Danmark er en lille nation uden store naturlige ressourcer, og historisk har vi skabt vores en stor del af vores velstand på samhandel med andre lande. Det skal vi også de næste 10 år, det gælder de traditionelle nærmarkeder, men også de nye markeder f.eks. Brasilien, Rusland, Indien og Kina (BRIK) som alene udgør 42 % af verdens befolkning.
De sidste 15 -20 års mere intense outsourcing og globalisering har allerede betydet, at de danske virksom-heder har en del viden og erfaring med at begå sig og drive virksomhed i andre lande, men det er en vedvarende udfordring, hvor der konstant skal arbejdes på at blive bedre, ellers er der andre lande og virksomheder, som løber med gevinsten.
Dansk er slet ikke nok, vi skal mestre flere sprog, og kunne acceptere og begå os i mange forskellige kulturelle og sproglige sammenhænge, hvis vi vil være vindere på de globale markeder.
Danmark og hele Europa rammes af den sølvgrå Tsunami, hvor befolkningsvæksten de næste 10 år for alvor sker i seniorgruppen. Vi får samtidigt et markant fald i gruppen af mellem 30-50-årige. Det er de danske børnefamilier, og selv om de danske kvinders fertilitet er ganske høj 1, 9 barn pr. kvinde, så får vi et generationsmæssigt efterslæb. Konsekvensen er ikke kun mangel på arbejdskraft, men også i høj grad på den energi og vækst, som følger med børnefamilier både i virksomheder og samfundet.
I Sverige og Frankrig har de en fertilitet på 2, 1 pr. kvinde den højeste i Europa 27, og disse lande præmierer flerbørnsforældre kontant, med orlov og andre familievenlige tiltag. I Danmark sker det modsatte med forringet børnecheck og fravær af en reel familiepolitik. Det kan undre, når talrige studier i Danmark og udlandet dokumenterer, at børnefamilier er økonomiske og kulturelle motorer for i udviklingen af byer og samfund.
Indvandring kunne løse manglen på yngre mennesker. Det har Norge sørget for ved at tillade en langt større indvandring, og derfor forventer Norge til forskel fra resten af Skandinavien og Europa en positiv befolkningstilvækst på alle aldersgrupper de næste 10 år. I Danmark har vi sørget for, at det er meget svært at komme til Danmark endog som turist eller erhvervsmand, hvis man ikke er af europæiske afstamning. Det fremmer ikke på nogen måde lysten til at besøge, arbejde eller bosætte sig i Danmark, tværtimod.
Vores høje levestandard betyder høje lønninger, og mange andre lande kan tilbyde et langt billigere arbejdskraft både ufaglært og uddannet arbejdskraft på det globale arbejdsmarked.
Det globale arbejdsmarked giver de veluddannede danskere gode muligheder for at få verden som lege-plads, men vi mærker allerede nu, at de i bl.a. Indien og Kina kæmper for at være højt uddannede og klar til at få arbejde i både danske og andre virksomheder, så den konkurrence vi har mærket først på de ufaglærtes område, bliver meget hårdt også blandt de højtuddannede de næste 10 år.
Indsatsen for at få flere unge til at tage en uddannelse kan ikke prioriteres nok nu og fremover og samtidigt skal vi satse massivt på at opkvalificeret den danske arbejdsstyrke, især de ufaglærte i industrien, byggesektoren og servicefagene, i modsat fald glider de stille men sikker ud af arbejdsmarkedet.
Hele den danske arbejdsstyrke skal indstille sig konstant at forbedre vores faglige, digitale og personlige kompetencer livet igennem, alternativet er man bliver erstattet af yngre, mere veluddannede kollegaer. Det sker allerede i mange sektorer, f.eks. i finanssektoren.
Hele uddannelsessystemet fra vugge til grav skal fremme vores evner til at til at samarbejde, troen på egen værdi og udviklingen af en stærk personlig dømmekraft, der gør, at vi som mennesker kan handle og træffe beslutninger uanset sammenhæng, land eller omgivelser.
Hvis vi ikke flytter udsyn og indsatsen væk fra kamphunde og nationale planer mod vandmasser mod verden, mere arbejde og uddannelse, så løber andre nationer med guldet de næste 10 år.
Publiceret her på siden i 2010