Hvis du som læser har tid til at se op fra online transmissionen af børskurser og aktiefald, læse om banker der tvangsfusioneres og analytikeres bedømmelse af de ændrede økonomiske udsigter på globalt plan, så følg med her.
Danmark var engang en suveræn stat, der kunne tage beslutning om økonomisk politik. Den økonomiske politik var regerings suveræne beslutning, og Nationalbanken stod for renten og valutakursen. Hvis dansk økonomi kom ind i en nedgang, kunne man reagere ved at devaluere, sætte renten ned, indføre importbegrænsninger og regulere vores finansielle forhold til udlandet. Fik vi en krise, blev afregningen til udlandet ændret.
I dag er disse forhold henlagt til EU og ECB. En afdæmpning i dansk økonomi kan ikke længere give sig udtryk i ændret valutakurs eller rente. Tingene skal ændres på den europæiske plan. Det er ikke specielt for Danmark, Det gælder også andre lande i Europa – og faktisk også til lande i Asien og Sydamerika, som i stort omfang har bundet deres valuta til den amerikanske doller.
Derfor er økonomien i mange lande inklusiv Danmark begyndt at opføre sig som økonomien i en af USA's delstater. Hvis eksempelvis Californien går i økonomisk krise uden, at hele USA er i krise, ved vi, hvad der sker. Det er nemlig sket flere gange. Californien har da brug for nogle økonomiske justeringer af værdierne og en genskabelse af troen på fremtiden. Man kan ikke devaluere eller sætte renten ned – det er bestemt for hele USA på en gang. Derfor falder de faste værdier i pris. Det går ud over fast ejendom – boliger og erhvervsbygninger – og det rammer brugte biler. Når der er blevet ødelagt værdier nok gennem denne proces, er økonomien klar til en ny optur. Hvis ellers de generelle erhvervsbetingelser i form af rente, valutakurs og tillid er på plads, går det op igen.
Det er det, der for tiden sker i Danmark. En lille afdæmpning af økonomien giver sig udslag i store svingninger på både aktiemarkedet og ejendomsmarkedet. Grundlæggende er økonomien sund og der er fuld beskæftigelse – der burde være fremgang uden afbrydelse. Men dansk økonomi ville i gamle dage i denne situation have brug for en mindre justering i valutakurs, rente eller økonomisk bytteforhold. Disse områder er bundet af ECB og EU, og derfor kommer behovet for ændring ud gennem de faste værdier. Hold også øje med brugte biler – fald på vej.
Det er den proces vi i disse dage ser i en tillempet form på verdensplan og med ekstra konsekvenser for Danmark. Der er nogle grundlæggende ubalancer i Verden som handelsover- og underskud, uholdbare valutakurser og ekstraordinært høje ejendomsværdier. Det giver et pres på økonomierne, og sætter ind på aktiekurserne og i en række lande også på ejendoms¬værdierne og andre områder af værdi. Samtidig oplever vi en vis likviditetskrise, hvad der kan undre mange. Hvor er alle de penge, der var i omløb i verden blot før sommeren 2007, blevet af?
Penge forsvinder ikke bare sådan – de bliver altid bliver videre. Det er det økonomer kalder den udvidede pengemængde, der er blevet mindre. Når faste værdier falder i pris, vil færre anvende dem som sikkerhed for lån. Det handler om risiko. Dermed reduceres muligheder for at skabe ny likviditet, og virksomheder og private anvender deres egen likviditet, frem for at sætte den i banken. Dermed bliver der mindre likviditet i markedet, og dem der har brug for penge her og nu sælger i et større omfang faste værdier frem for at låne. Resultat: Større udbud af faste værdier, lavere priser. Igen snævrer likviditeten ind. Det var det, der ramte bankTrelleborg, der finansierede udlån gennem lån på interbankmarkedet.
Frem for en lille justering af renten eller valutakursen, får vi større udsving i værdierne. Når det rammer hele Verden på en gang bliver udsvingene endnu større. Men når værdierne taber værdi hurtigt, er der hurtigt basis for ny vækst. Undgår man at være end af de store tabere på værdisiden, bliver fremtiden hurtigt bedre end i dag. Hurtig nedtur – hurtig optur. Men de store udsving er fremtiden – de kommer igen og igen.
Publiceret her på siden i 2008