Klimaet cyklus som forbrugertendens

Scenen er december 2009, hvor Danmark tager imod hele Verden til FNs klimakonference i København. Hvordan ser København til den tid? Det er december. Handlen i gaderne er livlig, og det bliver tidligt mørkt. Vejret er fugtig og alt er pyntet med juleudsmykning, Krinsen er fuldt oplyst og København vil fremstå som lysenes by og en forbrugskatedral.

Det bliver lige omkring denne begivenhed, at kurven knækker for klimabevidstheden blandt forbrugere, vælger og andre almindelige mennesker. Herefter vil klimaindsatsen ikke kunne drives af forbrugerbevidsthed. Det bliver fremover noget eksperterne skal tage sig af – ikke noget alle andre vil gå kraftigt op i. Det er nemlig ud over at være et stort politisk opmærksomhedsområde også en helt almindelig forbrugertendens på lige fod med den politiske forbruger, økologisk bomuld og minimalisme i køkkenindretningen. Fænomenet følger på forbrugersiden de samme linier og parametre som andre tendenser.

Fænomenet ser sådan ud: Der opstår allerførst i en mindre gruppe af befolkningen en bekymring for klimaet som følge af den videnskabelige og politiske debat om emnet. Det omsættes til et demonstrativt forbrug, hvor man gennem valg af varer med lavt energiindhold eller gennem særlige produkter markerer sin indsats i forhold til klimaet. Disse mennesker kalder vi for trendsættere – de skaber nye tendenser. Dernæst overtages tendensen af trendfølgere og kendisser. De tager stilling til sagen og demonstrere denne stillingtagen via forbruget, som da en kendt engelsk designer, Anya Hindmarch, sidste år lancerede en stof indkøbspose med påskriften ”I’m not a plactic bag”. Trangen til at købe denne ”not plastic bag” skabte kilometer lange køer foran butikker i Londen og New York.

Det klimarigtige er nu blevet til en modebølge, og alle må simpelthen vise, at de gør noget for klimaet. Det skete også med hjælpen til Afrika i midten af 1980erne og den første økologiske bølge i midten af 1990erne, hvor tanken på hønsenes velfærd kom i centrum – den såkaldte politiske forbruger blev det dengang kaldt. Den blev også spået et evigt liv og gjort til en ny møde at drive politik på. Det varede 4 år.

Fra at være en modebølge bliver klimatendensen et massefænomen. Det breder sig til rigtig mange forbrugere og klimaet præger mediebilledet. Fænomenet er ikke længere til diskussion – og ve den, der er imod og indtager det forkerte standpunkt. Mange virksomheder hopper på dette tidspunkt på bølgen. De vil også være rigtige på miljøområdet. Nu kan man købe aflad hos luftfartsselskaber inden ferien i Østen, el-selskaber prøver at sælge grønt el, og staten forbereder en skattereform med masser af nye grønne afgifter (den nye skattekommision).

Når en tendens når massemarkedet, kan de trendsættende og de trendfølgende ikke længere differentiere sig fra andre via tendensen, og de går andre veje. Resten af befolkningen mister også interessen lige så langsomt. Så er det hele overstået. Tid – cirka 4 år, som med øko-bomuld, den politiske forbruger og hjælp Afrika.

Klimaområdet er nu på vej ind på massemarkedet. Det går derfor over omkring årsskiftet 2009/10. Når klimakonferencen pakker samme, pakker forbrugerinteressen også sammen.

Men dette er anderledes. Denne tendens er noget helt særligt. Det vedrører jo Klodens fremtid. Nej, den er som forbrugertendens helt normal! De samme argumenter blev brugt om den politiske forbruger, øko-bomuld og andre politiske forbruger-fænomener.

Forbrugere er troløse mod tendenser. Der hersker en brug og smid væk kultur. Så lad være med at satse på klimaet som forbrugertendens i virksomhederne. Det er modeindustriens opgave. De har hurtigheden til at nå at tjene på bølgen. For alle andre skal klimaindsats være en fornuftig, teknisk og strategisk indsats.

Det er en langsigtet indsats, der bringer det bæredygtige ind i alle de hverdagsagtige prioriteter i virksomhederne og skaber en bæredygtige fremtid. For forbrugerne gælder det samme. Kun hvis indsatsen sker uden overvejelser – automatisk – virker den effektivt. Vi skal blot have nogen til at sørge for det praktiske.

Det bliver teknikere og virksomheder, der tager det lange seje træk og sørger for mindre udledning og bedre forsyning med vedvarende energi. Politikernes opgave: Helt almindelig, gammeldags regulering (skatter, afgifter, kvoter mv.) og internationale aftaler.

Publiceret her på siden i 2008