Dette kunne være overskriften på en artikel om biler for 15 år siden, dengang svenskerne stadig designede en Volvo ved at skabe fire gode stole og så sætte en kasse rundt om, mens italienerne designede biler med billedet af en liggende kvinde i baghovedet. Men vi skal tale byggeri og bolig – ikke biler.
Dagens nye boliger – når det ikke er parcelhuse – bygges som kasser. En stor firkant beklædt med glas – sådan ser boligblokken og kontorhuset ud udefra i dag. Vi kender det også fra parcelhusene, hvis vi kommer over i den arkitekttegnede genre. Fremtidens parcelhus bygget i Randers for et par år siden var en sådan firkantet kasse. Det er sådan arkitekter skal bo i dag, hvis de selv tegner huset, og man ønsker anseelse blandt kollegaer. Bygninger virker lidt kolde og upersonlige, og det er i lejlighedsbyggeriet svært at kende den ene opgang fra den anden i det nye smarte byggeri, der skyder op på havnefronterne og andre virkeligt gode beliggenheder landet over. Havudsigt og vand er også en del af det helt rigtige look netop nu.
Men alting forgår som bekendt, og design og mode noget hurtigere end andet. Den nuværende designbølge i bygninger får snart en ende på samme måde, som den fik sidst arkitekter kun kunne tegne lige. Det var fra midten af 50erne frem til slutningen af 60erne. Fra min egen teenagestid i 70erne husker jeg tydeligt, hvordan vi tog afstand fra disse ”menneskefjendske” betonbygninger.
Vendepunktet er på vej om kort tid. De første bygninger og projekter med organiske former og kurver er ved at finde vej til virkeligheden i udlandet. I New York et museum for moderne teknologi, der er formet i kurver og glas, i Holland med flere forsøgsbyggerier og i mange arkitekt-konkurrencer. Om få år vil vi se på Den sorte Diamant, Kunstmuseet i Århus og de mange boligblokke på de gode beliggenheder som typisk byggeri fra omkring år 2000.
Kurverne vil komme tilbage. De kvindelige former presser linealen væk fra tegnebrættet. Udsigt til vand vil også miste betydning, når vi vender blikket lidt mere indad igen, og kan man huske oliekrisen i 1973 og igen i 1979, kan man sikkert også huske, at det ikke var beliggenhed ved vand, der var afgørende for boligvalget dengang. Varmeudgifter, hyggelige rum, mørke farver og noget nostalgisk var langt vigtigere end de kantede former.
Det bliver ikke en gentagelse af 70erne, vi kommer til at opleve. Derimod er der udsigt til mere spræl, flere farver, farvel til minimalismen, og frem for alt flere kurver. Det organiske – det, der udtrykker liv – er på vej ind i de kommende år. Så når sønnen eller datteren har fået forældrene overbevist om det fornuftige i at købe en helt ny lejlighed om føje år, vil besigtigelsen af det nye vidunder byde på kommentarer som: Er det ikke for upraktisk med buer på køkkenvæggen? Hvorfor skal det absolut være skævt? Kan man ikke se vandet? og hvordan i alverden vil I dog møblere det værelse.
Kig efter det gamle tresserbyggeri, næste gang du kommer forbi, og se ligheden med nutiden. Tænk på Volvoen - og brug så en italiensk sportsvogn eller blot en Alfa 156 som forbillede for en bygning. Det er fremtiden og det bliver bestemt ikke kedeligt!
Publiceret her på siden i 2008