Fra lyndigitalisering til total digitalisering

Mange vender i denne tid fysisk tilbage til arbejdspladsen, og vi åbner for normale kunderelationer og mødes som før coronakrisen begyndte. Det er derfor nu, virksomheder og organisationer skal holde fast i de ændrede arbejdsmønstre under coronakrisen, der kan bidrage positiv til fremtidens virksomhed og organisation. Vi må ikke sætte de produktivitetsgevinster over styr, vi opnåede under nedlukningen. Der skal holdes fast og indføres permanente ændringer.

Lyndigitalisering

Coronakrisen førte til lyn-digitalisering i rigtig mange virksomheder og organisationer. Efter nedlukningen i marts sidste år måtte man omstille sig på så kort tid som muligt, så organisationen kunne komme til at fungere igen med hjemsendte medarbejdere. Teams som mødeplatform, arbejde via digitale løsninger, hjemmearbejdspladser og videokonferencer til udenlandske kunder og underleverandører blev hverdag på meget kort tid.

Omstillingen skete på trods af mange års modstand mod digitaliseringen i mange organisationer. I langt de fleste virksomheder og offentlige organisationer ville et forslag om at gå over til digitale møder af hensyn til effektiviteten, medarbejdernes muligheder for at arbejde fleksibelt og for at fremme de digitale færdigheder i organisationer være blevet afvist af ledelsen. Ledere på 45 år og derover mente for godt et år siden, at digitalisering var noget, der skulle komme så langsomt, at alle kunne følge med – også dem selv.

Coronakrisen skabte momentum for meget hurtige forandringer, da det var nødvendigt for at kunne fungere i virksomhederne. Det gik ikke galt. Det var mange sjove episoder på Teams, Skype og andre platforme i de første måneder, og man møder stadig organisationer, hvor man står lidt famlende overfor det nye. Men i dag kan ingen sige nej til et Teams, Zoom eller Skype møde, hvis man bliver bedt om at deltage.

Jeg har også ind imellem mødt den form, der ellers ikke virkede tidligere – nemlig hybriden, hvor nogle er til stede i et mødelokale og andre er med på digitale platforme. Det kræver lidt mere disciplin af alle, men kan også fungere.

Digitaliseringen af indkøbene skete også hurtigt og vil få nettet til permanent at have en større del af detailhandlen end tidligere. 

De mange rejsedage for sælgere i virksomheder, der sælger globalt og regionalt, kan erstattes af en lang række online møder samt fysiske møder med meget længere mellemrum. Gevinsten er højere effektivitet og bedre salg med den samme arbejdsstyrke. Hvem vil sige nej til det?

Logistikkædernes sammenbrud i begyndelse af krisen og den efterfølgende sårbarhed i leverancer har fået mange virksomheder til at flytte sourcing og produktion tilbage til Europa, og det har samtidig betydet en øget digitalisering og robotisering af produktionen – ofte med langt højere effektivitet som en følgevirkning.

Skolelærere har lært at undervise online. Det er ikke det samme og kan ikke erstatte skolegang normalt, med det kan skabe læring på en anden måde, som kan supplere den normale undervisning. Nu mangler vi blot at gøre det store forsøg til noget permanent.

Universiteter har lært meget af processen, om mange studerende kan i dag som repetition til eksamen afspille forelæsninger igen og så at sige deltage i undervisningen på ny. De mest kreative steder har man allerede udviklet undervisningsformerne til et helt nyt og bedre grundlæg på den digitale baggrund. En udvikling, som vi ellers forventede ville tage årtier. Der eksisterede inden coronakrisen stadig skriftlige eksamener på danske universiteter, hvor man skulle skrive i hånden.

Listen af lynhurtige ændringer på grund af coronakrisen er næsten uendelig, og stort set alle ændringer har en øget produktivitet til fælles som et biprodukt af de påtvungne ændringer. Hvad betyder det i det lidt længere perspektiv?

Total digitalisering

I denne tid er mange mennesker tilbage på arbejde igen fysisk efter i nogle tilfælde i det offentlige at have arbejdet på afstand i over et år. Selvfølgelig er man glad for at møde sine kollegaer igen og forsøge at komme tilbage til en hverdag, man godt kan huske fra før coronakrisen.

Men det bliver aldrig det samme igen. Vi kommer ikke tilbage til tilstanden før corona. Det gør vi aldrig, når der sker store ændringer i samfundet og verden. Finanskrisen satte sig permanente ændringer. De tidligere sundhedskriser som polio-epidemien i 1950erne, dan spanske syge i 1920erne og koleraepidemien i København i 1852 gjorde ligeså. De havde alle store konsekvenser for samfundet og kan stadig ses i vores hverdag i dag.

Processer vil som udgangspunkt i fremtiden blive tænkt som digitale. Vi er på vej væk fra de traditioner, der automatisk gør et møde fysisk, at kundekontakt og salg altid kræver menneske til menneske kontakt, at ledelse kun kan udføres, når man er i berøringsafstand, at produktion skal tænkes som fysiske udfordringer i produktionshaller og at fysisk samvær er en selvfølge.

Fremover vil vi skulle tænke møder digitalt fra begyndelsen, og kun mødes fysisk, hvis der er en god grund til det. Det vil der ofte være, da det fysiske møde giver andre muligheder end online, men det bliver noget, vi vil vælge med vilje.

Vi vil også have arbejdsdage på kontoret i fremtiden, men det vil langt mere blive arbejdsdage, hvor vi har valgt at møde op fysisk med bestemte formål. Det kan være networking med kollegaer eller fysiske møder, der kræver tilstedeværelse af bestemte, gode grunde. Den kan også være medarbejdere, der trænger til at være sammen med andre i nogle arbejdsdage. Men i udgangspunktet vil en række arbejdsområdet blive tænkt digitalt.

Men det er jo blot for folk, der sidder på kontor, vil mange tænke. Men det er ikke rigtigt. Der kan også styres og tilrettelægges produktion på afstand.

For en del år siden – lige efter år 2000 – blev jeg præsenteret for sådan en medarbejder af en tillidsmand i Dansk Metal, som havde en kollega, der altid sat derhjemme og kunne holde øje med børnene, mens han styrede CNC-maskiner på afstand. En CNC maskine er en Computerized Numerically Controlled maskine til mange forskellige former for produktion, altså IT-grej med en fysisk maskine tilkoblet.

Telemedicin og konsultationer over video har fundet sin plads i sundhedssektoren før coronakrisen og vil også kunne udvikles langt mere i fremtiden. Byggeriet er under forandring med en kraftig digitalisering af rigtig mange dele af det, prefabrikering af større og større enheder som færdige badeværelser mv, og robotmontage på pladserne. Det er stadig noget meget fysisk over byggeriet, men det digitaliseres yderligere i fremtiden. Fremtidens håndværker er også sjakbajs for robotter i sit arbejde.

Udbringning af take-away med robotter finder allerede sted i Silicon Valley og i England. Det er en del af fremtidens løsninger, som selvkørende biler på det overordnede vejnet også bliver det.

Digital ledelse

Vi skal stadig være sammen, men kun når det er nødvendigt. Det gør ledelse til en anderledes disciplin, da en stor del af ledelsen fremover finder sted digitalt. Det kræver tillæring og nogle gange efteruddannelse af ledere, så de også kan anvende deres ledelseskompetencer på en ny måde. Det er ikke let, men det kan ikke undgås.

Mange ledere blev heldigvis tvunget ud i det under coronakrisen, men en stor del vil helst tilbage til gamle dage før coronakrisen. Det skal vi undgå. Det er et krav til fremtidens organisation, at digital ledelse udvikles og forfines, så man får gavn af den effektivisering, der kommer fra digitaliseringen. At lede digitalt bliver et krav til alle ledere i fremtiden

Rekruttering kræver fleksibilitet fra arbejdspladsens side i fremtiden. 

Mange kandidater til ansættelse kræver allerede i dag mulighed for at arbejde hjemme et bestemt antal dage om ugen eller måneden. Det bliver en del af lønpakken i fremtiden at kunne arbejde på afstand og at have en hjemmearbejdsplads stillet til rådighed.

Jo yngre, jo mere digital, men samtidig også et stort behov for at være sammen med andre. Så det kræver sin ledelse at tilrettelægge arbejdet, så begge dele opnås og et betydeligt løft i produktiviteten bliver resultatet. Fysisk samvær skal have socialiserende formål fremover.

Vi venter lidt er ikke en strategi

Mange vil tøve og vente lidt. Når jeg har diskuteres fremtidens teknologi og digitalisering igennem de seneste mange år med ledere i virksomheder og organisationer, har det mest almindelige spørgsmål været, om vi da ikke snart ser, at vi går den anden vej igen.

Det gør vi ikke. Det går ikke tilbage. De unge holder ikke op med at bruge sociale medier, de dropper ikke deres smartphone. Måske i en dag eller en uge for forsøgets skyld, men de er tilbage i fuldt omfang bagefter.

Hvis man undlader at høste digitaliseringsgevinsterne af coronakrisen, kommer man håbløst bagefter i forhold til de konkurrenter, der digitaliserer og tager gevinsterne hjem. Det kan måske bære i noget tid i det offentlige, men ikke i det private. Man taber konkurrencekraft og dermed også konkurrenceevne og i sidste ende evne til at overleve og udvikle sig. Markedet slår de anti-digitale ud til sidst.

På det offentlige område må vi insistere på at få gevinsten hjem som de gode skatteborgere, de fleste danskere er. Når vi betaler gildet, vil vi også bestemme musikken – og det er den digitale udvikling, der kan sikre bedre og samtidig også billigere service på mange områder i fremtiden. Om vi så vil bruge råderummet til at udvide den offentlige service eller sænke betalingen fra borgerne, er jo et politisk spørgsmål. Det bør digitalisering ikke være.