Vi kvinder har været og vil fortsat være vigtige samfundsborgere!

Vi kræver respekt, men der følger forpligtelser med!

Som kvinde på 60 år forstår jeg de yngre kvinder, som på forskellige måder, udtrykker, at staten ikke skal bestemme, hvordan de skal leve deres liv, få børn eller i øvrigt trænge sig ind i det, som de opfatter som deres privatsfære.

Der er mange grunde også historiske til, at vi kvinder kræver vores ret, medbestemmelse og blive hørt i samfundsdebatten. 

Ikke mindst i en dansk kontekst, hvor en ureflekteret og ukritisk stor kærlighed til de mandlige eksperter og helte på arbejdspladsen og i medier lever i bedste velgående. Se blot på statistikken for kvinder på ledelsesposter i Danmark og EU, vi ligger ufatteligt lavt i forhold til den dygtige kvindelige talentmasse, som findes i vores land.

Det går fremad. Det sker i dag sjældent, at jeg ikke bliver præsenteret eller overset, hvis jeg optræder eller har udarbejdet en analyse for en virksomhed eller kommune. Til oplysning er det kun sket, hvis jeg optrådte sammen med en mand. Heldigvis forandrer samfund og mennesker sig og jeg kan konstatere, at mange yngre mænd ser på mig som et menneske og/eller ekspert. Fremtiden er lysere om end det går langsomt.

Jeg læste for nyligt Olga Tolkarczuk seneste roman ”Empulsion” om et ungt menneske, som lander på et sanatorium i 1913. Ventetiden på døden eller helbredelse fyldes af samtaler mellem de indlagte mænd om menneskets eksistens og berettigelse. Manden er naturligvis et menneske og en vigtig samfundsborger, måske er kvinden et menneske, men et er sikkert, hun skal sørge for at levere børn til samfundet.

Disse opfattelser lever stadig om end mere usynligt og ureflekteret i dag og indgår i talrige beslutninger på alle niveauer i samfund og organisationer, og som konsekvens bliver kvinder valgt fra og ikke til.

Derfor en stor tak til Emma Holtens bog ”Underskud” for at synliggøre alt det usynlige omsorgsarbejde og kræve respekt for kvinders indsats såvel historisk som nu. Også en stor tak til Nina Smith for at påpege, at ”Dreammodellen” og dens forudsætninger om kvinders underskud ikke nødvendigvis er retvisende.

Det er jo en drømmemodel, der kan skrues på i de retninger, som politikere og regering ønsker. Modellen hviler på en lang række forudsætninger, som kan justeres efter ønske og behov, og resultaterne er ikke en blotlæggelse af sandheden, men en økonomisk beregning under givne forudsætninger.

Personligt er jeg så træt af at høre, at kvinder som offentlig businesscase er en underskudsforretning. Den plade har været på for længe og er et meget forsimplet billede af virkeligheden. For eksempel er der ikke meget samfund uden børn og unge og i den sammenhæng er kvinder altafgørende for at det sker. Det gør ikke noget godt hverken for kvinder eller samfund at blive ved med at fremhæve den beregning

.

Dog bliver jeg meget træt af den gode middelklasses veluddannede kvinder, som har så travlt med at føle sig frem. Har jeg lyst til at arbejde? eller går det ud over mine børn? En kvindelig journalist har skrevet et par bøger om sig selv og overvejelser om familie, liv og hjemmeskoling og jeg har læst den første bog, som er et interessant indblik i de yngres overvejelser om at gøre vold på børn ved at sende dem i institution og skole.

Her må jeg blot påpege, at den, der betaler festen, vælger musikken. Vi kan som kvinder ikke blot ville spise af samfundskagen hele livet uden at bidrage til samfundet, hvis vi har mulighed for det. Med andre ord vi kvinder har med uddannelse, arbejde og økonomi fået langt bedre betingelser for at få indflydelse og være med til at forandre samfundet.

En del universitetsuddannede læger og dyrlæger og andre veluddannede orker ikke at arbejde indenfor faget efter endt uddannelse. Det er ikke nyt, det skete også i min generation. Først får man som det eneste land i verden adgang til løn under uddannelse og en uddannelse, som er meget omkostningsfuldt for samfundet. 

Pludselig har man alligevel ikke lyst til at bidrage lig med at betale tilbage til samfundet. Desværre er det ofte kvinder, som træffer den slags valg.

Det er blandt andet deres mindre privilegerede medsøstre, som er nødt til at arbejde for at få familie og liv til at hænge sammen, som finansierer deres lange studieliv og uddannelse.

Vi kvinder må gerne være stolte over, at vores erhvervsdeltagelse historisk har skabt en velfærdsstat fra 1970’eren og frem og vi fortsat bidrager positivt på mange måder til det fælles samfund.