De unge familier og boligdrømmen - nu og fremover

Marianne Levinsen, Forskningschef / 10. sep 2015

Flere unge familier i fremtiden

Til forskel fra de sidste 10 år står vi over for en positiv vækst i befolkningen i aldersgruppen 25 til 40 år og dermed flere unge familier på boligmarkedet. I dag bor færre yngre familier end tidligere i ejerbolig bl.a. fordi de er mere forsigtige efter sidste boligkrise samt oplever et jobmarked, hvor det for en del har været svært at få fodfæste som nyuddannet.

Men da boligmarked og økonomi er tæt forbundne kar, så står vi helt sikker overfor et vækst på boligmarkedet målrettet de unge familier. Hvad er og vil deres boligdrøm være?

Boligen

Flertallet drømmer om et hus eller et rækkehus med have, som danner den perfekte ramme for familielivet. Husets indre skal være af nyere datoer. Flere yngre end andre på boligmarkedet ønsker sig et nybygget hus eller et ældre, som er nyrenoveret indeni. Et håndværkertilbud eller et hus med store byggeprojekter er ikke det, de drømmer om.

Boligen må meget gerne være på minimum 140 kvadratmeter og gerne med mange værelser f.eks. 4 udover stuen, så der er plads til børn, kontor, hobby og gæster. Måske lidt mindre, hvis man bosætter sig i de bynære områder, der også er lig med dyre de områder i landet.

Det rummelige køkken-alrum med plads til madlavning, lektier og leg i hverdagen er en fast del af drømmen. Dette rum er forsat hjertet i familiens boligdrøm.

Uderummet skal være der. Derfor indeholder drømmen også en stor eller lille have, hvor de kan spille fodbold og lege med børnene, måske dyrke lidt urter og grøntsager. Et hyggeligt sted, hvor de kan sidde ude, grille og hygge sig med familie og venner er også en del af drømmen.

Mange drømmer om de rene arkitektoniske linjer i et nybygget hus enten pudset eller i mursten med store flader og gerne andre materialer på facaden f.eks. træ. Et-plans huset fra 90erne og 00erne med integreret vognly er ikke længere i høj kurs. Mange kan godt lide de traditionelle villaer fra 1960er og 1970er med en dejlig tilgroet have: Husene skal blot være opdateret indvendigt, ellers går det ikke.

For nogle er boligens størrelse og kvalitet altafgørende. Derfor vælger de en bolig i det kvarter, den by eller område, hvor de kan få deres ønsker til størrelse, kvalitet og udseende opfyldt. Denne gruppe giver hellere køb på beliggenhed end på kvaliteten af huset.

Drømmen og bopælen

Boligdrømmen starter oftest, når man er i parforhold, har afsluttet studierne, måske fået 1 eller 2 børn og ikke mindst er blevet træt af have for lidt plads. Især drømmen om at skabe en familie er tæt knyttet til boligdrømmen.

Dernæst begynder de det grundige arbejde med at realisere drømmen. Man starter der, hvor man drømmer om at bo og ender for det meste et andet sted på grund af priserne samt familiens ønsker til boligens kvalitet og størrelse.

Mange yngre familier arbejder målrettet og grundigt med budget, kvalitet, geografi og ser på forskellige andre forhold, som er afgørende, når de skal vælge bolig.

Familie i området har for en hel del stor betydning for det sted, som de vælger at bosætte sig. For andre er det tilstedeværelsen af den rette bolig, som afgør, hvor man vælger at bosætte sig. En mindre gruppe går bevidst efter mindre lokale fælleskaber med et rigt foreningsliv, som afgørende for deres valg af bopæl.

Hverdagen og prioriteter

De fleste er optaget af, at hverdagen for store og små familiemedlemmer fungerer. Som konsekvens ønsker de maksimalt at pendle en halv til en hel time til og fra arbejde. Nogle må dog gå på kompromis med dette for at få den bolig, de ønsker sig.

Hvis de har børn eller ønsker sig børn, er de meget optaget af pasningsmuligheder og skolens ry og rygte. De ønsker det trygge kvarter, hvor de lidt større børn selv kan komme til sport og musik i fritiden, mens far og mor er på arbejde.

Nærhed til indkøb og butikker er vigtigst for de yngre familier, som bor tæt på eller kommer fra større byer. Tilstedeværelsen af natur i nærheden vægter mange yngre familier også i deres valg af bolig. I de andre aldersgrupper er prioritering anderledes.

Fremtidens unge familier og kommuner

De unge familier er en voksende gruppe, og der kommer flere på jagt efter bolig på boligmarkedet i de kommende år. De er en eftertragtet gruppe, som bidrager med gode indtægter og masser af nye socio-kulturelle ressourcer til en by eller et område.

Derfor bliver det spændende at se hvilke kommuner, som formår at skabe de rette betingelser med hensyn til udbud af boliger, grunde, gode skoler og dagsinstitutioner samt skabe velfungerende infrastruktur til de kommende unge familiers dagligdag.

Fremforsk har de sidste 15 år arbejdet med danskernes ønsker til bosætning, bolig, boligens kvalitet, placering og udseende senest med borgere til- og fraflyttere i de fleste kommuner i region Midtjylland. Det er grundlaget for denne artikel om, hvad de yngre børnefamilier drømmer om, når de tænker bolig og bosætning.

Bragt som artikel i tillæg til Jyllands-Posten, august 2015

Andre artikler fra samme tillæg:

Bosætning, boligmarked og byggeriet i de kommende år

Danskernes sundhed anno 2030

Fremtiden - hvad er det for noget?

Arbejdsmarkedet og de unge Z'eres krav

Hvor og hvordan køber vi vores varer i fremtiden?

Penge, krise og tidsånd - et nutidsbillede af fremtidens Danmark

Tid og tidsforbrug - det er ikke, som vi tror

Uddannelse og jobs i årene fremover

Publiceret her på siden i 2015

Del artikel

Når du besøger www.fremforsk.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om cookies på www.fremforsk.dk her

x