Krisens lutrende effekt

Jesper Bo Jensen, ph.d., fremtidsforsker
Indskrænkninger, fyringer, tilbagegang i detailhandelen, krise i USA, katastrofekurs i Japan, tilbagegang i Tyskland – der mangler ikke dystre, mørke skyer over Danmark. Men alligevel går det faktisk ikke så dårligt. Huspriserne bunder indenfor det næste år, men et større fald ser ikke ud til at være på vej. Samtidig med faldet i detailhandelen har vi set en stigning i indskuddene på private bankkonti. Folk er ikke blevet fattigere. Den økonomiske vækst forsætter, men bare i et lidt lavere gear.

Det er jo egentligt godt. Krisen fra USA har også ramt Europa, men glider tilsyneladende let hen over Danmark. Arbejdsløsheden vil måske nok begynde at stige, men det er endnu ikke klart, om det blot er forbigående eller en reel stigning, der ligger bag. Vi burde vel egentlig smile i det stille, holde vores mund, og være tilfredse og samle kræfter til den fremgang, der vil komme om et års tid eller to.

Det gør vi da også. Danskerne er jo et folk, der ikke er sådan at slå af pinden, blot der er brød og rødvin på bordet. Men faktisk er der grund til bekymring. Vi mangler en rigtig økonomisk krise!

Hvad er en krise?
Hvad er egentligt en økonomisk krise? Ja, økonomer elsker at definere begreber, så man har i USA valgt at beskrive en depression – en økonomisk krise – som to på hinanden følgende kvartaler med nedgang i bruttonationalproduktet (BNP). Det er jo en meget overordnet måde at se en krise på, og kunne f.eks. betyde, at hvis vi i Danmark beskar de offentlige udgifter med 4-5 % over et år, så ville vi være i krise, selv om væksten i det private økonomi var fortsat.

Men lad os dykke lidt ned i krisen og se på, hvad en sådan egentlig indeholder. Det mest normale er at virksomheder ser deres salg falde i forhold til tidligere, eller har foretaget nogle investeringer, der ikke giver det forventede afkast. Nogle gange er det nok, at salget eller afkastet falder i forhold til budgettet. Allerede den situation betragter mange virksomheder som en krise. Hvis salget falder og de fremtidige ordrer også udebliver, må virksomheden enten trække på sin eventuelle formue eller mindske aktiviteterne og dermed omkostninger. Man skal ned på et niveau, hvor indtægterne passer til udgifterne. Det betyder ofte, at man må afskedige medarbejdere og eventuelt lukke fabrikker.

For en virksomhed betyder en krise ofte, at man indskrænker - bliver mindre. Krisen i den enkelte virksomhed kan også skyldes overekspansion og alt for høje udgifter, som resulterer i et underskud. Igen må der indskrænkes i aktiviteterne, for at få balance i driften – og derigennem gerne sikre et overskud i fremtiden. Et andet element i krisen er, at den kan opstå, fordi det i en periode har været for billigt at investere. Derved foretages der investeringer, som i et andet økonomisk klima ville være urentable. Det bliver de så senere, og fremkalder derved en krise.

I samfundet betyder en krise, at mange virksomheder indskrænker og afskediger medarbejdere. Så stiger arbejdsløsheden, og produktionen falder. Det betyder, at samfundet bliver fattigere. Der bliver simpelthen mindre rigdom at dele – vi bliver derfor i princippet alle fattigere. Denne fattigdom er for de fleste ofte meget marginal, og kan ikke ses på indtægterne hos dem, der er i arbejde. Derimod rammer det hårdt på de arbejdsløse og på ejerne af de virksomheder, der går fallit. De mister deres løn eller formue og kan stå tilbage med store tab. For de fleste viser tabene sig ved, at noget bliver mindre værd. Det kan være brugte biler, der ofte er noget af det første, der falder i pris under en krise, eller det kan være ejendomsmarkedet, der har faldende priser.

Under den sidste krise i Danmark, der fandt sted i 1987-89, faldt huspriserne i Nordsjælland med omkring 40 % i løbet af to år. Her var der tale om en markant reduktion af folks rigdom. Under den forrige krise i 1981-82 blev der bygget huse, der simpelthen ikke kunne sælges – de sorte huse – før prisen på dem var reduceret til mindre end det havde kostet at opføre dem. Bygherrerne af parcelhuse måtte tage et tab ved salg nu og her eller blive boende til gælden var blevet så lav, at man kunne flytte uden at skulle tage gæld med sig.

Under en krise bliver lønstigninger også lavere eller helt fraværende. Det har den effekt, at en del arbejdsløse igen kan få arbejde, når krisen er ovre, men til en lavere lån eller en løn, inflationen har udhulet.

Der er altid nogen, der taber på en krise. Jo større krise og jo længerevarende krise, jo flere økonomiske tab. Så der burde sådan set ikke være noget tiltrækkende ved en krise, og man kan da også læne sig op ad teorierne om konjunkturudligning og krisemanagement, som de blandt andet er blevet formuleret af den britiske økonom J.M. Keynes, med henblik på at undgå kriser. Ifølge denne opfattelse er det vigtigste formål med finans- og pengepolitikken at udjævne konjunkturerne og derved mildne kriserne og tage toppen af opsvingene – altså fjerne lavpunkterne og toppene i den økonomiske udvikling med forventet højere vækst på lang sigt som følge. I en dansk sammenhæng fristes man næsten til at citere H. V. Kaalund: På det jævne, på det jævne …

Den reelle værdi af virksomheder og goder
Under et økonomisk opsving kan næsten alting gå. Virksomhederne ekspandere, og der er rigeligt med både gamle og nye kunder. Visse virksomheder kan næsten gå på vandet. Banksektoren låner ud til nye fremgangsrige projekter, og der er vækst og gode forventning til fremtiden næsten overalt. Om pengeinstitutterne gælder, at det værste tidspunkt at kapre nye erhvervskunder på er under et opsving. Det er kun de dårlige låntagere med den laveste kreditværdighed, der får nej i deres normale bank under et opsving, og derfor søger andre steder hen. F.eks. ekspanderede daværende BG-Bank sin långivning til erhverv kraftigt under opsvinget i 90erne med store tab til følge.

Det betyder også, at vi ikke kender den rigtige værdi af en virksomhed, før vi har set, hvordan den kommer gennem en nedtur. Er der blot tale om oppustede investeringer, der ikke giver afkast på lang sigt, eller er der tale om noget af blivende værdi? Den kan man først afgøre, når vi har set bæredygtigheden af virksomheden igennem en nedtur.

Dertil kommer, at værdien af ny teknologi under et opsving bliver kraftigt overvurderet. Som vi så det under IT-boblen, havde selskaber, der aldrig havde tjent penge og kun haft underskud, en markedsværdi på børsen på mange milliarder dollars. Den nye teknologi har vist sig oftest først at give produktivitetsforbedringer nogle år efter introduktionen. Det betyder, at det tager lang tid, før vi ved, hvad værdien af de enkelte investeringer foretaget under et teknologisk drevet opsving egentlig er værd. Først på længere sigt har det f.eks. vist sig, at detailhandel på internettet er en specialitet, hvor det hovedsagelig er imperfekte markeder, der trives godt på nettet – det er sjældne varer, ejendomssalg, bøger, charterrejser, hotelværelser på fjerne destinationer, auktioner, kunstsalg mv. Det har også betydet, at investeringer i almindelig detailhandel på nettet - herunder dagligvarehandel - har været spildt.

Dertil kommer, at virksomheder med ny teknologi også ofte at udkonkurrere gamle virksomheder med gammel teknologi. Men under et opsving er det ofte ikke tydeligt, at de gamle taber. Under en nedtur, hvor der er produktionsmæssig overkapacitet, bliver det mere klart.

Krisens lutrende effekt
Det er her krisens lutrende effekt kommer ind. En økonomisk krise vil rense ud blandt de virksomheder, der ikke er effektive nok. De vil gå fallit, blive opkøbt eller blive tvunget ind i en reorganisering, der tilrettelægger produktion og værdikæde på en helt ny måde. En økonomisk krise skiller fårene fra bukkene, så vi kan se, hvem der kan overleve og vokse i fremtiden, og hvem der må bukke under eller fuldstændig forandre sig.

Det lutrende er naturligvis et billede på den renselseseffekt, en økonomisk krise har på økonomien. De virksomheder, der overlever kriser, vil være styrkede ovenpå de tiltag, som en krise gør nødvendige. Vi kender den fra metaforer som at skære det overflødige fedt bort, og at trimme virksomheden. Under økonomiske kriser er begreber som reengeneering og reconstruction også i vælten.

Under en krise ødelægges værdier – virksomheder bukker under, færdigvarer mister værdi og investeringer går tabt. Denne destruktion er dog ikke forgæves. Den østrigske økonom Joseph Schumpeter har kaldt denne proces for creative destruction (se tekstboks) og beskriver den som fundamental for vores kapitalistiske økonomi. Der skal simpelthen en god krise til med mellemrum for at skabe grundlag for et nyt opsving. Krisen er havkatten i hyttefadet, der med passende mellemrum skal sørge for, at virksomheder ikke bliver for sløve og mister deres skarphed. Samtidig skal krisen ødelægge de virksomheder, der ikke er fuldt med teknologisk og ledelsesmæssigt, så der bliver baggrund for nye til at vokse frem.

Dertil kommer, at det er langt lettere at skabe vækst og fremgang, når der var været stilstand eller tilbagegang. Folk bliver sultne efter noget nyt – f.eks. materielle goder - når de har måttet sutte på lappen i en periode. Det er det omvendte, vi i øjeblikket ser i Danmark. Efter mange års fremgang, er en vis mæthed indtrådt, og vi orker næsten ikke forbruge mere.

Vi mangler at se værdien af…
Uden en god krise i Danmark, mangler vi at se den reelle værdi af de mange virksomheder og nye produkter, der er vokset frem de senere år. Samtidig mangler vi at se, hvilke af de gamle virksomheder, der har fornyet sig tilstrækkeligt, og hvilke, der skal rammes af den kreative destruktion – den undergang, der skaber basis for noget nyt.

Uden dette vurderingsgrundlag bliver investeringerne i Danmark foretaget på et grundlag, hvor vi ikke sikrer os afkast på lidt længere sigt. Der er for stor usikkerhed om, hvad der er bæredygtigt på langt sigt.

Det betyder også, at den manglende krise kan føre til en økonomisk vækst fremover, der bliver lavere end i vore omgivende lande, der i øjeblikket oplever det lutrende effekt af en rigtig krise. Så for vores egen skyld, så skal vi have en krise. Ikke nødvendigvis nu, men gerne snart og gerne en hurtigt og dyb en, der kan rydde op, hvor der skal ryddes op, og som samtidig er overstået i en fart.

Politik og valg – kriser uønskede
Men prøv at gå til valg på sådan et grundlag. X-parti udtaler: Vi ønsker en økonomisk nedgang til næste år, og en nedgang i forbruget samt en stigning i arbejdsløsheden. Selv en politisk selvmorder vil ikke stille op under disse overskrifter. Politikere er ikke tilhængere af økonomiske kriser. Det sker kun sjældent, at de selv tager initiativ til at iværksætte en. Dog var det faktisk, det Schlüter-regeringer gjorde i 1986 med kartoffelkuren og skattereformen, men det var ikke tilsigtet, at krisen skulle blive så lang og omfattende. Der skulle blot ske en afkøling af økonomien.

Efter Schlüter har parolerne stået på fremgang og vækst – også med den nuværende regering. Så fra den side kan vi nok ikke forvente hjælp. Problemet for en dansk regering er for det første, at det er begrænset, hvor meget man i dag med faste valutakurser og regler for budgetunderskud i Euro-sammenhæng kan gøre. Man fremhæver i dag det manglende potentiale til at føre en økonomisk politik på nationalt plan. Det er dog lettere at skabe en krise end at skabe et opsving, men til gengæld er der ingen garanti for, at en politisk skabt krise bliver kortvarig.

Politikere skal jo gerne genvælges og der er valg hvert fjerde år – eller tidligere. Det gør det meget svært at time et indgreb, så det ikke får effekt på næste valg. Samtidig elsker politikere at stimulere økonomien, som Nyrup-regeringen gjorde i 1993, da man kick-startede økonomien ved at tage spenderbukserne på.

Det bliver ikke fra politisk side, at krisen bliver initieret. Politikeres indsats har en iboende tendens til at virke modsat. Man afbøder kriser og tager toppen af den økonomiske vækst.

Den fremtidige krise – kort og kontant
Fremtidens økonomiske krise skulle gerne blive kort og kontakt – en hurtig renselsesproces, hvorefter vi beredte og friske kan begynde på et nyt opsving. Men det ser desværre ud til, at vi i Danmark måske er på vej mod to andre muligheder, hvor hverken den ene eller den anden er særligt tiltrækkende.

Hvis vi fremover fortsat undgår store kriser, er der meget der tyder på, at vi vil ende i en situation med permanent svagere vækst krydret med mindre økonomiske nedgange. Det vil være en vækst, der ligger under det, vi har kendt igennem mange år, og det være en følge af, at der ikke renses ud med passende mellemrum. På lang sigt vil det betyde, at Danmark falder tilbage rent velstands¬mæssigt, som det f.eks. er ved at ske for Japan i disse år. Der er i dag ingen, der regner med at Japan vil have en ledende rolle i den asiatiske økonomi i fremtiden, mens det var en given sag for bare 10-15 år siden. Men efter 10-12 år med permanent lavvækst i Japan, er det Kina man forventer et lederskab af i fremtiden. Japan mangler i allerhøjeste grad at få renset ud i kunstige værdier, at få afskrevet de dårlige lån i bankerne, og få de fallitter i store virksomheder, der kan skab baggrund for ny fremgang.

Den anden mulighed er, at vi uden rigtige kriser er i gang med at spare op til en rigtig brutal nedgang. En stor økonomisk krise, der vil vende op og ned på mange økonomiske forhold i vores samfund. En sådan krisen må nødvendigvis blive både dyb, med et stort fald i produktionen, og langvarig. Det vil ramme mange hårdt, og formuer og private opsparinger vil blive ødelagt. Det er nok på lang sigt at foretrække frem for den permanente lavvækst, men det er bestemt ikke nogen behagelig periode at komme igennem. Det vil ramme faste værdier som ejendomme, jord og produktionsanlæg meget hårdt.

Nu er vi jo en del af en globaliseret økonomi, hvor den danske økonomi blev internationaliseret allerede for 50 år siden. Siden dengang har importen og eksporten hver især udgjort ca. 60 % af BNP. Så vi kan måske ikke helt ride stormen fra udlandet af. Gad vide om ikke udlandet redder os også denne gang, så den amerikanske og europæiske krise slår så meget igennem i Danmark, at vi kan blive lutrede nok engang – og håbe på endnu en fremgang bagefter.

"Creative Destruction"
The fundamental impulse that sets and keeps the capitalist engine in motion comes from the new consumers, goods, the new methods of production or transportation, the new markets, the new forms of industrial organization that capitalist enterprise creates.

The opening up of new markets, foreign or domestic, and the organizational development from the craft shop and factory to such concerns as U.S. Steel illustrate the same process of industrial mutation–if I may use that biological term–that incessantly revolutionizes the economic structure from within, incessantly destroying the old one, incessantly creating a new one.

Fra Joseph A. Schumpeter, Capitalism, Socialism and Democracy (New York: Harper, 1975) [orig. udg. 1942], pp. 82-85:

Publiceret her på siden i 2008

Når du besøger www.fremforsk.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om cookies på www.fremforsk.dk her

x