Babykrak og ældrebombe

Det store babykrak blev alarmeret i DR1 i den bedste sendetid. Kvinderne får for få børn i fremtiden, og der vil blive alt for mange ældre at forsørge. De få på arbejdsmarkedet vil komme til at knokle for alle de gamle. Det har ramt os, og er på vej til at ramme hele Europa, da kvinderne i det sydlige Europa også er holdt op med at få børn.

Men det behøver slet ikke gå så galt, som dommedagsprofeterne prædiker. Ulykken er ikke indtruffet endnu. Skræmmebilledet bygger bare på prognoser, der viser, hvordan det kan gå. Det særlige ved fremtiden er, at den er påvirkelig. Vi kan forme den i den retning, vi ønsker. Unge og yngre mænd og kvinder kan gøre noget aktivt for at undgå denne skræmmende udvikling. De kan simpelthen få nogle flere børn, og så kan de tilmed have lidt fornøjelse ud af processen.

Vi ved faktisk godt, hvad der skal til. Politikerne kan føre en børnefremmende politik. Forskere på Århus Universitet har undersøgt spørgsmålet med den konklusion, at det ikke så meget er penge, som fleksibilitet for forældrene på arbejdspladsen og i pasningstilbuddene, der skal til. Hvis vi kan komme væk fra den genklang af 30’ernes Tyskland, der ligger i begrebet børnefremme, er det muligt helt at undgå mangel på unge om 20-30 år.

Det kan være meget farligt at opbygge skræmmebilleder ud fra demografien. En virkelig stor demografisk brøler blev begået i slutningen af 80’erne, hvor det såkaldte Ølgård-udvalg (med Anders Ølgaard som formand) udgav to rapporter, der på baggrund af faldet i fødselstallet i Danmark frem til 1985 forudså en mætning af boligmarkedet. Fødselstallet begyndte at stige igen, og mætningen kom slet ikke. I stedet har vi i dag en boligmangel, der kunne være undgået, hvis der var blevet bygget nok i 90’erne. På samme måde er babykrakket faktisk en gammel nyhed. Det fandt sted i første halvdel af 80’erne, og siden er fødselstallet vokset. Det er de veluddannede og højtlønnede familier, der får flest børn.

Vi kan selv bestemme, hvornår og hvordan vi skal holde op med at arbejde. Det er et politisk valg, om der skal være en fast pensionsalder – og hvilken. Det betyder, at man ikke kan regne med, at pensionen om 20 eller 40 år indtræffer på et bestemt tidspunkt og i fuldt omfang for alle. Hvis tilbagetrækningsalderen i Danmark i praksis flyttes fra 60 til 63 år, er manglen på arbejdskraft afhjulpet.

Den faktiske pensionsalder vil i fremtiden blive langt mere flydende, og vil nok ligge langt over de 63 år for mange mennesker – også den stigende levealder taget i betragtning. På en lignende måde behøver vi ikke at vælge rigide ordninger som arbejdsreglerne for efterlønsmodtagere, men kan gennem fleksible løsninger, hvor man kan gå 30, 40 eller 60 % på pension, sikre flere ældre på arbejdsmarkedet i de kommende år. Vi kan påvirke og forme fremtiden - det går ikke nødvendigvis galt. Vi er mennesker, vi kan handle, og vi kan træffe politiske valg.

Endelig kan man vælge indvandring, hvis de magelige danskere ikke vil have flere børn og arbejde lidt længere. De rige har som bekendt mange glæder, og Danmark har som et rigt land mulighed for at vælge at lade andre end landets oprindelige beboere knokle. Indvandring sker oftest i alderen 20 til 40 år, og kan derfor medvirke kraftigt til at tilføre arbejdskraft og ændre befolkningen sammensætning.

Billedet af en Verdensdel (Europa), der ikke får børn nok og har en grånende befolkning, er også kraftigt overvurderet. I dag får hver europæiske kvinde 1,75 børn i løbet af livet. Det er det højeste antal siden 1991, så faldet er ophørt. Det er dog ikke nok i længden, hvor vi gerne skal op på 2,1 – så alle med tre børn og derover har gjort deres arbejde!

I Italien og Spanien får man færrest børn i Europa – kun lidt mere end et barn pr. familie. Det er bare ikke et babykrak, der finder sted. Det er derimod en ændring i familiens levevis, som vi allerede har set i de nordiske lande. De spanske og italienske kvinder er de senere år for alvor kommet ud på arbejdsmarkedet og er i takt med denne udvikling holdt op med at få børn. Men om 5-10 år vil børnetallet igen være stigende i Sydeuropa. Man vil følge samme udvikling som i Norden – bare forskudt med 15-20 år. Det vil ske, når kvinderne er begyndt at føle sig bedre tilpas i den nye rolle som udearbejdende, og pasningstilbuddene samtidigt udbygges.

Den europæiske undtagelse er Tyskland – landet med flest hjemmegående kvinder. Her får man et alvorligt forsørgelsesproblem i de kommende år, og børnetallet er også stabilt lavt. Indtil familiemønstret ændres for alvor, vil Tyskland være det eneste sande skræmmebillede på babykrakket.

Publiceret her på siden i 2008