Den nye Verden - de store linier og et barn uden navn

Verden er forandret og den gamle verden kommer ikke tilbage. Krigen i Ukraine, konflikten mellem USA og Kina samt en globalisering i bakgear er i gang med at forandre verden, og vi har ikjke enagng et navn for den nye verden endnu.

Hvor længe varer krigen i Ukraine? Svaret er helt realistisk, at den varer noget længere end vi håber og regner med. Selvfølgelig hjælper det med militært isenkram og hvis vi i vesten vælger at sende flere kampfly, gør det også en forskel. Men indtil videre kæmper vi til den sidste ukrainer! Og godt det samme, for en direkte krig mellem NATO og Rusland med det nuværende styre vil være til fare for hele verden.

Covid-19 pandemien var en begivenhed, der ikke var forudset i det omfang pandemien fik. Ditto med Ruslands invasion i Ukraine. Det fleste – selv de fleste militæranalytikere – regnede med en mindre invasion i Donbas-regionen og ikke en full-scale invasion.

Nu oplever vi den ukrainske modoffensiv, men den fører næsten med sikkerhed ikke til en fuldstændig generobring af territorierne, som Rusland sikrede sig kontrol over tilbage i 2014. Det er dog, hvad ukrainerne ønsker, men det er ikke nødvendigvis, hvad de får, selv på lang sigt.

Som så ofte før ser vi ikke det fulde omfang af ændringer i verden, før de har fundet sted. Vi kan godt forudse ændringerne, men ikke deres fulde omfang. Nogle gange ser vi slet ikke forandringerne, før det finder sted. Det er oftest kombinationerne i det nye, vi ikke kan se på afstand.

Det betyder, at vores verden er forandret i en skala, som vi endnu ikke har erkendt. Hvis krigen i Ukraine forsætter til efter næste præsidentvalg i USA, er den amerikanske opbakning bag Ukraine ikke garanteret længere, og bliver valget en gentagelse af valget i 2020 med omvendt fortegn på posterne, står vi måske pludseligt med et Europa, der selv må overtage hele ansvaret for krigen i Ukraine – er det overhovedet muligt?

Sikkerhedspolitik før alt andet

Selv for os, der har oplevet den kolde krig og kan huske de politiske prioriteringerne dengang, forekommer det nyt at se sikkerhedspolitik spille så stor en rolle selv i Danmark. Vi har jo ellers kunne dukke os lidt bag NATO-medlemskabet og undgå at bruge alt for meget på krudt og kugler. Det går ikke længere, og vi må til statskassen og opruste, dog i første omgang blot udbedre de skader, der er sket på forsvaret, fordi politikerne i en årrække brugte den såkaldte fredsdividende til langt flere offentlige udgifter til alle hånde tilskud og offentlige velfærdsydelser frem for forsvaret.

Det samme gælder i resten af Europa, men lande som UK, Frankrig og Polen har faktisk i mange år brugt mange penge på forsvaret. Det skal vi nok være glade for i dag, og med Sverige i NATO vil vi få endnu et land ind i alliancen, der har tradition for et solidt forsvar.

Men det betyder også, at alle de udfordringer, vi har i Europa med stigende pres på de offentlige udgifter fra en aldrende befolkning, sandsynligvis ikke kan løses i tilstrækkeligt omfang samtidig med oprustningen. Så vi får krudt og kugler, men ikke nødvendigvis et velfungerende sundhedsvæsen, ældreomsorg og offentlig sektor i alle lande.

Usikkerhed i hele verden

Når en sydafrikaner, brasilianer eller inder hører om krigen i Ukraine ser det for dem meget anderledes ud end det gør i Europa. Ja, selv amerikaner finder konflikten fjern, men husker dog ofte den kolde krig, som jo også var med Rusland. Men i resten af Verden anses Putin og Rusland ikke nødvendig for verdens værste skurke. Det må vi ikke glemme i EU. Billedet af verden er afhængigt af, hvor man bor, og hvordan man oplever vores del af verden.

Til gengæld ser mange i hele verden med nervøsitet på konflikten mellem Kina og USA. Det var i udgangspunktet en handelskrig blandt andet initieret af Kinas manglende vilje til fuld konkurrence på hjemmemarkedet og USA's initiativer for at begrænse handelsunderskuddet med Kina.

Men konflikten er også eskaleret til episoder i Taiwan-strædet og en amerikansk genbekræftelse af løfterne om at forsvare Taiwan ved en eventuelt kinesisk invasion. Det fænomen, at Kina befolkningsmæssigt er toppet og nok topper rent økonomisk i disse år, gør det ifølge en række amerikanske analytikere mere sandsynligt med en militær konflikt i de kommende år frem for mange år ude i fremtiden.

Ser vi på befolkningsudviklingen i verden, er befolkningen på vej ned i Japan, Kina, Sydkorea og en lang række asiatiske lande. Også i EU har flere lande udsigt til faldende befolkning, f.eks. Tyskland og Italien. Men i USA vokser befolkningen stadig blandt andet på grund af indvandring. Det gør befolkningen også i Indien, der i dag er verdens folkerigeste land. Desuden er der vækst i stort set alle afrikanske lande.

Befolkningsudviklingen skaber en ny verdensorden på lidt længere sigt med et svækket Kina, et yderligere svækket Rusland, hvor befolkningen også falder, og et EU, der kun kan vokse via en aktiv indvandringspolitik, samt USA, der kan bevare sin status som verdens største økonomi i en længere periode. Det er dag faktisk EU, der har den største økonomi, men det opgøres ofte pr land i EU.

Regionalisering

Efter globaliseringen kom regionaliseringen. Det skete faktisk også efter den forrige store globaliseringsbølge fra 1850 frem til første verdenskrig i 1914. Dengan kunne man rejse rundt i Europa uden pas og verdenshandlen steg kraftigt. Vi håber på at kunne undgå en stor krig denne gang, men krigen i Ukraine er jo faktisk allerede en war-by-proxi mellem NATO og Rusland. Det er vigtigt at holde Kina ude af denne konflikt for at undgå eskalation.

Regionaliseringen betyder også, at produktionen bliver mindre global fremover. Det sker i en periode, hvor vi også gerne vil mindske jordens opvarmning og reducere CO2 udledningen globalt. Kan vi løse disse globale problemer selv under en regionalisering? Ja, det kan vi nok godt. Den internationale aftale om CFC-gasserne, som i dag er en succes og med til at gendanne ozonlaget til fulde i de kommende år, blev indgået i 1987 som Montreal-protokollen og er genbekræftet senest i 2015.

Internationale aftaler kan godt indgåes under konflikter, selv om 1987 ud over den kolde krig var præget af aftagende spænding mellem datidens supermagter.

En ny tid – hvad skal vi kalde den?

Det er en ny tid, vi er på vej ind i. Den begyndte med Covid19 og Ruslands invasion i Ukraine. Men det var undervejs allerede efter Finanskrisen i 2008, da globaliseringen begyndte at stoppe op og gå i bakgear. Den amerikansk-kinesiske konflikt er den overordnede ramme, men der er ikke som under den kolde krig blot to modstående parter. Der er mange interesser i spil fra mange lande på vej frem. Det kommer til at præge vores verden.

USA, EU, NATO, Kina, ASEAN, Indien, BRICS-samarbejdet, Syd og mellemamerikanske landes adfærd, Afrikas stærke nationer som Nigeria og de østafrikanske lande samt stadig et Sydafrika af interesse. Tyrkiet, Saudi-Arabien, Iran, Nordkorea. Listen kan blive meget længere, og kompleksiteten stiger med hvert navn på lande eller alliancer.

Den multipolære verden er en god beskrivelse, men fanger ikke konflikt-dimensionerne helt. The Danger-zone kaldte to amerikanske forskere konflikten mellem Kina og USA i en bog fra efteråret 2022. Det fanger et aspekt, men ikke hele totaliteten. En tid med garanteret usikkerhed og forandring en er god beskrivelse, men ikke rigtigt et navn, og den nye kolde krig er alt for simpelt til at fange, hvad der foregår. Militariseringen tidsalder fanger også kun et aspekt.

Jeg kan godt lide udtrykket Multi-World, men det er nok lidt for amerikansk i en multipel tidsalder. Regnbuens tidsalder er allerede optaget af en anden dagsorden. Måske skal vi på den anden side af Ukrainekrigen, før navnet kan blive siddende. Tiden efter anden verdenskrig hed også efterkrigstiden i nogle år, og først med Churchills ’iron-curtain’ tale i 1946 begyndte den kolde krig at udkrystallisere sig.

For efterhånden mange år siden skrev jeg en bog med titlen Midt i en Mellemtid. Den udkom nogle måneder før 9-11 og beskriv tiden efter den kolde krigs afslutning som en tid på vej mod noget nyt. I dag er vi ankommet til den nye tid først via konflikterne efter 9-11 og siden udviklingen efter Finanskrisen.