Corona kan mærkes i virksomhederne
Her midt i marts måned mærker rigtig mange virksomheder samfundets restriktioner på grund af den nye covid-19 virus’ spredning i Danmark og resten af verden. Det kan være meget hårdt for event-virksomheder og hele underholdningsbranchen, men også mange andre mærker afdæmpningen.
Det er også en rigtig alvorlig situation for sundhedsvæsenet og for de mennesker, der har svært ved at modstå sygdommen. Det er derfor, at landet lukkes delvist ned. Vi skal trække belastningen ud over en længere periode.
Men bare rolig – det går over! Det kommer til at tage 2-3 måneder i Danmark og lidt mere over hele verden, hvor smittespredningen foregår lidt ujævnt. Afrika er endnu ikke ramt, men det kommer desværre på et tidspunkt. De svagere dele af verden bliver værst ramt.
Covid-19 kommer dog tilbage i de kommende år, som mange andre virus (det hedder virus i flertal og ikke vira, hvis det skal være latin). Men til næste år og de kommende 3-4 år har vi nok en vaccine til de mindre modstandsdygtige og behøver ikke lukke samfundet delvist ned for at undgå en overbelastning af sundhedsvæsenet og potentielt mange døde.
Hold ud strategi
Som virksomhed, der er ramt på omsætningen, gælder det om at holde ud. Sikre sig mest muligt likviditet, ringe til banken i dag for en længere kreditlinje samt udskyde store likviditetstræk.
Det er ikke en økonomisk krise af normale dimensioner. Vi skal forvente, at det går hurtigt op igen, når restriktionerne letter. Det er ikke samfundets økonomi, der bremser op og kommer ned i lavt gear. Det er snarere som et rødt trafiklys eller en askesky, der sætter sig fast i nogle uger. Bagefter glider trafikken igen.
Så strategien skal være at se det som en ekstra ferieperiode i virksomheden, hvor det hele går lidt eller noget langsommere end normalt, og meget skal sættes ind på at sikre likviditet, sikre centrale medarbejdere mod smitte og ellers være klar til efter udbruddet.
Sov med støvlerne på
Når samfundet normaliseres, skal virksomhederne være klar igen. Det betyder, at man ikke skal lukke ned for alle underleverancer i den periode, vi først skal igennem. Lukker en produktionsvirksomhed helt ned på grund af manglende dele fra Kina, har man ikke noget at sælge, når det går op igen. Lukker hoteller og restauranter alt, står de uden muligheder for at komme hurtigt i gang igen. Derfor skal I beholde støvlerne på om natten. Vær klar – det kan gå hurtigere over, end vi tror.
Hvad med tabene?
Den indtjening, der tabes under corona-krisen, er vi nok nødt til at afskrive. Kan man ikke bære det tab, må der andre midler til. Det vil skabe en dyk i økonomien resten af året, men det vil ikke betyde en ny Finanskrise eller lignende. Derimod vil en ekspansiv finanspolitik fra den danske og de europæiske regeringers side kunne skabe det løft i landene, der får os tilbage på sporet i en fart. Man kan godt fravige budgetlovene i en helt særlig krisesituation, som vi har nu.