” New Millenium”-generation: Fold jeres drømmes faner ud i fremtidens forvandlinger!

Marianne Levinsen, Forskningschef / 27. jun 2025

Nu og i de kommende uger kommer vi til at se mange unge, som afslutter en uddannelse fra folkeskolen, erhvervsskolen, efterskolen eller gymnasieskolen. De kommer til at være synlige på forskellig vis i bybilledet, på veje og i villakvarteret.

Det markerer hvert år en positiv afslutning af foråret og sommerens komme og for mange udsigten til en længe ventet sommerferie.

I Fremforsk kalder vi generationen New Millenium født 2002 til 2012 og vi har interviewet de 15 til 20-årige i 2022 om liv, venner, drømme og fremtiden i bred forstand. Vi har interviewet den unge målgruppe mange gange, da ungdom rimer på fremtidens mennesker, samfund og verden.

Turbulens i ”Rovdyrenes tid”

De unge, som i disse dage dimitterer fra mange uddannelser, har oplevet lidt af hvert som børn og unge.


Først 2 år med Corona og op- og nedlukning, angst for sygdom og især et socialt tyveri, hvor man slet ikke som i det gode børneliv fik lov til at ses og lege, som man havde lyst til hverken i skolen eller i fritiden. Det var en hård tid, som mange oplevede mentale eftervirkninger.

På vej tilbage til en normal hverdag startede Ukrainekrigen den 24. februar 2022 og pludselig oplevede børn og unge krig på det europæiske kontinent og ukrainske flygtning kom hertil især kvinder og børn, som var ramt af krig og sorg over at måtte lade familie og venner tilbage. Ukraine krigen med massive ødelæggelser til følge raser fortsat og vi håber, men tvivler på hurtig afslutning.

Terrorangrebet fra Hamas side i oktober 2023 med gidseltagning medførte et væbnet angreb fra Israel på Gaza og dets befolkning, som nu lever på evig flugt omgivet af trøstesløse byggetomter og uden adgang til basale fornødenheder som vand, mad, medicin og behandling på hospitaler og ikke mindst med konstante bombninger i området.

Endelig kom Trump til i januar og han har siden skudt til højre og venstre og i alle retninger, og som konsekvens har han gjort med stor skade på de internationale samarbejder og samhandel.

De to krige og Trump har synliggjort for os alle, at vi er på vej ind i ” Rovdyrenes tid” (Nyudgivet bog af Giuliano da Empoli), hvor tidligere tiders civiliserede aftaler om forsvar, menneskerettigheder, handel og anstændig opførsel ikke respekteres af nutidens magthavere.

Verden omkring er turbulent og meget uforudsigeligt lige nu, men det eneste vi ved, er det ændrer sig og ser anderledes ud i 2030.

Det er rart at vide som et ungt menneske, hvor man bekymrer sig om den fremtid, man går i møde.

De mange forvandlinger i ungdommen!

Edouard Louis beskriver i bogen ”Forvandlingens Metode”, hvordan han med alle midler stræbte efter at forvandle sig fra den fattige arbejderdreng til at blive en del af den franske kulturelle elite.

Edouard Louis beskriver, hvordan han målrettet bruger andre og tager mange forskellige midler i brug for at opnå adgang til de mest prestigiøse uddannelsesinstitutioner og miljøer. Samtidig nages han konstant af en form for dårlig samvittighed over ikke at ville vedkende sig sin baggrund og familie.

Edouard Louis forvandling er ekstrem og utrolig interessant at læse. Netop ungdommen er en livsfase, hvor der sker rigtig mange forvandlinger i et menneskes liv, og derfor er det ikke så sært, at mange unge er usikre på retning og valg.

Nogle forvandlinger kommer af sig selv. For eksempel de forandringer, som krop og sind gennemgår i løbet af teenageårene, hvor man som ung oplever, føler og mærker helt nye sider af sig og mærker forvandlinger, som man slet ikke vidste ville komme til en.

Andre forvandlinger sker af egen kraft og måske mere end mindre bevidst. Det kan være, at man ved at skifte eller afslutte en fritidsinteresse, får nye venner og en ny identitet. Det samme sker ved afslutning eller start på en ny skole, det giver usikkerhed, men også muligheder for nye relationer og at udvikle nye sider af sig selv.

I ungdommen og senere kommer vi som Edouard Louis beskriver til at bruge og benytte os af andre mennesker, som vi måske ikke ser igen eller som vi ikke ønske at fortsætte relationen med. Andre gange bliver vi selv brugt eller valgt fra.


Forvandlinger er en del af livet og heldigvis for det.

Noget sker, og fra det øjeblik

Det begynder at ske

Kan intet nogen sinde

være det samme igen

(Paul Auster)

Afslutningen af uddannelse betyder, at der sket noget nyt, som bringer nye muligheder og udfordringer for den unge.

Det kan være skræmmende, men livet er fuld af muligheder og forvandlinger til os alle. Nogle har vi bedt om og andre bliver vi tvunget til. Sådan er det at være et menneske.

Tilslut vil jeg ønske alle unge alt muligt held og lykke med at folde deres drømmes faner ud i fremtidens forvandlinger!

Del artikel

Når du besøger www.fremforsk.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om cookies på www.fremforsk.dk her

x