Fremtiden - hvad er det for noget?

Det mærkeligste ved fremtiden er, at man vil kalde vor tid for "de gode gamle dage" - Ernst Hemingway.

Marianne Levinsen, cand.scient.pol., fremtidsforsker
”Pas på” - Fremtiden kommer - det har alle et forhold til.

Nogle ser fremtiden forsvinde, fordi vi bliver ældre. Andre er unge og har masser af fremtid foran sig. Som barn og ung nyder man nuet men er optaget af fremtiden, fordi man længes efter at blive voksen og bestemme selv.

Når man arbejder professionelt med fremtiden, mødes man ofte af et smil på læben med bemærkningen om nå ja, du er en slags spåmand eller spåkone. Bagved ligger overbevisningen om, at man ikke kan forudsige fremtiden.

Det er i den forstand rigtigt, at man ikke eksakt kan forudsige, hvordan fremtiden bliver i alle detaljer. Men man kan ved at arbejde professionelt med forskellige redskaber blive bedre til at se, hvad der er på vej, og ikke mindst kan man som virksomhed og organisation være med til at påvirke fremtiden frem for blot at vente på, at fremtiden ruller ind over en.

Vi arbejder normalt ved hjælp af flere redskaber i vores foredrag og analyser af fremtiden og vores mål er at få andre til at se deres muligheder for at påvirke deres egen fremtid.

Fremskrivninger
Fremskrivning af en kendt udvikling. Det er en god måde til få indblik i, hvordan det ser ud, hvis en bestemt udvikling fortsætter f.eks. renten eller ledighedstallet. Dog er det et problem, hvis man ikke kender de historiske mønstre eller ikke er klar over, hvad der kan ændre udviklingen i en helt anden retning

Prognoser
Forskellen er her, at prognoser er baseret på bestemte forudsætninger. For eksempel vil en befolkningsprognose for en kommune eller landsdel indeholde forudsætninger om fødselstal og indvandring. Derfor skal man altid huske, at forudsætninger kan ændre sig over tid, og så er billedet for eksempel af befolkningstilvæksten i danske kommuner frem mod 2030 ændret.

Det sikreste man kan sige om økonomiske prognoser er, at de aldrig holder stik. Det er faktisk blevet undersøgt mange gange.

Scenarier
Scenarier er en velafprøvet teknik indenfor fremtidsforskning også selv om der er gået inflation i teknik-ken, således at mange kalder det scenarier, når der blot er tale om fremskrivninger, prognoser eller øn-sketænkning gerne langt ude i fremtiden.
En del i samfundet vil gerne sælge eller fremme bestemte udviklinger og anvender derfor ordet scenarie som om det var en objektiv analyseform om f.eks. hvad der sker, hvis vi ikke opfører på bestemte måder.

I den anerkendte scenarieform er det et tænkeværktøj, hvor man ved hjælp af relevante mega-trends og kritiske faktorer indenfor området, branchen og organisation opstiller flere mulige scenarier for udviklingen i fremtiden.

Det er en tidsmæssig krævende metode med interviews af interessenter og nøglepersoner. Selve analysen kræver ligeledes, at man mestrer en kompliceret analysemetode, hvor man ud fra samme mega-trends og kritiske faktorer skal beskrive minimum tre eller fire mulige fremtider.

Til gengæld får man flere mulige fremtider at diskutere og vælge i mellem som virksomhed eller organisation. Derfor er metoden særdeles anvendelig, når man gerne vil forholde sig strategisk til fremtiden og dermed påvirke egen udvikling fremadrettet.

Wildcards
Et wildcard er en usandsynlig begivenhed som f.eks. den 11. september 2001. Den slags begivenheder er svære at forudsige, men har til gengæld stor betydning, hvis de indtræffer. Derfor kan wildcard metoden også bruges til at blive klogere på at forholde sig til, hvad der vil ske, hvis en begivenhed ændrer alle eksisterende spilleregler.

Trend- og tidsåndsanalyser
Analyser af trends og tidsånd bygger altid på tre kilder til forståelse af udviklingen.
  1. Fortiden og en historisk udvikling
  2. Nutidens spæde tendenser – hvad rører sig blandt frontløberne?
  3. Forståelse af trends og deraf følgende modtrends

  4. Trends og tidsåndsanalyser er relevante, fordi de påvirker vores forbrug, indretning af hjemmet og ikke mindst den måde, vi opfatter og ser verden på.

    Kvalitative interviews
    Netop fordi det er vigtigt at anvende flere metoder for at arbejde professionelt med fremtiden, har vi de seneste 12 år interviewet danskerne om bolig, liv, forbrug, fremtiden og meget mere. Det giver en særlig indsigt i de ting, som er konstante uanset alder, køn og geografi samt de ting, som er meget forskellige på grund af alder mv.

    Samtidigt giver det mulighed for at beskrive de ændringer, som kommer på grund af de yngre generationer og deres måde at agere og se tingene på, når de er 10 og 20 år ældre.

    Med andre ord har vi professionelle spåkoner og mænd forskellige redskaber, vi bruger, til at gøre andre klogere på, hvad der venter i fremtiden.

    Bragt som artikel i tillæg til Jyllands-Posten, august 2015

    Andre artikler fra samme tillæg:








    Publiceret her på siden i 2015

    Når du besøger www.fremforsk.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om cookies på www.fremforsk.dk her

    x