Fra lighed til lige muligheder

I 2020 eksisterer velfærdsstaten ikke længere i sin nuværende form. Der vil ikke være råd til den luksus, at alle modtager samme ydelser. Nøglebegrebet lige muligheder erstatter vore dages lighed. Det vil i fremtiden altid handle om at bringe den enkelte tilbage på sporet – frem for at udspænde et sikkerhedsnet under alle. Velfærdsstaten vil i 2020 rette sig mod dem, der ikke kan klare sig selv. Det magter langt de fleste mennesker i den største del af deres liv. Men hvis man rammes af invaliditet, arbejdsløshed, sygdom eller anden modgang, vil den nye velfærdsstat hjælpe én på rette vej igen. Til gengæld vil det være slut med varige ydelser til raske og rørige mennesker. Men ydelsen vil formentlig også have karakter af præmiering: Uddannelsesstøtte til dem, der ellers ikke ville få en uddannelse, socialhjælp til dem, der er på vej til igen at kunne klare sig selv, og efterløn til dem, der har ydet deres del til fællesskabet, og nu er slidt ned. Og så er der børnepengene, de vil i årene fremover martre det politiske system. Man vil gerne give til mange børn, men næppe til alle typer af forældre.

Langt færre vil have en fast holdeplads i det sociale system. Ingen skal heller forvente erstatning fra staten, når de mister værdier - f.eks. i forbindelse med en naturkatastrofe, en trafikulykke, en skilsmisse eller sygdom. I stedet vil de blive tilbudt offentlig rådgivning og støtte i bestræbelserne på at bringe dem tilbage på sporet fra dag ét. Det rammer de mennesker, der ikke har et spor i livet, der ikke får varige ydelser, og kun hjælp til at klare sig selv. Hele reformen står og falder med, at netop dette lykkes. Sker det ikke, bliver gruppen den største udfordring for velfærdsstaten anno 2020.

Velfærdsstaten opståen

De nordeuropæiske velfærdsstater kan alle føre deres aner tilbage til den tyske kansler Otto von Bismarck, der som den første forstod betydningen af at skabe lighed på det sociale område. Med Bismarck blev ligheden garant for inddæmning af arbejderklassens oprør mod det borgerlige samfund. En betingelse for ligheden var nationalstaten. Med denne stats opståen blev indbyggerne ét folk, og det skabte visionen om gode og lige vilkår for alle. Velfærdsstaten overtog det gamle stammefællesskab værdier. Med det udgangspunkt udviklede man i Nordeuropa en række velfærdsstater, der alle byggede på universalitetsprincippet: Samme ydelser til alle uanset baggrund, indkomst, almen tilstand mv. Derved blev lighedsprincippet til lige ret til ydelserne - frem for målet om lighed mellem mennesker.

Alder, arbejdsmarked og vækstklemme

I de kommende år vil en af de største udfordringer i Danmark blive de mange mennesker, der vælger ikke længere at arbejde. Man kan i dag forlade arbejdsmarkedet som 60-årig, få udbetalt sine pensionsmidler og efterløn, og når man runder 65 år venter folkepensionen samt en række pensionistgoder: Halv pris til tog og bus, boligydelse, medicintilskud, brilletilskud og masser af andre tilskud.

Ved årsskiftet 2004 er dette et tilbud, de fleste ikke tør afslå. Sangene fra 60-års fødselsdagen er næppe sunget, før en ny tilværelse begynder for langt de fleste danskere. Samtidig er der sket det glædeligt, at flere danskere tager en langvarig uddannelse. Konsekvensen er bare, at der bliver færre i den erhvervsaktive alder til at forsørge stadig flere. Da de kommende ældre samtidig numerisk udgør en stor generation, viser de tørre tal, at vi i 2020 ikke har råd til at have så mange glade pensionister og folk på efterløn, hvis det offentlige samtidig skal have råd til at tilbyde andre ydelser - såsom skoler, sygehuse, veje, politi og børnehaver.

Det er selve alderskriteriet, der skaber problemet. Alle behandles lige i forhold til den dato, de er født, men der er kæmpestor forskel på mennesker med samme alder. Nogle er på grund af deres liv og arbejde slidt ned som 50-årige, mens andre 70-årige ivrigt dyrker golf, cykling, surfing, koncertlivet, rejser, samvær med venner og familie i et tempo, der gør selv børnebørnene forpustede. De har for længst erkendt, at de slet ikke har tid til at gå på arbejde. Hvis man vurderede disse mennesker uden at skele til personnummeret, ville de blive returneret til arbejdsmarkedet uden betænkningstid. Så ved at anvende begrebet lige muligheder, vil kun dem, der har behov for hjælp, og det give velfærdsstaten 2020 et råderum i de offentlige finanser. Samfund med mange ældre og få unge har et vækstproblem. Analyser verden over antyder, at alderssammensætningen er den helt afgørende faktor for økonomisk vækst. Derfor vil velfærdsstaten blive sat under økonomisk pres. Manglen på børn og unge bliver et problem, så enten må udgifterne beskæres eller også må børnetallet op. I forhold til 2020 er det allerede for sent. Flere fødsler i dag vil kun betyde flere teenagere i 2020 - og de bidrager kun til samfundsproduktionen, når det handler om modetøj og mobiltelefoner.

Ligheden begrænses allerede

Der vil ud over det økonomisk og demografiske pres på velfærdsstaten også komme et pres på grund af den begyndende opløsning af konstruktionen med ét folk og én stat. Det kan tydeligt ses i debatten i dag, hvor det diskuteres om tilrejsende østeuropæere og flygtninge skal have den samme andel af velfærdsstatens goder som andre borgere i landet. Bevægelsen bort fra lighed i velfærdssamfundet er allerede begyndt. En sådan udvikling vil være i overensstemmelse med den øvrige udvikling hen mod videnssamfundet, hvor det er kunnen og viden og ikke ejendom, der er afgørende for, hvordan man klarer sig i livet. Allerede i dag er det værre at miste sin evne til at arbejde eller tage vare på eget liv end at miste en formue. Når man ikke længere kan tage vare på sit eget liv, så mister man ofte mulighederne for at få et godt liv.

Publiceret her på siden i 2008