Bliver 2017 en katastrofe eller en fest?

Nytår er tiden for forudsigelser og refleksioner. Optimisme og pessimisme. Den økonomiske fest er på vej og de mørkeste skyer hænger samtidig over verden. Lytter du til dem, du er enige med, får du sikkert ret i forventningerne, for der er altid argumenter for begge retninger.

Forventningerne til Verdens udvikling afhænger af, hvordan vi i øvrigt ser på livet. De forandringsivrige vil altid se det positive i ændringer, mens de mere negative altid kan finde argumenter for, at det går galt. I midten er hverdagsmenneskerne - og det er dem kampen står om i det kommende år.

Den 20. januar indsættes Donald Trump som præsident i USA. Pessimisterne forventer Verdens undergang - eller i hvert fald en tid med store negative forandringer. De fremtidsorienterede ser på løfterne om store offentlige investeringer, jobskabelse og økonomisk vækst. Først ved det amerikanske midtvejsvalg i november 2019 får de amerikanske hverdagsmennesker muligheden for at vurderer, hvordan de oplever, det er gået.

Franskmændene skal vælge ny præsident i maj 2017. Pessimisterne siger, at Marine le Pen vinder, de fremtidsorienterede at enten socialisternes eller de borgerliges kandidat vil vinde. Det bliver hverdags-franskmændene, der afgør valget. Ønsker de en total ændring eller en fortsættelse af mange års tradition for borgerlige eller socialistiske præsidenter?

Tyskerne skal til Forbundsdagsvalg i efteråret 2017. Pessimisterne forventer, at Merkel taber valget og den sidste, stabile statsleder i EU forsvinder. Alternative für Deutschland spås stor fremgang, og de mest pessimistiske ser Tyskland på vej i en mere ekstrem politisk retning. Det bliver hverdagstyskerne, der afgør Tysklands fremtid og sætter kursen i EU.

Det var hverdagsamerikanerne, der sikrede Trump en sejr i præsidentvalget. Det var ikke minoritetsgrupperne, som ellers plejer at gøre udfaldet i USA, men helt almindelige amerikanere, der faldt for Trumps argumenter om, at der skulle laves helt om i regeringsbyen Washington.

Vores egen statsminister fremhævede i sin nytårstale, at det eneste konstante er forandringer. Et gammelt konsulent-slagord ("the only constant is change") i politisk indpakning. Godt nytårskrudt til de forandringsivrige, der altid elsker forandringer. Men det overbeviser ikke nødvendigvis hverdagsmenneskerne om, at vi skal lave om på samfundet, og de skal deltage ivrigt i forandringerne. Håber er lysegrønt, men hverdagsmenneskerne reagere på noget konkret, noget man ved hvad er.

Jeg var med til at måle på indstillingerne til Storebæltsbroen før den blev bygget og efter ibrugtagning. De forandringsivrige var hele tiden tilhængere af broen. Pessimisterne var imod både før og efter. De to grupper bliver stående, hvor de står. Hverdagsmenneskerne var imod broen før bygningen (hvorfor skal vi have den, tid til en kop kaffe på færgen etc.), men da broen var færdig, var langt de fleste hverdagsmennesker positive og spurgte blandt anden om, hvor vi ikke allerede i begyndelse havde fortalt, hvor smart det ville være med en bro.

Når vi om knapt et år skal bedømme 2017, er det hverdagsmenneskerne, der har afgjort, hvordan det er gået. De reagerer på realiteter, ikke på luftkasteller og løfter. Så går det godt i samfundet, kommer de unge i arbejde, er der råd til en ny bil, er sommeren bedre end normalt, så har det været et godt år.

Skal vi nå hverdagsmenneskerne, skal vi nå dem med fakta og konkrete ændringer. Med dette i baghovedet, kommer det til at gå godt for de faktuelle, faktiske og reelle, og dårligt for de postfaktuelle, løftebrydende luftkastellister.

Godt Nytår!

PS Der er heldigvis positive takter i mange europæiske lande her ved årsskiftet, så helt galt går det nok ikke...

Publiceret her på siden i 2017