United Europa i 2020’erne

Vi ser os nødt til at arbejde tættere sammen i Europa for at nå i mål i 2030.

20’erne vil efter Brexit fortsat være præget af, at England i teorien har forladt EU, og den ubarmhjertige adskillelsesproces vil formentlig vare ved i årevis. Det skyldes, at der er en myriade af fælles reguleringer i stort set alle brancher herunder en lang række standarder, som gælder for alle EU-Lande. Processen bliver lang og slutter måske i 20’erne.

Processen og tovrykningen mellem EU og England har på samme tid rystet det europæiske fundament men også fået de tilbageværende lande til at rykke tættere sammen og diskutere og argumentere for, hvorfor det er vigtigt at stå sammen som en enhed i Europa. Så 20’erne bliver formentlig et samlende årti for EU.

Måske bliver Skotland og Nordirland nye medlemmer i løbet af 2020’erne.

Europa et af verdens økonomiske og politiske centre

I 10'erne har vi efterhånden blevet klar på den realpoliske situation med hensyn til, at Europa inkl. Danmark kun er en af verdens økonomiske magtcentre og vi skal kæmpe for tidligere tiders førerpositioner. Vi har brug for at finde metoder og måder at samarbejde tættere på og det er nødvendigt af flere årsager i Europa.

For det første står vi langt stærkere som region og samling af lande i Europa end som enkelt nation, når det gælder virksomheder og handel og udvikling af nye produkter og services til resten af verden. Pro-duktudvikling og innovation består Europa af en samling af lande, som kan spille hinanden stærkere i et marked, hvor østen er rød med flere milliarder i middelklassen med stor købekraft såvel privat som B2B. Måske vælger EU at indgå et stærkere samarbejde med Indien, som har stor vækst og fremgang i såvel økonomi som befolkning.

Vi vil formentlig også se, at finanspolitikken i Europa vil gå i en mere positiv finanspolitiske retning, hvor EU og de europæiske regeringer vil være villige til at investere i bedre klimavenlige løsninger og samarbejdet. Så de hårde og tilbageholdne finanspolitiske kurs vil være på retur i 20’erne.

Klima, immigration og social ulighed er fælles komplekse problemer i EU

Ikke mindst, har vi brug for fælles løsninger, når vi ser på de problemstillinger, som vi for alvor skal håndtere i 20'erne. Der er brug for et Europa, som rykker sammen og løser de store problemstillinger med hensyn til sociale forskelle, klima og flygtninge.

For det første immigration og håndtering af dette i fællesskab. Europa vil fortsat i 20’erne have mangel på arbejdskraft nogle lande mere end andre især Tyskland og de tidligere østlande er hårdt ramt pga. demografien. Samtidigt kan vi ikke lukke åbne op for at alle kan komme ind. Det kræver gennemtænkte løsninger, hvor vi kan begrænse adgang men samtidig udvise en menneskelig og respektfuld tilgang til især immigrationen, som drives af økonomisk nød og ledighed for især unge på det afrikanske kontinent. Der er brug for systemer, som vi kender fra bl.a. Canada, hvor man bliver enige om synlige krav til at kunne få mulighed for opholds- og arbejdstilladelse i Europa og et system, som håndterer både de, som får adgang til EU og de, som ikke får adgang.

Klima og bæredygtighed på alle niveauer og i alle brancher kræver ligeledes fælles mål og ikke mindst fælles regulering, som får virksomheder og forbrugers adfærd i den rigtige retning. Der er brug for mange flere bæredygtige løsninger i mange forskellige industrier. Europa vil gerne have den grønne førertrøje på og det vil kræve politiske mål, samarbejder og udviklingsarbejder på et langt tættere måde end tidligere.

Den sociale ulighed er øget i det forgange årti. Det skaber og har allerede i flere lande skabt uro i en pres-set middelklasse, som kan se, at de og den kommende generation på arbejdsmarked ikke har de levevilkår, som de havde engang.

Nogle taler om ”Prekariatet” og det er i virkeligheden flest mænd og langt uddannede, som sælger sig selv til høje priser på det såkaldte freelancearbejdsmarked.

Det største problem er ”working poor”, som det fremgår af nedenstående figur, så er det den ganske almindelige middelklasse på arbejdsmarkedet, der er på tilbagegang.

Jobvæksten er sket især for de højtuddannede og højtlønnede og i lavest betalt jobs, så det er ikke kun en følelse men en reel udfordring, at der bliver færre og færre muligheder i den gode middelklasse. Især hvis man på grund af alder og manglende uddannelse ikke kan løfte sig op på den gode del af arbejds-markedet og derfor er nødt til at tage til takke med mindre attraktive jobs.

Det skyldes bl.a. at jobvæksten sker i serviceindustrien og disse jobs ofte kræver en længere uddannelse, øget konkurrence på et ofte globalt arbejdsmarked og ikke mindst, som Piketty var med til at påpege, at det er bedre at arve penge/formuer end at uddanne sig og arbejde sig frem.

Vores velfærdsystemer er under pres og det er tid til reformer, hvis man vil sikre, at den gode middelklasse, som har været rygraden i samfundet, fortsat skal have muligheder for at klare sig bedre i fremtiden.