Hvornår mister 68-generationen magten?

Kronik af Jesper Bo Jensen, ph.d., fremtidsforsker
Offentliggjort i Berlingske Tidende som minikronik i 1996

De er overalt. Statsministeren, regeringen, direktionslokalerne i danske virksomheder, høje poster i hele samfundet, medierne, universiteter og højere læreranstalter. 68-generationen har sat sig på magten. Det er endda kommet så vidt, at deres ungdom er kommet på museum. Det skete, da Nationalmuseet i Brede arrangerede en udstilling over 68-generationens ungdom.

De blev født i 40erne, under og efter 2. Verdenskrig, de voksede op i 50erne og blev unge i 60ernes boom. Siden da har 68-generationen påtaget sig æren og på visse områder også skylden for en stor del af den samfundsudvikling, vi har været i gennem de seneste 30 år. Generationen har taget ansvaret for ungdomsoprøret i 60erne, da parolen blandt andet var, at man ikke kunne stole på nogen over 30 år. Generationen må også påtage sig ansvaret for 70ernes ideologiske kamp. Lidt mindre kendt er det måske, at generationen i stort omfang stod bag 80ernes yuppietid. I 1982, da firkløverregeringen kom til magten, var den typiske 68er i trediverne eller først i fyrrene og i fuld gang med at gøre karriere. 68-generationen var det bærende lag bag udskiftningen af de gamle ledere i 80erne. På det seneste har generationen i form af den nuværende regering også taget æren for 90ernes økonomiske opsving.

Generationens paroler er ændret i takt med deres egen alder. I begyndelsen kunne man ikke stole på nogen med en alder over 30 år, i 70erne hed det, at man skulle gøre det private politisk, så kom parolen i 80erne om at nye koste fejer bedst, og at der var brug for nye ledere, og her i 90ernes må vi - efter at generationen er kommet op i årene - lægge øre til, at der er behov for den modne leder med erfaring. Det ser unægteligt ud til, at 68-generationene en gang for alle har sat sig på magten, og at vi også om 20 år vil høre dem gnække fra plejehjemmene og oldekollerne for at gøre deres indflydelse gældende. Mens de var unge, gjorde generationen oprør mod de gamle, der sad på magten. I fremtiden kunne man derfor forvente, at generationen vil protestere over de unges behandling af de gamle.

Men indflydelse er ikke magt og efter år 2000 vil det stille og roligt være slut med 68-generationens magt. Hver generation har sin tid, og 68-generationens tid ved magten løber fra først i 80erne frem til omkring år 2000. Det er længe for en generation - 20 år ved magten ser vi ikke normalt for en generation, men 68-gererationen har været begunstiget af en række forhold. For det første var deres forgængere få - der blev født små generationer i 30erne. Det betød, at 68-generationen tidligt kunne komme til fadet. Dernæst har ekspansionen i den offentlige sektor i 70erne haft stor betydning. 68-generationens oprør mod ”de gamle mænd” og det ideologiske korstog mod det kapitalistiske samfund var som skabt til at sikre dem de nye jobs i den ekspanderende offentlige sektor. 68-generationen var hovedkraften bag skabelsen af velfærdsstatens, og står i dag som velfærdsstatens bolværk mod de nye ideer.

I 80erne, hvor erhvervslivet skulle omstille sig til de nye tider, var 68-generationens repræsentanter eksponenter for nye ledelsesidéer som motivation og omsorg for medarbejderne og den strategiske planlægning. De nye ideer banede vejen for den fremadstormende generation.

Denne historie vil nu gentage sig blot med omvendt fortegn. De nye virksomheder, der skabes indenfor helt nye forretningsområder i disse år, bliver ikke skabt af 68-generationen. Der er brug for helt nye kvalifikationer i informationssamfundet. Udnyttelsen af netværk, hurtig reaktionstid, evnen til konstant omstilling og opfattelsen af Verden som en global tumleplads vil skabe plads til de unge. Det vil ske helt parallel til de nye tider i begyndelsen af 80erne, hvor der blev brug for helt nye evner. 68-generationen er ikke vokset op med det konstante mediebombardement og med den nye teknologi. De er vokset op med tv-monopolet, Vietnam-krigen, EF-diskussionen og en gammeldags pladespiller til Lp-plader.

I dag blokerer 68erne for idéudviklingen i staten, amterne og kommunerne og i de private virksomheder på samme måde, som deres forgængere i sin tid blokerede for idéudviklingen i slutningen af 70erne og begyndelsen af 80erne. Bestemte typer af ideer kommer ikke længere end til de unge medarbejderes papirkurve. ”Her hos os plejer vi ikke at gøre tingene på den måde”, ”det har vi prøvet”, ”det er vist lidt for smart” er kommentarer, som mange yngre medarbejdere vil nikke genkendende til. 68-generationen har derved indtaget nøjagtig den samme rolle, som de i sin tid satte energi ind på at gøre op med. De er blevet de konservative i ordets egentlige betydning nemlig dem, der søger at bevare tingene som de er, og holde igen på udviklingen.

Den samme generation som gennemførte idéen om den altomfavnende velfærdsstat kommer ikke til at ændre på dens grundliggende mekanisme. Det vil være en alt for stor mental kolbøtte for de mennesker, der lige siden deres ungdom har kæmpet for at skabe velfærdsstaten. Garantier fra de nuværende ministre om fremtidens efterløn og pension har derfor kun værdi, så længe de nuværende politikere er ved magten. Det bliver ikke disse politikere, der beslutter at afskaffe efterlønnen eller graduere folkepensionen.

Men selvom Økonomiminister Marianne Jelved eller Statsminister Poul Nyrup Rasmussen ikke vil røre ved henholdsvis folkepensionen eller efterlønnen, er det ingen garanti for ordningerne. Disse politikere vil nemlig ikke være de politikere, der sidder på magten, når disse forhold skal besluttes. Om 12-15 år, når forsørgelsesbyrden overfor den aldrende 68-generation så småt begynder at kunne mærkes, er det ikke længere de nuværende politikere, der sidder ved magten. Til den tid er størstedelen af den nuværende regering og opposition godt oppe i 60erne og magten i partierne er overgået til yngre kræfter.

Det ved de unge godt. Når man spørger om forventningerne til fremtidens folkepension, som KP (Kommunernes Pensionsforsikring) for eksempel har gjort, fremgår det tydeligt, at jo yngre man er, jo mindre tror man på, at folkepensionen vil være intakt, når man skal pensioneres. Generationen selv er til gengæld ikke kommet til denne erkendelse. Man har stadig troen på egen styrke og endda i et omfang, der næsten inkluderer troen på evig ungdom. Det betyder, at der vil være dele af generationen, der alt for sent opdager, at pensionsordningerne er ved at blive ændret. De yngre medlemmer af 68-generationen kan udmærket komme til at løbe efter efterlønnen og folkepensionen - og aldrig nå op til goderne.

Men der skal nye koste til, hvis samfundet ikke skal forstene. Det er sket til alle tider, og det vil ikke stoppe lige netop ved 68-generationen. Da forandringshastigheden samtidig de senere år har været kraftigt stigende, stiger presset for ændringer hver dag i de dele af samfundet, virksomhederne og organisationerne, der stadig domineres af 68-generationen.

Hvem skal tage over efter 68-generationen? Endnu ser vi kun få fra de yngre generationer virkeligt gøre sig gældende. De økonomiske vismænd har i de senere år oplevet, at finansministeren næsten per refleks afviste deres ideer. Både Ninna Smidt og Torben Andersen er født i midten af 50erne og kommer fra en anden generation end toppen af den nuværende regering. Men på de sidste er der dog tegn på, at de får lettere ved at trænge igennem. Blandt politikere er Forskningsminister Frank Jensen blandt de yngre. Han har haft medvind i et ministerium, der stadig er under opbygning. På de offentlige chefposter er der i øvrigt langt mellem de yngre generationers repræsentanter. Nyudnævnte chefer aldersmæssigt sidst i 40erne og i 50erne ses derimod dagligt.

Generationen, der blev født i 50erne, har med andre ord svært ved at bryde igennem - i hvert fald i det offentlige. De er befolkningsmæssigt for få, og ligger for tæt på den foregående generation til at være en seriøs kandidat til at overtage magten. Derimod kan forventninger rettes mod de store årgange født i 60erne. De er mange, faktisk flere end 68-generationen i dag, da der har været en vis naturlig afgang i 68-generationen. De er vokset op i en helt anden tid, og der er mulighed for at skabe karrieremæssige huller til dem rundt om i samfundet i de kommende år.

I erhvervslivet ser vi flere repræsentanter for den nye generation. Unge direktører der har startet egen virksomhed eller har gjort lynkarriere. I det offentlige går det noget langsommere. Der er indlagt et næsten blokerende lag af 68ere på leder og mellemlederposterne, der i mange år vil holde igen på fornyelsen. I medierne er der til gengæld mere plads til de unge og yngre kræfter. De unge har langt bedre forståelse for mediernes nye muligheder og har en befriende mangel på respekt for medier. Generation X er de blevet kaldt, generationen der er vokset op med medierne, og som f.eks. allerede i dag har et nostalgisk forhold til de første tv-reklamer. På det kunstneriske område er denne generation allerede slået igennem. Der har været generationsskifte på Gyldendals forlag, hvor yngre kræfter tog over efter Klaus Rifbjerg, de nye danske filminstruktører som Ole Bornedal og Lars von Trier er sidst i 30erne, dagbladenes anmeldere er også typisk sidst i 30erne, mens digterne er endnu yngre. Moderne digtere er i dag typisk født midt i 60erne.

I dele af samfundet har 68-generationen med andre ord allerede mistet magten. I det private trænger erhvervsliv nye generationer sig på. Det er ikke længere 68-generationen, der entydigt har kontrol over medierne, og det er de nye generationer, der er bestemmende indenfor meget store dele af kulturen.

Den nye generation har andre værdier end 68-generationen, selvom de i stort omfang er 68-generationens børn. Når vi i dag er midt i et veritabelt babyboom, og når det er moderne at blive gift og stifte familie, så er der på mange måder tale om en modreaktion i forhold til 68-generationens værdier. Generelt kan vi på mange områder forvente et skift i værdierne. De kommende magthavere vil bygge deres handlinger på andre værdier end deres forgængere. Mange af de samfundsmæssige goder, som 68-generationen har været med til at indføre, vil af de kommende generationer blive taget for givet. Dertil kommer, at velfærdsstaten vil være grundlaget for en større satsen på den enkeltes ansvar - man er jo sikret i forvejen. Den kommende generation kan forventes at ville se mere på evner og behov, frem for lighed og solidaritet. Det skal man dog ikke forveksle med de politiske tilhørsforhold, der er underlagt helt andre svingninger.

Magtskiftet vil betyde, at der bliver mulighed for en generationskonflikt. 68-generationen har været tilsmilet af tidernes gunst. Generationen kom ud på arbejdsmarkedet under den fulde beskæftigelse. Generationen stiftede gæld, da realrenten efter skat var negativ. Det kunne betale sig at låne så meget som muligt. Generationen har i de seneste 10 år sparet op til deres pension i en situation, hvor rentefradraget for renter af gæld aftrappes og realrenten er positiv.

Det har været en ”heldig” generation, og det er ikke slut endnu. Arveafgifterne nedsættes i disse år, hvor generationen netop er kommet i arvealderen og realrenten blev i sin tid positiv pga. skattereformen netop i de år, hvor generationen kom ind i opsparingsfasen.

Med en ny generation ved magten, er det ikke sikkert, at dette ”held” vil fortsætte. Man kan meget vel forestille sig, at den kommende generation ikke ser på 68-generationens ”held” med milde øjne. Danmark har opbygget en meget betydelig offentlig gæld under 68-generationens ”regeringstid”. Tilbagebetalingen af denne gæld kan give betydelige politiske slagsmål. Selvom de yngre generationer har nydt godt af velfærden gennem deres opvækst, er der grund til at tro, at man fremover vil lægge skylden for gælden på 68-generationen. Med ansvaret for velfærdsstaten følger også ansvaret for omkostningerne. Det åbner for en række forskellige omfordelingstanker. Indgreb i folkepensionen og efterlønnen, ekstra beskatning af de gamle pensionsordninger, der hidtil er sluppet billigere end nutidig pensionsopsparing, flere indtægtsgraduerede ydelser til de ældre og eventuel yderligere beskatning af de opsamlede værdier kan blive resultatet. Alternativet er, at generationerne fra 50erne og 60erne pålægger sig selv højere skatter for at kunne betale for 68-generationens tredje alder - og hvem tror, at det er realistisk?

Se tabel over generationerne i år 2005

Når du besøger www.fremforsk.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om cookies på www.fremforsk.dk her

x