Moden næste år, køkkenstilen om 2 år, hjemmets indretning de kommende 1-4 år, tendenser i
underholdning og indkøb er alle eksempler på områder, der er påvirket af trends. Listen er
uudtømmelig, da stadigt mere af vores forbrug får karakter af at være modepåvirket. Derfor er
analyser af trends blevet stadig mere interessante for mange virksomheder og organisationer.
Analyser af trends og tidsånd bygger altid på tre kilder til forståelse af udviklingen:
Fortiden – og den historiske udvikling.
Nutiden – de spæde tendenser, hvad rører sig blandt frontløberne?
Udviklingen – forståelse af at tendenser udvikler deres egne modsætning.
En trendanalyse af f.eks. økologiske varers sandsynlige udvikling i de kommende år efter år
2002 må derfor bygge på, at der har været en fremgang i en række år siden 1992. Dertil må
tilføjes, at der blandt de trendsættende fødevareinteresserede – bl.a. kokke og de førende
producenter af specielle varer – fokuseres på kvalitet frem for økologi. Når dertil tilføjes, at
unge mennesker i dag er flasket op med økologi i skolen, og at unge altid tager afstand fra det,
vi forsøger at påvirke dem til, og at vi andre efterhånden har svært ved at se nyheden i
økologien, så kan det samlet resultere i følgende trend: På fødevareområdet vil vi i de
kommende år se en udvikling fra økologi mod mere kvalitet, samt at salget af økologiske varer
med de nuværende priser vil falde.
Hvis de tre elementer f.eks. anvendes på det engelske, svenske eller tyske marked, bliver
konklusionen en anden. Der er noget, der tyder på, at nogle af disse markeder kan stå over for
et gennembrud af lignende karakter som det danske i første halvdel af 90’erne.
En vigtig del af trendanalyser er ofte at fastlægge tidsåndsudviklingen. Tidsånden er en samling
af opfattelser og værdier, der passer til mange i netop den tid, vi lever i. Når en tidsånd er
dominerende, er den næste allerede under udvikling. Det er også med tidsånden vigtigt at
forstå, at enhver tid bærer sin egen modsætning i sig. Ændringer kommer ikke altid, fordi noget
er blevet ændret, men fordi vi i længden trænger til et nyt syn på udviklingen.
Generationsforskydningerne i samfundet skubber automatisk til denne proces. Forhold
omkring tidsånden er uddybet i essayet ”Tidsånden – slangen i Paradis”.
Er man i en situation, hvor der er stor usikkerhed om de kommende års trends, f.eks. inden for
mode og indretning, kan scenarier anvendes til at arbejde med denne usikkerhed. Man opstiller scenarier for de kommende års trends i f.eks. indretning og arbejder sig på denne måde igennem en række forskellige, sandsynlige tendenser. Det faktiske udfald vil blive flere af
tendenserne på én gang i en lidt anden udformning end fra scenarierne. Men gennem arbejdet
med scenarierne er man blevet forberedt på denne udvikling og bliver ikke taget på sengen,
når trenden vender.