opstillet.

Familie og arbejde skulle hænge sammen
Når holismens har fået sit navn, er det ikke mindst fordi perioden indeholdt nogle stærke krav om sammenhæng i livet. Derfor er perioden også blevet kaldt helhedsepoken. Man forsøgte at skabe sammenhæng imellem familielivet, karrieren, holdninger og opførsel. Moral og etik var i den forbindelse af stor betydning. Også rent åndeligt søgte vi sammenhæng, idet interessen for både religion og for det overnaturlige voksede i begyndelse og midten af 90erne. Værdier og tanker var vigtigere end ting og sager – familien kom ind imellem før forretningen. Idealet var for mange renæssance-mennesket – det hele menneske med mange facetter.


1990ernes fokus på familien og de bløde værdier var en reaktion på 1980ernes fokus på karrieren og økonomisk vækst frem for alt.

Familien og det nære fyldte meget hos 1990ernes mennesker. Reklamerne bugnede af lykkelige kernefamilier, mænd med babyer og mødre med stort M. Mere tid til børnene dominerede såvel valgkampe som arbejdsmarkedskonflikter i 90erne. Orlovsordninger gjorde det muligt at bruge mere tid med familien, og tidsånden gjorde, at det blev følt som det rigtige valg. Vægten på familien var en del af en ny og større vægt på immaterielle såkaldte ”bløde” værdier – herunder også naturen, økologi, dyrenes velfærd og fællesskab.

Det blev moderne at have familie og børn – ikke kun to børn, men helst tre eller flere. Derfor oplevede vi også for første gang at dem med de højeste indkomster fik de fleste børn. Det var moderne at sige, at man vil have mange børn. Familielivet kom i centrum og taberne blev de enlige og karrierefræserne. Mange unge holdt også af at besøge bedstemor og bedstefar om søndagen, og kunne den følgende lørdag fortælle venner om de herlige bedsteforældre.

I 90erne kunne man også ofte læse om den kvindelige erhvervsleder, der arbejde på at forene rollen som erhvervschef med rollen som mor. Ofte skulle hun gøre det ved at finde ind til sin kvindelighed. For i 90erne var kvinder fra Venus, og mænd fra Mars. Kvindelighed og maskulinitet var to forskellige ting – og man skulle bare lære at kende forskellene.

I 90erne var der også mulighed for at gøre noget forskelligt. Individualismen var så grundsat, at vi godt måtte være forskellige – blot man stod ved det i fuld udstrækning. Man kunne være hiphopper, tecnofreaks, homoseksuel, politisk forbruger eller sportsstjerne – men man skulle være den samme hele tiden. Der skulle være sammenhæng mellem alle de komponenter, der udgjorde en persons liv: Arbejde, interesser, familie, venner, fritid, fortid og nutid. Der skulle være sammenhæng mellem arbejde og fritid, mellem hvad man gjorde den ene dag, og hvad man ville gøre dagen efter, sammenhæng mellem hvad man sagde, og hvad man gjorde, og sammenhæng mellem de holdninger man havde, og de ting man gjorde.
Moral og ansvar
Moral og etik blev også vigtigt – som en reaktion på firserne og på de mange opgør med firsernes tanker, der prægede tiden lige inden holismen. Når man i 90erne købte ind til aftensmaden, kunne man både tænke på dyrenes velfærd, arbejdernes forhold, de miljømæssige konsekvenser og eget helbred. ”Valget er dit” lovede supermarkederne i markedsføringen. Gennem denne moralske indstilling blev det også afgjort, hvem der i 90erne havde skylden, hvis noget gik galt. Det gjorde den enkelte person selv. Fra valg af uddannelse over parforhold og forbrug til succes eller fiasko på arbejde – man traf selv valget og havde selv ansvaret.

Ansvarsfølelsen var stor, og det gav prestige at signalere, at man have ansvarsmæssigt styr på sit liv. Hos de unge i 1990erne var det moderne at gifte sig – og gerne med en kæmpe iscenesættelse med romantiske kjoler, kæmpe fest og bryllupsrejse til verdens ende. Der skulle være styr på både parforhold og økonomi.

2000-2002 Xenofobi: Angst for det fremmede
Som ved overgang til holismen er der også ved overgangen fra holismen til den næste tidsånd, som jeg har valgt at kalde atomismen, en overgangsfasen. Denne overgangsfase kan bedst beskrives med udgangspunkt i det, der for alvor sætter dagsordenen i Danmark lige efter årtusindskifte, nemlig angsten for det fremmede.

For tiden har den frygt for fremtiden og de mange ændringer, der var i 90erne, ændret sig til en frygt for alt, hvad der ikke ligner det, vi kender i forvejen. Det giver sig udtryk på mange forskellige måder som frygten for udviklingen i EU, hvor et flertal af danskerne valgte at beholde den gamle krone frem for at skifte den ud med en ny og ukendt valuta i form af en Euro. Undersøgerne af vælgernes motiver har vist, at de politiske aspekter var langt de vigtigste for både dem, der var for Euroen og dem, der var imod. Det mest gennemgående ved afstemning var vel, at man stort set selv kunne bestemme, hvad man stemte om. Det kunne være en generel holdning til EU, det kunne også være en holdning til regerings indvandrerpolitik eller en stillingtagen til de andre europæiske lande generelt. (Man kan kalde denne type stemmeafgivning for situationsbestemt jævnfør også det situationsbestemte forbrug, og det kunne være fundamentet for en beskrivelse af den situationsbestemte politik).

Frygten for det fremmede rækker også langt ind i bedømmelsen af velfærdssamfundet, hvor mange mennesker for tiden har den opfattelse, at det danske velfærdssystem er det bedste i verden. Det er ikke noget, man søger dokumentation for, men en fælles vedtagelse af, at sådan må det være. Rapporter fra udlandet, der sammenligner de danske sundhedsydelser, skoler eller kollektive transportsystem med udlandet og dokumentere, at der mange steder eksisterer bedre systemer, bliver for tiden ignoreret. Det skyldes angsten for det fremmede, hvorved vi næsten per automatik beslutter, at vi har det bedste lige meget hvad. Der er en stemning i tidsånden, der siger, at dansk simpelthen er bedst.

Denne udvikling er en videre fortolkning af tendensen til at dyrke fortiden og det gammeldags i 90erne. Nu er det blot det nære og lokale frem for det gamle. Overgangen til at dyrke de teknologiske fremskridt og alt det nye, som ser ud til at blive konsekvensen i løbet af nogle år, kan ikke foregå som et brat skift, men må ske gradvist. Derfor omformes nostalgien til xenofobi i disse år.

Det mest udtalte eksempel på denne angst for det fremmede kommer til udtryk gennem debatten om indvandrere og flygtninge. Der er efterhånden meget vide grænser for, hvad man kan sige om flygtninge og indvandrere i den offentlige debat. Dertil kommer, at flygtninge – der kommer fra yderst forskellige lande i verden – betragtes som værende ens. Indvandrere med meget forskellig kulturel baggrund bliver også betragtet som en gruppe. Ja faktisk bliver alle disse meget forskellige mennesker alle betragtet som værende en gruppe – de fremmede. Mens Danmark er et meget homogent land, gælder det for indvandrere og flygtninge, at de er meget forskellige. En bosnisk ingeniør, en vietnamesisk handelsmand, en somalisk prinsesse og en tyrkisk bonde har meget lidt til fælles. Alligevel slås de over én kam i den danske debat. Vi formår ikke at skelne og betragter dem alle som fremmede. Debatten bliver forsimplet til dem og os. Det har for tiden ført til en opbygning af fjendebilleder. Undersøgelser af befolknings holdninger på dette område viser, at jo mindre man i sin hverdag har med de fremmede at gøre, jo mere bange eller bekymret er man over deres tilstedeværelse. De mennesker, der til dagligt omgås enten flygtninge eller indvandrere, er ikke nær så negativt indstillet overfor dem, som de mennesker, der ikke har kontakt med dem. Et klart eksempel på, at forklaringen om frygten for det fremmede har betydning. Når udlændinge ikke er fremmede for en, er man ikke bange for dem.

En del af frygten fra 90erne dog er ikke bare blevet ændret, den er ligefrem forsvundet. Frygten for den nye teknologi i form af computere og Internet er fuldstændig forsvundet. Vi er ikke længere bange for den teknologi, da det efterhånden er kendt teknologi for mange mennesker. Et andet eksempel på tidsånden fra 90erne, som allerede er ændret, er det politisk korrekte. Hvor man i 90erne gerne sagde det korrekte i forhold til f.eks. minoritetsgrupper eller i forhold til ligestilling, har debatten om indvandrere og flygtninge taget en drejning, der kan skrælle den pæne overflade af argumenterne. Det politiske korrekte er efterhånden blevet ukorrekt, og man må i dag gerne sige sin mening fuldt ud.

Den nye tidsånd – atomismen (2002-2009)
For hundrede år siden begyndte de unge i forbindelse med århundredeskiftet at dyrke de tekniske nyskabelser som vejen til både materielle fremskridt og indhold i arbejde og fritid. Parallellen til i dag er næsten alt for snublende nær med techo-musik, rave-parties, chat-på-nettet, sms-beskeder og de nye fremskridt inden for mobiltelefoni og IT-teknologi, der optager mange unge. Det var også de nye transportmidler og de nye kommunikationsmidler, der var i centrum ved århundredeskiftet.

I de kommende år kan det blive de store krigsgenerationer tankesæt og værdier, der for alvor gøres op med. Det er tydeligt, at det i dag især er den yngre del af befolkningen, der tænker anderledes. Debatten og idéerne vil komme fra de unge, der er vokset op med teknologien og den omskiftelige verden. Som i 1960erne og ved århundredeskiftet ved år 1900 vil de nye værdier næsten per automatik være i modsætning til de fremherskende ideer i den foregående periode i 90erne.

Den nye tidsånd vil være præget af en genvundet tro på fremskridtet og fremtiden. For første gang i lang tid vil vi igen begynde at se udviklingen og ændringerne i samfundet som noget positivt. Vi vil kunne se på fremtiden som fuld af muligheder, mere end på fremtiden som fuld af trusler. Det er allerede i gang og i overgangsfasen er vores frygt for fremtiden blevet til en frygt for det fremmede.

En stor del af den skyld, vi har påtaget os under 90ernes ansvarlighed, vil også kunne lægges væk. Når børn skriger i supermarkedet, behøver det ikke længere være fordi, forældrene har opdraget det forkert eller er alt for stressede. Barnet kan simpelthen være født med en stærk vilje – det er ikke forældrenes skyld. Parallelt til denne tankeforskydning mener amerikanske forskere at kunne vise, at homoseksualitet er bundet til generne og i et vist omfang arveligt. Uden i øvrigt at tage stilling til resultaterne er det interessant, at en sammenslutning af amerikanske homoseksuelle har modtaget resultatet med kyshånd og har erklæret, at det fritager dem for skylden. Generelt vil det ikke længere være ens egen skyld, at man er forskellig fra gennemsnittet, men derimod noget, der ofte kan forklares med generne. Dermed vil vi være gået den lange vej fra i 70erne og 80erne at give samfundet skylden til i 90erne at give individet skylden over mod at gøre os skyldfri – i hvert fald for vore arvelige egenskaber. Det er også den mest logiske afslutning på xenofobien overfor udlændinge, der ser anderledes ud – nemlig efterhånden at indse, at forskellene blot er et genetisk udtryk, der ikke nødvendigvis betyder, at det indre er forskelligt.

Dermed kommer vi også ud af 90ernes store glæde ved begrænsningerne. Det vil i løbet af de første år af det nye årtusinde stille og roligt blive umoderne at søge hygge og tryghed i begrænsningerne. I stedet vil man søge mulighederne. Det økologiske råderum bliver sendt på pension, og i stedet vil vi diskutere, hvordan vi kan fortsætte udviklingen uden at øve skade på natur og miljø. I dag tages det for givet i mange politiske sammenhænge, at det vil være en fordel, hvis danskerne søgte at begrænse deres kørsel i biler. I den nye tid vil det derimod det være en udfordring at skabe biler, der ikke har uønskede udslip. Tekniske problemer vil igen blive tekniske problemer og ikke en eller anden overordnet moralsk dom over menneskelig aktivitet. Det er allerede begyndt at ske, og økologien er ikke længere godt bare i sig selv, men kun hvis det giver bedre fødevare med højere kvalitet.

Mens vi i 90ernes har krævet, at alt skal hænge sammen, vil vi i den nye tid forlange, at tingene skal kunne skilles ad igen. De efterhånden mange mennesker, der har prøvet at arbejde hjemme med et sygt barn på skødet, er ikke længere så ivrige efter, at fritid og arbejde skal flyde sammen – men de har stadig brug for fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Arbejdet til sin tid og familien til sin tid – men når det passer den ansatte bedst.

Skiftet vil være ligeså overraskende som det modemæssige skifte, vi så først i 90erne, hvor økologisk bomuld var højeste mode i form af næsten-hvidt krøllet tøj i overstørrelse. Samtidig kunne man ikke gå i pels, da det blev anset for værende moralsk forkasteligt at lade dyr dø blot for at skaffe beklædning til mennesker. Da øko-tøj-bølgen klingede af, blev den afløst af en mode med syntetiske pelse. En kunstig pels blev anset for mere ”økologisk” end bomuld. Der skulle jo ikke anvendes jordressourcer eller dyr til fremstillingen. Det er den type tanke- og holdningsskift, vi står foran at skulle opleve i de kommende år. Vi kan også denne gang se tendensen i moden. Efter en modemæssig lang periode med gråt i gråt og så lidt sort ind imellem, samt en minimalistisk indretningslinie i boligen, ser vi nu en farveeksplosion og en pyntesyge i moden, der skubber alt det grå i baggrunden. I boligen er den nye mode ikke slået igennem endnu, men der er tegn på en langt mere sprælsk boligindretning, der godt kunne tænkes at låne nogle tendenser fra 70erne med kraftige kontrastfarver og nogle materialer fra tresserne i form af plastik og måske lakeret jern, men også 80ernes hightech ser ud til at få en nyfortolkning.

Gennembruddet: Gener, IT og nye materialer
På informationsteknologi-området bliver mulighederne større og større. Internettet er bare én af de nye muligheder, som i de kommende år vil kunne anvendes bredt over hele kloden. Vi vil se en lang række nye produkter, som bliver udstyret med IT-komponenter i de kommende år. Talegenkendelse er allerede så langt udviklet, at tekstbehandlingsprogrammer i dag kan genkende tale – ja selv mobiltelefoner og kaffemaskiner kan stemmestyres. IT-udviklingen foregår med en fordobling af kapaciteten eller en halvering af prisen hver 18. måned. Denne udvikling vil i hvert fald fortsætte frem til 2020 – med store forandringer til følge. Alene talegenkendelse vil give uanede muligheder i forhold til i dag – både på arbejdspladserne og i hjemmet.

Genteknologien er ved at modnes inden for to vigtige områder – sundhedsområdet og fødevare¬området. I løbet af ganske få år vil det være muligt at behandle sygdomme og stille diagnoser på en helt ny måde. Der er også enkelte behandlinger med gener eller gensplejset materiale i gang. På fødevareområdet bliver der ligeledes mange nye muligheder, der vil kunne gøre ernæringen bedre i store dele af verden.

Det afgørende er befolkningens reaktion på disse nye muligheder. En aldrende stor krigsgeneration, der i de kommende år kommer i reparationsalderen, vil tage imod nye behandlingsformer med kyshånd. Genscreening vil også afklare, hvad den enkelte skal passe på og hvad, der er relativt ufarligt. Den nye teknologi vil give os en ny frihed til at gøre en hel række ting uden dårlig samvittighed. Meget vil være muligt, bare man tager hensyn til sit individuelle gen-kort. Frem for generelle sundhedskampagner, hvis værdi efterhånden af en del eksperter betragtes som tvivlsom, vil det kunne føre til langt mere specifikke kampagner, hvor kun nogle udvalgte mennesker skal være opmærksomme på visse problemer.

De nye materialer, der bliver udviklet i disse år, vil vise os produkter og konstruktioner, som vi ikke troede mulige. Anvendelse af materialer med hukommelse, materialer med fantastisk stor styrke og smidighed og materialer med andre indbyggede evner, vil vise os alt det nye. Det vil også være med til at skabe en opfattelse af, at alt er muligt – at alt kan lade sig gøre.

Disse teknologier vil være den kommende tids ekspreslokomotiver, på samme måde som ekspreslokomotiverne ved det forrige århundredeskifte blev symbolet på fremskridtet og den nye tid. Det vil være disse teknologier, der er med til at bære ideen om, at verden kan ændres til det bedre. Det vil betyde, at vi i tidsånden får troen på fremtiden og fremskridtet tilbage. Vi vil få fremskridtstroen tilbage af to grunde. For det første fordi det er så længe siden, at vi har troet på fremskridtet, og for det andet fordi de nye teknologiske muligheder gør det muligt at tro på fremskridtet og en bedre fremtid.

Der er et bemærkelsesværdigt sammenfald mellem tidsåndsudviklingen ved det seneste århundredeskifte og de tidsåndstendenser, vi i øjeblikket kan se i horisonten for de kommende år. Der er oven i købet også sammenfald mellem konjunkturerne i forrige århundredes sidste del og store dele af den europæiske udvikling fra 1973 til i dag. Et sådant sammenfald er jo ikke noget bevis for den fremtidige udvikling, men det giver dog god grund til eftertanke.

Hvis man drager parallellen videre, er det også interessant, at der i perioden frem til første verdenskrigs udbrud løbende skete en internationalisering af økonomien og en liberalisering af samfærdselsreglerne. Ved seneste århundredeskifte kunne man rejse rundt i hele Europa uden pas! Det samme er næsten blevet muligt i Europa igen. Der var også tale om et internationalt samspil, som vi skal helt frem til vor tid for at finde paralleller til. Den internationale samhandels karakter med intern handel inden for store selskaber over landegrænserne og de højtuddannedes uddannelsesmønster med ophold på universiteter i flere lande er også først genopstået for alvor i de senere år.

En tid i fragmenter
Den kommende tidsånd vil gøre op med de runde 90ere. I den nye tidsånd bliver rammerne sprængt – kravene om sammenhæng, som vi har set dem i 90erne, vil føles for snærende. Det er vanskeligt at være et gennemført menneske i alt, hvad man foretager sig. I stedet for at være enstrengede personer med ét overordnet handlingsmønster, der gælder for alle situationer, bliver det acceptabelt – det bliver endda moderne – at være et sammensat individ.

Rolleskift blev ikke tolereret i 90erne. Hvis man var bedstemor, forventede børnene, at bedstemor som en selvfølge har tid og lyst til at passe børnebørnene, hver gang de selv skulle noget. Hvis ikke bedstemor stillede glad op til pasning, var hun ikke en rigtig bedstemor.

Det vil bedstemor ikke finde sig i fremover. Tænk bare på at fremtidens bedstemødre er de gamle rødstrømper. I den nye tidsånd vil det være moderne for bedstemor at være bedstemor om søndagen, græskstuderende mandag og onsdag, cafégænger og kunstinteresseret om fredagen og avisbud om lørdagen. Det vil være hendes helt eget valg. Det passer også sammen med udvikling i forbrugernes opførsel hen mod det situationsbestemte – når man opfører sig situationsbestemt, kan der ikke ret let være en højere sammenhæng imellem alle de handlinger, man foretager sig. Det vil være tilfældigheder med i meget.

På samme måde vil der ikke længere være en modsætning mellem at være småbørnsmor og erhvervschef på samme tid, og muligheden for at skifte rolle fra dag til dag eller fra time til time gør udfyldelsen af begge roller lettere. Vi vil stille og roligt arbejde os væk fra stereotype forventninger om, at småbørnsmoderen ikke kan være en ligeså hårdtarbejdende og effektiv medarbejder som alle andre.

Alt dette betyder ikke, at danskerne vil leve radikalt anderledes. Vi vil stadig danne familier, få børn, gå på arbejde og nyde vores fritid og velstand. Men det vil ændre vores forståelse af vores tid. Tidsånden er netop fortolkningen af den tid, vi lever i. Så det bliver det enkelte menneskes retfærdiggørelse af handlingen, der bliver anderledes. Det kommer også gradvist. Det vil ikke ske i løbet af en enkelt dag eller uge, men først i en lille gruppe, som det allerede kan ses i dag blandt de helt unge, og derefter i bredere kredse. På samme måde som 90ernes tidsånd spredte sig gradvist. I begyndelsen af 90ernes var nogle få i Danmark politiske korrekte og købte økologiske varer – i dag har det bredt sig til store dele af samfundet og er allerede i aftagende igen.

Når noget bliver almindeligt, er der allerede nogle grupper, der er på vej til det næste. Det sker også i dag og danner dermed kimen til den næste udvikling. Der er grund til at holde et godt øje med de helt unge, der er vokset op med computerne i hjemmet og 90ernes værdier på skoler og daginstitutioner. Hvis de skal gøre oprør mod deres forældres værdier – og det skal de unge altid – så bliver den 90ernes tidsånd, de vil gøre oprør mod.

Idealismen (2010-16)?
Hvad kan der komme efter en periode med atomisme, hvor vi på en meget konkret måde deler livet og i forskelle situationer og forholder os til dem – en af gangen. Det kommer naturligvis meget an på de begivenheder, der i øvrigt sætter dagsordenen i de kommende 5-10 år. Hvis vi kigger historisk på det, så havde 1. Verdenskrig en afgørende indflydelse på afslutningen af en lang periode med fremskridtstro og optimisme. På samme måde havde USA nederlag i Vietnam-krigen også stor betydning ved overgangen til de mere ideologiske 70ere. Men i det følgende har jeg gjort den antagelse, at vi ikke kommer ind i en større krig eller international konflikt i de kommende 5-10 år. Det kan udmærket være en forkert antagelse, men den er lettere at gennemskue og sandsynliggøre end en eventuel antagelse om en bestemt konflikt eller krig – hvad man naturligvis altid må håbe, vi ikke kommer til at opleve. På en lignende måde kunne en dyb økonomisk krise sætte sine markante spor i tidsånden.

For de børn og unge, der vokser op under en tid, hvor man ikke bliver afkrævet en sammenhæng i livet, men kan tage stilling fra situation til situation både personlig og moralsk, vil en reaktion, hvor man vil søge en samlet mening i tilværelsen ikke være unaturlig. Derfor vil en tænkelig afløser for den kommende atomistiske tidsånd være en tidsånd med betegnelse idealismen. Den ville indeholde en overgang fra at kunne tage stilling i hver enkelt situation til at den enkelte søgte en samlet mening i livet. En idémæssig sammenhæng i det, man foretog sig. Det ville være en reaktion, hvor de unge ville kunne udstille generationen lidt ældre end dem selv som levende på en livsløgn om, at det var lige meget med sammenhængen. De unge ville kunne føle sig tankemæssigt overlegne

Indholdet i idealismen kunne meget vel blive af følgende karakter. Når det skulle hedde idealismen er det fordi, man vil kunne vælge sin idémæssige sammenhæng forholdsvis frit. Det kunne være en filosofi importeret fra østen eller syden, det kunne være en slags ny-maxisme eller anden ældre ideologi, eller det kunne være en personlig erkendelse via tro og religion. Der kunne allerede i dag ligge nogle spirer til denne udvikling, i de protester vi verden over ser mod Verdensbanken og WTO (World Trade Organization) eller i de protester mod den globale mærkevareindustri, som også opstår i disse år.

Idealismen vil også være en tankemæssig udvikling af det meget individualistiske samfund, hvor den enkeltes oplevelse af samfundet som et unikt menneske også skal have en tankemæssig overbygning. Denne udvikling ville betyde, at fordybelse og den indre rejse kunne blive meget moderne. Teknologisk udbredelse af egne budskaber og verdensfortolkning ville også vinde frem. Familiemæssigt kunne det give bindinger på, hvem man kunne leve sammen med, samt give en yderligere gruppering af befolkning i forhold til i dag. Det kunne også betyde, at teknologi igen ville blive fortolket i en overordnet sammenhæng, hvor nogle ville betone det negative og andre det positive ved udvikling.

I forhold til nutidens konflikter om indvandrere og flygtninge ville idealismen betyde, at det ikke var personens fremtræden men de indre tanker og værdier, der blev afgørende. Det ville gøre den nutidige konflikt til en helt forkert konflikt baseret på ”falske” forestillinger om forskelle og manglende erkendelse af de rigtige forskelle og ligheder. Det kunne også gøre filosofiske retning fra andre dele af verden moderne.

Det er naturligvis kun et kvalificeret gæt på tidsånden om 10-15 år, der er baseret på de observationer, man kan gøre i dag og de historiske paralleller, der kan drages. Men udviklingen kan godt tage en helt anden retning. Alligevel kan denne beskrivelse bruges som et pejlemærke til at navigere efter, hvis man søger en beskrivelse af fremtidens tidsånd.

2030 – hvilken tidsånd?
Når man så skal frem til de afslutning af mellemtiden, der vil finde sted omtrent i 2030, så er det langt sværere at give et bud på tidsånden. Antageligt vil en afstandstagen fra idealismen være overstået og vi vil have gennemlevet endnu 1-2 tidsperioder. Der kunne dog godt være følgende logik i det fremtidige forløb. Efter en periode som idealisme kunne vil godt komme ind i en periode, der mindede lidt om 80ernes, hvor der ikke skulle lægges vægt på den overordnede sammenhæng, men blev mulighed for fri personlig udfoldelse. Der ville være behov for at gøre op med alle kravene om tankemæssig sammenhæng og være brug for at gøre det, man har lyst til. En egocentreret periode ville ikke være en stor overraskelse, hvis vi får en periode med idealisme. Det vil også være en naturlig reaktion på den store forsørgerbyrde, det ser ud til, at den arbejdende del af den voksne befolkning får med fremtidens store årgange af pensionister i de europæiske lande.

Efter den egocentrerede periode ville vi nok igen kunne opleve en overgang med et opgør med denne tankegang og derefter en periode, der kunne ligne 90ernes holisme, hvor det praktiske liv igen skal hænge sammen. Afhængig af de forskellige perioders varighed, hvor det indtil i dag ser ud til, at vi skifter tidsånd med 7-8 års mellemrum, vil vi i 2030 meget vel kunne være kommet ind i en fase, der ligner meget den nuværende tidsåndsudvikling. Vi kunne meget vel igen stå i en overgangsperiode mellem en helheds- og fortidsorienteret periode og en mere fremskridt- og fremtidsvenlig periode. Det er dog kun betragtninger, der må afvente den faktiske udvikling. Men det er dog alligevel interessant, at denne lange mellemtid kan tænkes afsluttet med det samme spænd mellem nostalgi og fremtid, som vi ser i dag. Der er dog ikke af den grund en logik, der siger, at den samme angst for det fremmede også vil præge en overgangsperiode til den tid. Snarere tværtimod da historien ikke gentager sig. Bølgebevægelserne i tidsånden kan være de samme, men indholdet har hidtil været forskelligt.

Betydningen af tidsånden
Tidsånden udgør en generel fortolkning af vores liv. Det er ikke sådan, at alle mennesker tilslutter sig tidsånden, men vi fortolker dog alle samfundet og vores eget liv i den kontekst, tidsånden udgår. For nogle gælder det om at være i konstant opposition til tidsånden, for andre opleves det som at tiden er med ens egne tanker eller at tiden er i mod det man selv står for. For andre igen er refleksionen over tidsånden begrænset, men alligevel opleves fænomenet, når man ser tilbage på andre perioder.

Tidsånden giver et væsentligt bidrag til den politiske fortolkning af samfundet og dermed også til det politiske systems opførsel. Den kommende tidsånd vil derfor også sætte en politisk dagsorden, der må fortolkes af de politikere, der vil søge at komme til magten i de kommende år. Den kommende situationsbestemte politiske dagsorden er også væsentlig i denne forståelse. Det vil være på vej til at skabe et demokrati, der bliver mere præget af en pluralitet i udtryk og afgørelser, som den franske sociolog Pierre Rosanvallon for nyligt har skitseret det (La democratie Inachevée, 2000).

Tidsånden giver også grundlaget for at markedsføre og iscenesætte produkter og serviceydelser. Det er derfor vigtigt for virksomhederne at sætte sig ind i tidsånden og fortolke denne, hvis de ønsker succes på de kommende års markeder. Et studie af 90ernes tidsånd med økologi, nostalgi og tilbageblik i historien, kunne allerede den gang havde givet svaret på, hvad de unge mellem 13-19 i dag vil interessere sig for. De har som en naturlig reaktion på den påvirkning, de har fået fra tidsånden under deres opvækst, kastet sig over teknologi og kunstige produkter. Mobiltelefoni, SMS, Internet-chat mv. kunne man allerede fra begyndelse have udviklet til de unge ud fra en relativ simpel modsætningsanalyse af tidsånden og børnene i 90erne.

Kan tidsånden påvirkes? Ja, den kan påvirkes af forholdsvis store begivenheder som krise, krig, store teknologiske landvindinger mv. Men det enkelte menneske kan ikke i særligt stort omfang påvirke tidsånden. Man kan løbe med tidsånden og være med til at forcere en udvikling. Det er ikke den store acceleration, man kan opnå, men der kan være en vis påvirkning. På samme måde kan man søge at bremse udviklingen. Der er en del eksempler, der viser, at en udvikling måske godt kan holdes tilbage i et enkelt land i en periode, men at ændringerne så ofte kommer det hurtigere, når de kommer.

Publiceret her på siden i 2008

Når du besøger www.fremforsk.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om cookies på www.fremforsk.dk her

x