Efter Berlinmuren fald troede vi, at vi var de bedste i verden. Men verden er usikker og det stiller krav til, at vi skal gøre os mere umage.
”Alt falder fra hinanden” er titlen på en roman af den afrikanske forfatter Chinua Achebe og omhandler, hvordan det som menneske er at stå i den overgang fra en samfundstype nemlig det traditionelle med ritualer, religioner og kendte regelsæt til et ny samfundstype med regler og love, som de hvide missionærer pludselig indfører i den traditionsbundne landsby.
Det giver følelsen af, at alt falder hinanden og intet er som før og man kan ikke regne med noget og nogen mere. Den følelse og usikkerhed kan rigtig mange danskere genkende i dag og det er noget, som vi er nødt til at vænne os til i fremtiden.
Den nye verdensorden frem mod 2030
Danmark er som en del af vesten er i en periode, hvor det for alvor går op for os, at den nye mangfoldige verden med mange interesser, konflikter og usikkerhed er en del af hverdagen både som virksomhed og som privatperson. Professor Ole Wæver beskrev dette for minimum 15 år siden.
Efter murens fald i 1989 og indtil finanskrisen havde mange den opfattelse, at vi i den vestelige verden var ovenpå og bedre end de andre, fordi vi havde de bedste politiske systemer og den bedste form for reguleret kapitalisme.
Men vores engagementer i Afghanistan og Irak betød ikke ligefrem demokrati og fred for landenes befolkning. Tværtimod har irakerne være den befolkning, hvor flest mennesker de sidste 10 år har mistet livet på grund af terroraktioner. Vestens manglende succes og de ubehagelige konsekvenser i form af lemlæstede og døde soldater har været medvirkende til, at både USA og resten af vesten i flere omgange har forholdt sig tøvende og afventende i forhold til krigen i Syrien, som nu har varet siden 2011 med flere hundrede tusinde døde og lemlæstede.
Finanskrisen og de heraf følgende nedsmeltninger i mange landes finansielle infrastruktur gav også en del stof til eftertanke, om ansvaret for samfundet vækst og investeringer virkeligt vejede tungere end den massive grådighed, som ansatte og aktionærer mv. i sektoren udviste.
En konsekvens af den usikre verdensorden er bl.a. at USA de sidste år har arbejdet intens på at gøre sig uafhængig af de fossile brændstoffer for at undgå fremtidig afhængighed af fossile brændstoffer fra det sprængfarlige Mellemøsten. Konflikten mellem Rusland og Ukraine har gjort tydeligt for de lande, som støder op til bjørnen Putin, at det kan være ret vigtigt at kunne forsvare sig mod angreb østfra.
De sidste skud på stammen er den igangværende proces og usikkerhed i Europa omkring det engelske Brexit og den amerikanske præsident Donald Trumps utallige dekreter og forbud.
The New Normal
I dag og fremover skal vi navigere i en ny kompleks og uforudsigelig verden med mange forskellige interesser og konflikter. De kan være baseret på historien, kultur, religion, økonomi. Ikke kun i de enkelte lande men også indenfor et land vil vi se mange grupperinger og etniske grupper kræve rettigheder og respekt.
Som en lille og åben økonomi, der lever af samhandel er det tid til at lade være med at frygte fremtiden og have travlt med at definere vores danskhed. I stedet bør vi erkende at vi skal gøre os mere umage og engagere os i mange forskellige mennesker, nationaliteter og kulturer og deres valg og ønsker til produkter, service og ikke mindst, forståelse og engagement.
Fremadrettet er det en konstant, at der opstår nye konflikter og udfordringer, som rammer os og vores virksomheder, og der må vi håbe, at vores snarrådige hurtighed og handlekraft kommer os til gode.
Klummen blev bragt i JP Aarhus den 1. marts 2017.