Efter krigen og pandemien – udsigterne for en regionaliseret Verden

Det er kriserne og krigenes tid. Ofte bliver vi korte i udsynet, når der står nye, store udfordringer lige foran os. Det sker også i denne tid. Men lad os alligevel forsøge at kigge et år eller mere frem i en mærkelig tid præget af krigen i Ukraine og Covid19s fortsatte hærgen i Kina og andre dele af verden.

Hvad ved vi? Vi ved, at inflationen er høj og sandsynligvis stadig stigende. Renten er helt sikkert stigende i den kommende tid, da både FED og Den Europæiske Centralbank har annonceret henholdsvis flere stigninger og stigninger fra juli måned.

Vi ved også, at den offentlige sektor skal spare i de kommende år. Kommunerne er blevet sat på smalhals med den seneste aftale med KL, og råderummet i den offentlige økonomi er allerede blevet brugt til øgede forsvarsudgifter.

Byggeriet er i gang med en opbremsning, der har været længe undervejs. Igangsat byggeri er faldet meget allerede, konkurserne breder sig blandt entreprenører og andre aktører og udviklingen ligner begyndelsen til den typiske nedtur i byggebranchen. Det offentlige investeringsloft for kommunerne vil trække i samme retning.

Vi ser også et skift i efterspørgslen hos forbrugerne fra varer til tjenester, og der er et boom i discountbutikker og fald i omsætningen i supermarkeder. Vi er tilbage til tiden før coronakrisen på dagligvareområdet, men nu med meget højere priser.

Forbrugertillidsindikatoren er på det laveste niveau nogensinde med -22,4, Vi var på -22,0 i dec. 1988 og -21 i maj 1980, så niveauet ligner perioden under den 2. oliekrise i 1980 og effekten af kartoffelkuren og skattereformen i 1988. Men de samme forbrugere forventer ikke høj arbejdsløshed om et år, det er Danmarks generelle økonomiske situation, der bekymrer dem, ikke deres egen økonomi.

Aktiemarkederne er faldet med 20-30 % siden nytår meget afhængigt af sted og aktietyper. Usikkerheden på markederne er stor, men vi ser ikke krak og modtager chokerende nykreder som ved Finanskrisens begyndelse - endnu. Kun cryptomarkedet er kollapset.

Hvad er de usikre faktorer, der bestemmer, hvor vi er på vej hen?

• Krigen i Ukraine, længde og eventuelt afslutning, konsekvenserne for Europa og Rusland
• Hvor meget oprustning vil vi se – men pengene ruller allerede mod våbenindustrien
• Inflationens betydning for efterspørgslen og tilpasningstid samt eventuelle fald
• Stemningen blandt forbrugere og virksomheder – de går lige nu hver sin vej, hvad bliver konsekvenserne?
• Covid19 efteråret 2022 i Kina og andre lande uden ’vestlige’ vaccinationer
• Regionaliseringen – det nye dem og os

Hvordan er udsigterne for efteråret 2022 og hele 2023?

Økonomien vil gå fra sin top her før Ukrainekrisen mod et lavere niveau. Vi er (nok) ikke på vej mod en større krise, og skulle det blive mere end en afkøling af økonomien og en dæmpning af inflationen, står vi i Danmark godt til en krise. Danmark er lige blevet udpeget som det mest konkurrencedygtige land i verden af IMD i Schweitz, der i mange år har rangordnet lande på dette område.

Der vil i en række brancher, der lever af danskernes overskud som restauranter, cafeer og natteliv, modebranchen turistområdet være krisetendenser i løbet af efteråret, og vi vil nok se en mindre stigning i arbejdsløsheden, men fra et meget lavt niveau.

Byggeriet og er særligt følsomt overfor højere renter og har toppet i denne omgang. Vi får en normalt cyklisk nedtur i byggeriet, som nok først påbegynder en ny vækstcyklus engang i løbet af 2023/24. Det vil også sætte sig i boligmarkedet, der må påregne et dyk i priserne især for ejerlejligheder og mest i København og de store byer.

Aktiekurserne vil først gå ned og måske lidt mere end det allerede er sket. Men aktiekurser er udtryk for de fremtidige forventninger, så begynder aktiemarkedets aktører at tro på centralbankernes indsats for at dæmpe inflationen, begynder aktierne at stige igen. Det sker tidligst hen på efteråret, og nok først til foråret. Så bunden på markedet er engang i denne periode.

Jeg har i disse forventninger taget det syn på krigen i Ukraine, at den fortsætter i måneder og sandsynligvis også hele år fremover. Ukraine giver ikke op, våben strømmer ind til et land, der er i gang med at skabe sig selv som nation, og russerne skal slides op, før der kan etableres en våbenhvile. Vesten har også en interesse i et langt udmattende opgør, der slider det russiske militær ned, så det ikke længere udgør en trussel. Det kan tage ret lang tid.

Den nye tid?

Er vi midt i en definerende periode i verdenshistorien? Sådan en periode var 1979 til 1981. Den periode satte dagsordenen frem til år 2000 med økonomisk liberalisme og en fremgang for demokrati og globalisering.

Globaliseringen fortsatte frem til Finanskrisen og egentligt også ideologisk frem til 2020. Men de mange diktatorer i 

mange lande de seneste 20 år tog over fra demokratibølgen. Hvor ender vi denne gang?

Økonomisk har man i mange lande, også Danmark, flirtet med den engelske økonom J.M. Keynes under coronakrisen ved at pumpe meget store pengebeløb ud i økonomien for at undgå sammenbrud under nedlukningerne. Prisen har været den kraftigt stigende inflation og varemangel. For mange penge og for få varer skaber prisstigninger. Nu bekæmpes inflationen, så det nye økonomiske paradigme er ikke slået igennem.

Politisk er der sker kraftige ændringer siden det russiske angreb på Ukraine 24. februar i år. EU står sammen og på et andet grundlag. Selv Tyskland er gået med til at opruste og se sig som et europæisk kerneland, der ikke skal være en bro til Rusland fremover, og de østeuropæiske lande har fået en virkelig god grund til at være fuldgyldige medlemmer af EU og ikke søge at blokere sig igennem. Selv Ungarn følger i de store og hele EU's linje i dag.

Regionaliseringen ser ud til at bliver et dominerende tema i mange år frem. Opdelingen af verden vil fortsætte, og vi vil i stigende grad definere lande ud fra om de en med os eller imod os, både i forhold til Rusland men også Kina, hvor den kinesisk – amerikanske konflikt vil være definerende i mange lande i mange år frem som den kolde krig var det fra 1945 til 1989. Rusland – EU konflikten er jo sådan set bare en proxi for den anden konflikt.

Så en ny tid bliver det, og det bliver særligt regionaliseringen, der kendetegner perioden. Frihandel bliver ikke den store parameter i mange år, det gør globalisering heller ikke. Regionaliseret handel er ikke den mest effektive handel, men det er den sikkerhedspolitisk bedste. Så vi kommer til at give køb på lidt af den økonomiske vækst i fremtiden.

Der har faktisk været flere globaliseringsperioder i historien. Den seneste sluttede med 1. verdenskrig, vores periode ser ud til at slutte med Coronakrisen og Ukrainekrigen. EU's enhed og udviklingen af fælles projekter kan være det, der giver EU mere fremgang på trods af regionaliseringen.

Økonomisk er vi ikke på vej til et afgørende nyt regime, men reguleret handel imellem regioner er dog en kraftig ændring i forhold til tiden efter den kolde krigs afslutning. Der er dog også EU en stigende forståelse for at hjælpe på et fælles grundlag som coronahjælpepakker finansieret af selve EU, og ikke af enkeltlandene. Så liberalisme med et twist af Keynes er det nye grundlag.