Krise – hvilken krise?

Kriser alle steder i det nye år. Statsministeren kunne finde adskillige i sin nytårstale, medier svælger sig dagligt i kriser og efterhånden ser det også ud til, at store dele af befolkningen begynder at tro på krisesnakken og holder igen med forbruget. Alle taler jo om krise og kriser!

Men den danske økonomi er altså ikke kørt af sporet endnu. Beskæftigelsen har aldrig været højere, og arbejdsløsheden er på trods af en lille stigning, stadig meget lav. Udenrigshandlen har sat sig lidt, men er ikke styrtdykket som under Finanskrisen, der var en reel og omfattende krise fra 2008-2010. Overskuddet på betalingsbalancen er stadig meget stort.

Frem til november måned har antallet af personer med lønmodtagerjobs været stigende. Så der er en solid bund under økonomien i Danmark i hvert fald i nogle måneder frem.

Meget af krisestemningen bygger ikke på fakta men på befolkningens mentale tilstand. Vi får at vide, at der er krise, og handler derefter. Der er jo også krig i Ukraine, der sket meget nyt og uforudsigeligt i verden og ovenpå coronakrisen, er der meget, der ikke opfører sig normalt – altså er forandret i forhold til dengang tilbage i januar 2020, hvor verden senest var normal.

Men der er også nedgang på i hvert fald to områder – i detailhandel og på boligmarkedet. Detailhandlen er nede med 13-14% i forhold til det højeste niveau i sommeren 2021, men nogenlunde på linje med detailhandlen i november-december 2019 før coronakrisen.

Boligmarkedet en på vej ned, og både priserne og antallet af handler falder. Den stigende rente har stor betydning på boligmarkedet, men faktisk er priserne ikke faldet så meget, som den højere rente burde indikere, da den såkaldte boligbyrde – hvad det koster at sidde i en lejlighed eller et hus om måneden – er stigende. Så vi betaler sådan set mere for det, der sælges, end før nedgangen. Der er med andre ord en bund under boligmarkedet – i hvert fald indtil videre. Samtidig er faldet i priserne kommet efter to år med meget kraftige stigninger.

Den mentale krise

Hvis vi tror på kriseretorikken, kommer der en krise - måske. Jo mere den nye regering har brug for at skabe en krise, jo mere taler vi om krise, og jo mere tror vi på, at der er krise. Det er et af problemerne ved krisesnakken. Den nye SVM-regering har brug for ydre omstændigheder, der kan skabe baggrund for reformer. Derfor taler den om krise.

En normal ny regering, hvor der skiftes side fra højre eller fra venstre, giver mulighed for et såkaldt kasseeftersyn. Finansministeren kigger ned i statskassen, og finder altid ud af, at den er tom. Så kommer en række politiske tiltag for at fylde den op igen, og regeringen kan ved næste valg erklære, at man har rettet op på en synkende skude.

Denne gang går det bare ikke, da finansministeren og statsministeren er de samme som før valget, men regeringen alligevel er en helt ny midterregering. Derfor kriseretorikken. Der skal være en årsag til bededags afskaffelse og andre kommende upopulære indgreb.

Derudover er kriser blevet så populære, at de så at sige er permanente. Men det giver ikke mening, da en krise per definition er et overgangsfænomen. Klimakrisen, biodiversitetskrisen, identitetskrisen, den mentale krise i ungdommen, sundhedskrisen, psykiatrikrisen, xxx-krisen, yyy-krisen. Der er nok at tage af.

Klimakrisen er først løst, når temperaturen på Jorden begynder at falde. Det sker tidligt omkring år 2080, og sandsynligvis senere. Så her har vi en permanent krise – eller rettere en udfordring, det tager mange år at løse.

De andre kriser kan hurtigere gå over, men normalt er en krise noget, de blot varer nogle måneder eller år. Det er for eksempel noget vrøvl at tale om en krise i EUs relation til Rusland. Der er tale om en helt ny situation, der fundamentalt ændrer den sikkerhedspolitiske tilstand i Europa i mange år frem. En ny kold krig, om man vil.

Faktisk kan de fleste af nutidens danske kriser betegnet som en ny tilstand i stedet. Vi er kommet fra en normal situation senest i januar 2020 til en ny situation, der efterhånden bliver det normale.

Bliver der så økonomisk nedgang alligevel?

Boligmarkedet tager tid om at komme tilbage til normal omsætning igen. Men katastrofen udebliver sandsynligvis – især hvis renten topper omkring sommeren 2023. Detailhandlen vil opleve en normalisering, når inflationen for alvor falder. Det sker tidligst fra efteråret 2023 og frem.

Der er noget større nedgange i vores omgivende landes økonomier, eksempelvis i Tyskland, da deres eksportafhængighed af Kina er stor, og Kina også oplever en nedgang, der begyndte med coronakrisen.

Vi får et år eller måske to med lavere vækst og stedvise krisetegn på boligmarkedet og i detailhandlen samt i byggeriet, hvor nedturen allerede i begyndelse af 2022 begyndte så småt. Men der er så mange penge i omløb i befolkningen, at der er en god og solid bund under nedgangen. Det høje beskæftigelsen betyder også rigtigt meget for at stabilisere økonomien. Desuden er der mangel på arbejdskraft, og den aftager ikke de kommende år.

Så der er krisetegn, men ikke en regulær krise, og det bliver den mentale del, der vil fylde mest gennem 2023.

Godt Nytår! – vi får brug for det i år