Drømmedrengene og Finansministeriet – hvorfor har kejseren ingen klæder på?

Den danske stats hjertekammer ligger i statsministeriet og hos den kongelige regent, men statens hjerne er placeret i Finansministeriet. Det betyder, at kongedømmet har den ganske særlige tilfø-jelse, der dog ikke er statsretsligt beskrevet, at der også findes en kejser. I Finansministeriet kom der en dag helt særligt besøg. En gruppe unge mænd kom forbi med en helt særlig kuffert. I kuf-ferten var DREAM-modellen. En helt særlig økonomisk ligevægtsmodel, der kunne gøre kejseren til den fineste mand i kongeriget og forudsige alle økonomiske bevægelser i fremtiden.

Jesper Bo Jensen, ph.d., fremtidsforsker
Den danske stats hjertekammer ligger i statsministeriet og hos den kongelige regent, men statens hjerne er placeret i Finansministeriet. Det betyder, at kongedømmet har den ganske særlige tilføjelse, der dog ikke er statsretsligt beskrevet, at der også findes en kejser. I Finansministeriet kom der en dag helt særligt besøg. En gruppe unge mænd kom forbi med en helt særlig kuffert. I kufferten var DREAM-modellen. En helt særlig økonomisk ligevægtsmodel, der kunne gøre kejseren til den fineste mand i kongeriget og forudsige alle økonomiske bevægelser i fremtiden.

Kejseren er finansministeren (pt. Bjarne Corydon) og de fine mænd og kvinder er embedsmænd med en uddannelse som cand. oecon., polit., scient.pol. eller jur. DREAM-modellen er Danish Rational Economic Agents Model forkortet DREAM, og de unge mænd arbejder her. Kejserinden hedder Margrethe Vestager. Sådan en har vi i øjeblikket, hvor økonomiministeriet har reel koordinerende magt på det økonomiske område. Nu kan vores eventyr begynde.

Kejseren har ofte problemer med dele af regeringen, Folketinget og medierne. I store dele af samfundet kræver man dokumentation og evidens, hver gang de arbejdssomme mennesker i ministeriet har udformet kejserens tanker i et nyt initiativ eller lovforslag. Det er her, kufferten, de unge mænd og DREAM modellen kommer ind i billedet. Hver gang kejseren har brug for et nyt forklæde til et lovforslag, er DREAM-modellens medarbejdere i stand til at væve tal sammen, der beskriver Danmark om 2,5, 10, 20 og 40 år.

De er også i stand til at klæde ministeren på til samråd i Folketinget, og de kan skabe et helt nyt sæt tøj, når det behøves. Det bæres stolt af ministre, der mener, at de ser langt bedre ud, når regnedrengene har klædt dem på til lejligheden. Det samme klæde er også nyttigt i live udsendelser på tv i den bedste sendetid med TV-avisen, Nyhederne, TV2 News og Deadline. Dette særlige klæde gør journalisterne ude af stand til at se igennem forslagene, og får dem til at acceptere kejserens ord som den skinbarlige sandhed.

Det går godt – ja faktisk særdeles godt. Alle taler om 2020 planer, bæredygtighed ud fra 2020 mål og ligevægt i statens finanser på lang sigt. Politikerne kan ikke gennemskue beregningerne og især ikke forudsætningerne, men de er næsten alle i dag universitetsuddannede, og hvem vil indrømme, at man er dum. Journalisterne stiller ikke de grundlæggende spørgsmål, men i stedet sofistikerede spørgsmål om konsekvenser, hvis der ikke handles på modellens tal – det virker mere begavet. Alt går godt, og DREAM sætter kurs mod nye successer. Lige indtil den dag, hvor en 5-årig knægt udbryder: Men kejseren har jo ikke noget tøj på! Pludselig kan alle se det. DREAM-modellen er bare en model – det er ikke virkeligheden.

Hvordan formes fremtiden fra Slotsholmen

Tanken bag DREAM-modellen er, at vi kan putte de økonomiske parametre ind i modellen og få det rigtige resultat ud. Man arbejder i første omgang med at bringe modellen i ligevægt, så vi opnår balancerede ligninger for produktion, beskæftigelse, forbrug, investeringer, betalingsbalance, den offentlige saldo, finanspolitisk holdbarhed og meget andet. Der er mange parametre i modellen med en høj kompliceringsgrad. Det er svært at gennemskue alle ligningerne, hvis man ikke sad forrest på bænkene til forelæsningerne på økonomistudiet, og ikke selv har prøvet at bygge modellen med meget sammensatte ligninger og matrixberegninger. Men visse dele er lettere at forstå.

Modellen bygger på antagelsen om rationelle økonomiske aktører, altså at vi tænker og handler som et regneark med indbygget nyttefunktion, der automatisk optimerer følelser, forbrug og fornuft. Det slags antagelser er fuldt forståelige ved modelbyggeri, men straks noget sværere at genfinde i en almindelig hverdag. Er det rationelt at købe nye sko eller vaske bilen på en forårsdag, når skoene kommer på udsalg allerede ultimo juni måned, og bilvask er på tilbud på andre dage? Nu har vi så en række ligninger, der balancerer sammenhængen mellem vore handlinger, adfærd produktion, handel osv. med hinanden.

Derefter putter man data fra befolkningsfremskrivningerne fra Danmarks Statistik, uddannelses-modellen og befolkningsregnskabet ind i modellen. Nu har vi samfundets balancer i ligningerne, og vi fodrer modellen med tal fra den virkelig verden. Modellen regner, og der spyttes tal ud. Disse tal beskriver udviklingen frem til 2020, sådan som modellens ligninger regner ud, at udviklingen vil gå. Det er ikke den faktiske fremtid, der beskrives, men modellens beregning af det. Men lige pludselig er modellens beregninger blevet til den skinbarlige ”sandhed” om fremtiden. Disse beregninger er indgået i utallige debatter og efterhånden er et krav til lovforslag i den nuværende regering. Der kan også regnes frem til 2050. Ifølge modellen, så kender vi fremtiden, bare vi har puttet tal i modellen.

DREAM-modellens fremtider set i bagspejlet

DREAM-modellen forudsiger f.eks. i en rapport fra juli 2011, at der vil være godt 2,8 mio. menne-sker i arbejdsstyrken i 2013 og godt 3,0 mio. i 2050. Men den rapports resultater kan vi i dag kontrollere. Allerede i 2013 var arbejdsstyrken faldet til 2,65 mio. mennesker – altså en fejl på 150.000 mennesker. Det er vel at mærke beregninger foretaget efter finanskrisen indfandt sig i efteråret 2008, så det kan ikke være undskyldningen for fejlen. Når modellen tager så grundigt fejl på vigtige parametre i ligevægten allerede to år senere, hvordan skal vi så kunne tro på beregninger vedrørende 2020 eller 2050? Er de godt 3 mio. i virkeligheden nærmere et tal mellem 2 og 4 mio., eller er usikkerheden større endnu?

Pointen er, at det kan DREAM-drengene (og pigerne selvfølgelig) ikke svare på. Normalt vil forklaringen lyde, at det er en ligevægtsmodel, der viser verdens tilstand i 2011, og hvis vi inddrager verdens tilstand i 2013, bliver modellen bedre specificeret og vil vise et andet resultat.

Det herlige ved ligevægtsmodeller er, at de ikke kan tage fejl. De kan blot være dårligt specificerede. Det minder alt for meget om, at kejserne altså har tøj på, men det er bare vævet af en særlig fin tråd, som kun de allerbedst begavede kan se!

I DREAM modellens befolkningsfremskrivning fra 2009 sættes antallet af fødsler frem til år 2100 til mellem 64.000 og 70.000 pr. år. Allerede i 2013 var antallet af fødsler faldet til under 56.000. Igen en meget stor fejl på meget få år. Man kan undres over, at modellen simpelthen antager, at fødslerne holder sig på sammen niveau som i perioden 1994 til 2008, når der er tale om så lang en periode. Vi ved nemlig, at fødselstallet historisk set har svinget ret meget og også ret meget pr. kvinde og dermed ikke er umiddelbart forudsigeligt. Men hvis fødselstallene ikke kan forudsiges, så ville modellen jo ikke kunne forudsige fremtiden – altså vælger man en forkert løsning på et reelt problem.

Faktisk forventede DREAM-modellen mellem 60-67.000 fødsler om året frem mod år 2100 i rapporten om de langsigtede økonomiske forventninger fra 2007. Hvorfor var det tal større i 2009 rapporten om de langsigtede økonomiske forventninger? I den samme rapport fra 2013 har man nu opdaget en faldende fertilitet blandt kvinderne og indarbejder den i fremskrivninger helt frem til år 2122. Men hvad nu, hvis fertiliteten igen stiger. Ja så vil vi se nye tal i 2015 rapporten, eller hvad der måtte komme i fremtiden. Fertiliteten er blot en enkelt akilleshæl blandt mange i modellens antagelser.

Det minder i tankegangen og praktikken om, hvor meget lettere det er at væve flot klæde, hvis det sker uden brug af garn og trend, men blot i den fri luft – altså som i H.C. Andersen eventyret om kejserens nye klæder.

Lad os se på endnu et fritvævet eksempel. I 2013 rapportens langsigtede økonomiske forventninger sætter DREAM-modellen nettoindvandringen fra ikke-vestlige lande til 5000 i alle årene fremover. I 2012 og 2013 var nettoindvandringer fra ikke-vestlige landet steget til ca. 11.000 fra omkring 7- 9.000 i årene 2007-11. Hvorfor de ændrede forudsætninger med en nedjustering og så oven i købet under en S-SF-R regering, der er kendt for og er gået til valg på en lidt mere liberal indvandringspolitik og har gennemført en lempelse af reglerne, inden vi går ind i 2013? Svaret virker ligeså usynligt som tråden i Kejsernes klæder.

Måske er det som i eventyret for at få kejseren til at se bedre ud. Altså sørge for at beregningerne over fremtiden vil vise en lavere indvandring fra ikke-vestlige lande, end kejserens kritikere hævder.

Hvorfor er det forkert?

DREAM-modellen er blevet anvendt på mange spørgsmål igennem de senere år. Velfærdskommissionen kom på baggrund af DREAM-model beregninger til den ret forbavsende konklusion, at alle danskere i gennemsnit gav et underskud på 850.000 kroner i løbet af livet. Det koster staten mere i offentlige ydelser og overførselsindkomster i løbet af et liv end samme dansker bidrager med til de offentlige kasser. Så vi er alle sammen en underskudsforretning i gennemsnit ifølge DREAM-modellen. Vismændene afviser dog i en kronik i Jyllands-Posten i august 2012, at dette er et problem. Danskere kan nemlig godt tidligere i livet have givet overskud men senere give underskud, og samlet kan finanserne godt være i balance.

Det egentlige problem er gemt i tankemåden. Hver dansker kommer ikke til at leve som i 2008 eller 2010 resten af deres liv. Begge årstal har været afprøvet i DREAM beregninger. Vi laver hele tiden om på samfundets ydelser, og allerede i dag er efterlønnen forandret, så hver dansker koster mindre. Hurtigere uddannelse gør det samme, og længere levealder sammen med højere pensionsalder virker i hver sin retning. Skattereglerne har afgørende indflydelse, og vores forbrug påvirker indtægter fra moms og afgifter kraftigt.

Det klæde, der fortæller om underskud på hver dansker, er vævet af usynlig tråd. Det er en falsk betragtning, der strækker et øjebliksbillede ud over de næsten 100 år, disse nyfødte vil leve i. Det er en helt typisk fejl for mennesker, der ikke har lært at analysere fremtiden, men arbejder med økonomiske ligninger. Hvis DREAM-modellen havde eksisteret i 1950ernes samfund, ville den have antaget store teknologiske fremskridt frem til i dag men stadig have antaget hjemmegående husmødre, en fortsat kold krig og fattigdom i Kina og Indien. De to største ændringer de seneste 60 år var blevet negligeret – kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og globaliseringen.

Drømme-modellen set fra 1984

I 1983 var fødselstallet i bund med 50.000 nyfødte efter mange års fald, skilsmisser steg og steg, vi havde stor indvandring til landet, og landet havde et meget stort og vedvarende underskud på betalingsbalancen, der var stort set ingen eksport til Kina, internettet fandtes ikke og detailhandel på nettet var ikke engang en tanke. Klimaudfordringerne var ikke udforsket endnu.

Med DREAM-modellens tankelogik ville 2014 se således ud: Vi ville have et fødselstal på omkring 25.000 børn, det ville være yderst svært at finde et par, der havde været gift i mere end 5 år, Ind-vandringen ville være så stor, at de etniske dansker ville være på vej til at udgøre under 50 % af befolkningen, vores underskud på samhandlen med udlandet ville være så højt, at landet ville være pantsat til udlandet og vores eksport ville være stadigt faldende. Internet og digital kommunikation, handel og markedsføring ville stadig være ukendt.

Virkeligheden er noget anderledes. Vi har ca. 56.000 fødsler, familien har været på mode i 20 år og skilsmisserne er stort set konstante og har været det siden slutningen af 1980erne. De stiger lidt i krisetider og falder som reglen bagefter. Indvandringen udgør omkring 10 % af befolkningen og kommer fra både vestlige og ikke-vestlige lande. Der er et kæmpemæssigt overskud på betalingsbalancen og landet er gældfrit. Vi eksporterer for 11 mia. kroner minkskind til Kina plus en del svinekød. Internettet er ved at blive en afgørende faktor i detailhandlen og udgjorde sidste år 65 mia. kroner eller næsten 20 % af detailhandlen.

Modeller og virkelighed er to meget forskelle ting. Vi skal undgå at forveksle dem.

Kejserne har ingen klæder på

Anvendelse af DREAM til rigtig mange formål er at putte blår i øjnene på befolkningen. Modellen holder ikke, når vi skal analysere fremtiden. Den kan bruges til nutiden, selvom den misser mange sammenhænge, men så snart vi bevæger os bare to år ud i fremtiden, tager modellen fejl. Hvis vi styrer en samfundsudvikling efter et forkert søkort, sejler vi den forkerte vej. DREAM-modellen fremstiller forkerte kort af fremtiden. Vi er nødt til at stoppe anvendelse af disse kort

Desværre accepteres DREAM-modellen af store grupper af højtuddannede og velbegavede akademikere. Men kære medakademikere – vågn op. Den lille dreng har ret. Kejseren har ingen klæder på!

Modellen holder ikke en meter, når det gælder fremtiden. Den beskriver ikke de faktiske forhold i jernindustrien – eller i de små familier. Den låser fremtiden, og gør i virkeligheden de rigtige valgmuligheder usynlige. Det gør demokratiet til en slags teknikaliteter, hvor vi blot skal tage de beslutninger, der ud fra modellens beregninger kan anbefales.

Kære politikere på Christiansborg og i kommunerne og regioner: Grib fremtiden og tag politikken tilbage!

Hvad kan man da gøre ved fremtiden – fremtiderne?

Nu vil en god økonom skolet på landets bedste universiteter hurtigt kunne forlange, at vi stiller noget andet i stedet. Husk blot lige på, at en fejl ikke bliver mindre af, at det man er i gang med faktisk ikke kan lade sig gøre. At modellen er forkert i analyser af fremtiden kan ikke ændres ved at forlange alternativer.

Men der er alternativer. Fremtiden er faktisk ikke i ental. Der er flere fremtider. Vi kan vælge forskellige veje. I den sammenhæng er scenarier langt mere velegnede til at foretage politiske valg. De kan beskrive sandsynlige og mulige udviklingsretninger 5-10 år ud i fremtiden og også gerne 30-50 år ud i fremtiden. Så bliver valgmuligheder klare, og politikere kan foretage de politiske prioriteringer, der ligger deres hjerte nært eller skaber den mest ønskværdige fremtid. For en illustration i forhold til befolkningens bosætning se vores seneste analyse af Danmark i fremtiden – demografi, kommuner, erhverv og geografi. Den findes hos KL (kommunernes Landsforening) og her på vores hjemmeside.

Man kan også lave prognoser for det, der faktisk er sandsynligt på det kortere sigt men med ind-byggede ændringer, der beskriver usikkerheder og mulige forandringer undervejs. Det er stadig en god ide også at regne på konsekvenser, hvis den nuværende udvikling fortsætter. Det skal bare ske under de eksplicitte forbehold, at den nuværende udvikling faktisk aldrig fortsætter.

Vigtigst af alt så tvinger det forhold, at kejserne ikke har nogen klæder på, os til selv at tænke og analysere fremtiden. Udviklingen kommer ikke af sig selv. Teknologien udvikler sig løbende. Verdens økonomiske magtforhold er under evig forandring. Vi ændrer os som mennesker hele tiden, og det har konsekvenser. De unge på mellem 23 - 30 år voksende op under fremgang og storforbrug. De unge mellem 16-22 år vokser op under krise. Skulle de handle ens i fremtiden, som vi antager i modeller. Nej, vi ved allerede, at de handler forskelligt.

Så lad os give kejserens hvad kejserens er (økonomiske beregninger af nutiden) og give politikerne retten til at tage politiske beslutninger om fremtiden.

Bragt i 'Tid og Tendenser', 2, 2014

Når du besøger www.fremforsk.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om cookies på www.fremforsk.dk her

x