KABARET ROYAL på Det Kongelige Teater

Ny verdensorden – tilbage til fortiden

Jesper Bo Jensen, ph.d., fremtidsforsker
Her i slutningen af det 21. århundrede er Verden igen tilbage i en stabil tilstand. Kina har efter to mærkværdige århundrede, hvor Kina var uden indflydelse på Verden og et yderst fattigt område, tilbage i den position, hvor landet har været i 18 ude af 20 århundrede siden kristi fødsel. Kina blev verdens rigeste land i 2040, men blev allerede overgået af Indien få år senere. Inderne er mere kreative og innovative end kinesernes men vigtigst er, at langt de fleste er på arbejdsmarkedet. Først nu begynder Indiens befolkning at ligne Europas med flere ældre og færre unge.

Europa er ikke blevet fattigere, men har fået en ny revival efter den store krise fra 2008 til 2025 Europa producerer netindhold, kulturprodukter og sanseoplevelser til inderne og store dele af resten af verden. Inderne har faktisk outsourcet følelser og design til Europa. Dertil kommer industriprodukter af stor værdi i form af mærkevareværdi, designværdi og kulturværdi. Vi kan selv, når vi holder os til det, vi er gode til. Det har været ganske overraskende at se hvor stor popularitet europæisk kultur har i østen, der allerede for mange år siden løb træt i den amerikanske kultur. Især det forhold, at vi ikke er bange for at udtrykke følelser og tabe ansigt har imponeret i Østen, hvor almindelige mennesker dag stadig gyser ved tanken.

Største fremgang er i Sydeuropa, hvor det blomstrende samarbejde med de reformerte arabiske lande i Nordafrika og Mellemøsten har betydet en blomstrende udvikling. De arabiske lande er nutidens vækstkometer sammen med nogle udvalgte afrikanske lande. De oplever vækstprocenter som både Kina, Indien og resten af verden er misundelig på. Det er de arabiske landes reformarbejde og nye kulturelle og samfundsmæssige værdier, der er i gang med at spredes til store dele af verden. Det minder mange om den store bølge, der fandt sted mellem år 700 og 1500.

For den europæiske selvforståelse har udvikling været afgørende. Vi er begyndt at se os selv som dem, der kan forsyne det store, rige lande med oplevelser og kultur. Vi har netop blandingen af den gamle europæiske kultur og den reformerte arabiske kultur i vore samfund på grund af den store arabiske indvandring til Europa omkring år 2000. Vi ser ikke længere os selv som overmennesker, der skal eksportere vores værdier og lange kulturhistorie, men derimod som dem, der sidder på udkanten af de store massiver af land og mennesker. Europa er et lille område, der for at overleve og skabe rigdom er nødt til at følge de store bevægelser i verden. Ind imellem viskes der i krogene, at vi nok skal lære dem igen engang – som dengang i kolonitiden, da vi bestemte. Der er gået kult i kolonitiden, og unge mennesker mødes i det skjulte for at dyrke datidens storhed og stolte traditioner.

Det er normalt at være afvigende

Ethvert samfund har sine afvigere. Her i den anden halvdel af det 21. århundrede er afvigerne dem, vi i gamle dage kaldte de normale. Efterhånden som alle menneske blev i stand til at få en diagnose på en eller anden sygdom eller psykisk afvigelse, blev det mere og mere normalt at være afvigende. Offerets århundrede blev til virkelighed. Alle fejler noget og har et genkort med de præcise afvigelser den enkelte person lider af. Tilbage er blot nogle få, der enten ikke har lyst til at få en diagnose, protestere mod diagnoser af principielle grunde eller blot er ude af stand til at forstå og benytte det sindrige system af indgange til diagnosesystemet. Det er blevet afvigende at være normal.

De fleste er vældig glade for deres diagnose og de behandlingsmuligheder, der følger med diagnosen. Det giver en identitet at have en diagnose. Der er rift om de sjældne – især dem, der ikke er farlige eller giver mange problemer i hverdagen. For mange år siden blev udviklingen sat i gang af bekymrede forældre, der ikke kunne forstå hvorfor deres gode, søde lille middelklassebarn ikke fik de højeste karakterer i skolen og tilmed ikke altid opførte sig som lærere og forældre forventede. Forældrene forlangte en diagnose af læger og psykologer. De første hed bogstavdiagnoser og siden er der kommet utallige til. En god billeddiagnose eller spillediagnose giver rig lejlighed til at fordybe sig i at gøre noget, som før af afvigende i samfundet. Seksuelle diagnoser er også meget efterspurgte.

Demokratiet er blevet til et plutokrati af interesser

Når langt de fleste mennesker har en diagnose – endda som reglen fra fødslen – giver de rige muligheder for at organisere sig i interessegrupper. De interessegrupper varetager kun deres egne medlemmers interesser og er ikke optaget af samfundet som helhed. Handicaporganisationer havde allerede vist vejen med egne parkeringspladser, rabatter i transportsystemet og toiletter til langt flere end deres samlede antal for 50-80 år siden. Stort set alle er i dag med i et mindretal og en interessegruppe. Derfor er den brede midte forsvundet. Der findes ikke længere et flertal i befolkningen, der tænker nogenlunde ens.

Det har gjort det svært – ja næsten umuligt - at skabe demokratiske flertal og fælles beslutninger. Demokratiet har vi stadigvæk, men det virker ikke. Det er lederne af de store interessegrupper, der imellem hinanden indgår aftaler. De bliver besluttet som før, men det giver ikke længere mening at vælte en regering, da efterfølgerne stadig er nødt til at følge de aftaler, de store organisationer har indgået. Plutokratiet består af disse få, udvalgte ledere og deres nærmeste medarbejdere. Kaos opstår ind imellem, når en af de store ledere bliver væltet via intern uro eller skandaler i pressen.

Tidsånden

Der tales meget om USAs nedtur i Europa. Hvordan kunne det gå så galt for de amerikanske værdier i et Europa, der har så meget at takke amerikanerne for historisk? Var USA ikke blevet et land domineret af andre end europæere, var det nok ikke sket. Men først en sort præsident, dernæst en præsident fra gruppen af hispanics og endelig en præsident af kinesisk herkomst gjorde en stor forskel.

Hvad er en danske i dag? Det har ikke den store betydning, da vi i første omgang er europæere og skandinaver og endeligt en med i hver sig lille gruppe med helt særlige interesser – diagnosefællesskabet. Det har mistet betydning at være dansk. Når vi ser på video og tekst fra de gamle dage ved årtusindskiftet forundres mange over ord begreber som danskhed, kulturkanon og værdifællesskab. Vi forstår ikke helt den tid længere. Hvorfor skulle en kvinde fra Hørsholm med genbetinget brystkræftsforventning ikke have mere til fælles med lignende kvinder i England, Kina, Indien og Tunesien end med overvægtsudfordrede mænd fra Kolding?

Publiceret her på siden i 2012

Når du besøger www.fremforsk.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om cookies på www.fremforsk.dk her

x