Bæredygtighed efter coronakrisen

Jesper Bo Jensen, Direktør / 3. jun 2020

Meget er blevet sat på standby af Coronakrisen, og andre dele af samfundsudviklingen vil blive holdt tilbage af den økonomiske krise, der følger efter. Men bæredygtighedsdagsordenen og klimaudfordringen er kommet for at blive. Hvorfor?

De udfordringer, vi står overfor på klima- og bæredygtighedsområdet, er langsigtede udfordringer. De går ikke væk på grund af en krise – hverken en sundhedsmæssig krise eller en økonomisk krise. Klodens opvarmning bliver ikke ændret af krisen, blot bremset en lille smule.

Opbremsningen viste sig at være meget lille. Selv med stort set alle fly på landjorden og en kraftig nedgang i trafikken på verdens landeveje samt lukkede fabrikker og virksomheder i mange lande, var reduktionen af CO2 ækvivalente udledning blot reduceret med ca. 10%.

Så en total opbremsning af vores samfund er ikke nok til at reducere til de mål, Verden efterhånden har sat sig. Det skal en egentlig omstilling til. Der skal tænkes og udvikles nyt på rigtigt mange områder i hele verden.

Power to X satsningen i Danmark viser noget at den vej, vi kan gå. Elproduktion fra vindmøller skal kunne omdannes til mange forskellige former for energi, som kan anvendes i lastbiler, fly og faktisk også i normale biler. Det tager tid, bliver i første omgang dyrt, men er samtidig en meget lovende teknologi, der blandt andet via brint fra elektrolyse kan fremstille brændstof til vores mere traditionelle motorer i fly og i lastbiler På længere sigt skal vi anvende el mere direkte, når først de indledende reduktioner er opnået.


De unge vil drive udviklingen

For rigtig mange unge mennesker er bæredygtighed en selvfølge. Det skal sættes i system og skabe det fremtidens samfund, de skal leve i. For os, der er af ældre årgange, har de ofte blot udtrykket ”ok, Boomer” til overs, når vi begynder at problematisere klimaindsatsen. Udtrykket betyder, at de har hørt os, men har for travlt med at ændre verden til at have tid til at argumentere endnu engang med os. Vi er i deres øjne en del af fortiden og har skabt problemerne.

Nu bliver de unge ramt af coronakrisen. Ja, ikke af sundhedskrisen, men af den efterfølgende økonomiske krise. Økonomiske kriser rammer altid ungdommen hårdest. De nyuddannede får sværere ved at få job. De uge på arbejdsmarkedet er ofte de første, der bliver fyret. Studerende lever af job i servicefagene, der ofte er de områder, der lider mest under en økonomisk krise. Så den økonomiske kolde tid, vi er på vej ind i, er værst for de unge.

Nedlukningen og smittebegrænsningen sker på grund af manglende kapacitet i sundhedssektoren. Det sker for at beskytte de gamle – især dem over 70 år. Så de unge bliver arbejdsløse på grund af de gamle. Det har de allerede fundet ud af. På en del sociale medier florerer diverse vittigheder og memer, der tager tykt grin på regeringen og samfundet i forhold til corona.

Det ser sådan ud ifølge disse unge: Først ødelagde I (altså os, der ikke er unge) klimaet og kloden. Dernæst ødelagde I fremtidsmulighederne for de unge. Konklusionen er ligetil. Vi unge skal redde verden, bæredygtigheden og fremtiden.

Hvilken ny vej går bæredygtighed og klima efter krisen?

Vi er blandt andet via de unge på vej mod en mere selvfølgelig tilgang til bæredygtighed og klimaindsats. Det skal jo gøres, så se at komme i gang! Det betyder også, at en del af den frelsthed og til tider næsten hellighed, der var over nogle danskere på 30-50 år i forhold til klimakorrekthed, togrejser, elbiler og andre iscenesættelses-parametre vil forsvinde. Det bliver fremover i stedet en no-nonse klimaindsats. Virker det, så lad os bruge det.

Det vil betyde, at vi kommer til at diskutere effektivitet i indsatsen og vil prioritere investeringer, der virker og gør en forskel. Samtidig skal vi som et af de lande, der har ret ambitiøse klimamål, få det til at virke, der vil have størst effekt i resten af verden. Demonstrationsværdien fremover bliver vigtig – faktisk vigtigere end det, vi opnår i C02 reduktion.

De unge er ved at definere fremtidens samfund. Vi andre skal hjælpe dem på vej!

Del artikel

Når du besøger www.fremforsk.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om cookies på www.fremforsk.dk her

x