Luksus i dag

Levestandarden i en moderne familie i dag overgår på mange måder det gamle udtryk ”at leve som konger og baroner”. En dansk normalfamilie har et materielt forbrug af varer, som ikke var opnåelige selv for adelige og konger for 100-200 år siden. Hvis en dansk kvinde ønsker at parfumere sig i verdens mest kendte dufte hver dag, er det muligt uden at være på vej mod fallitten. Mad serveret af tjenere på en restaurant hver aften kan også lade sig gøre, og at klæde sig i designede silkestoffer samt gå til køjs i den fineste og blødeste seng efter indtagelse af vine fra de kendteste slotte og spirituosa fra hele verden er et valg, der ligger indenfor de økonomiske muligheder for flertallet. Man kan oven i købet også få råd til god smag i form af arkitekttegnede møbler, malerier mv. for ikke at tale om alle de teknologisk nyskabelser, der er tilgængelige for stort set alle. En konge fra 1700-tallet ville være misundelig på den demonstration af luksus, der kan finde sted i en normal dagligdag.

Luksus som nydelse og status

At luksus er tilgængelig for stort set alle, der har lyst, er netop problemet. Det er vild luksus at sove i en moderne seng sammenlignet med alkoven fra 1800-tallet foret med halm, men når alle nu har adgang til det, bliver det en del af dagligdagen og en selvfølgelighed. For mange mennesker i verden er rent drikkevand en næsten uopnåelig luksus, men for os er det en selvfølge, vi nok vil savne, hvis det ikke var der, men det er ikke luksus. For i forbruget af luksus indgår både nydelse og status. Der skal være et element af noget, der ligger ud over det daglige i standard, og derfor er en særlig nydelse. Samtidig må forbruget af luksus gerne give status i andres og egne øjne og være en demonstration af, at man har styr på (magt over) et bestemt aspekt af livet. Derfor er der sket noget med luksus – det er ikke længere det samme som for blot 20 år siden. Luksusbegrebet har fået nyt indhold.

Dette kan næsten bedst illustreres med en fortælling fra en af de af nye rige, IT-boomet skabte i løbet af 90erne. De nye rige kunne efterhånden købe hvad som helst, men fandt det i stigende grad svært at differentiere sig fra mange almindelige mennesker – at købe en fed bil, et flot hus, en ferie langt væk og dyre klæder var noget, alle kunne gøre én gang, hvis de ville. Der var blevet langt mellem de ting, der var vildt luksus for andre. En rig dansker fra denne periode - en virksomhedsejer indenfor IT-branchen - berettede, at han efter lang tids søgen endelig havde fundet det – en lystjagt med personale, egen kok og hele svineriet. Det kunne den almindelige højere middelklasse alligevel ikke magte. Det er en luksus, der er forbeholdt de få – samtidig er det noget, der giver status i de kredse, hvor disse mennesker færdes. Det giver ikke nødvendigvis status andre steder i samfundet, hvor bestemte grupper vil betragte et så overmåde forbrug som at have en lystjagt med fuld besætning liggende i havnen til de få dage, hvor man har tid og lyst til at sejle. I dele af samfundet vil man betragte dette overforbrug som en synd – hvilket måske netop er pointen. Der må gerne være forbundet noget syndigt med luksus.

I vores post-moderne hyperkomplekse samfund er luksus kun statusgivende indenfor den subkultur af mennesker, der har omtrent de samme værdier. Luksusforbrug mistet sin statusgivende effekt på samfundsplan. Det kan dog stadig give status blandt de af de stammer eller subkulturer, man er medlem af. Til gengæld bliver meget luksusforbrug stadig bedømt som en slags synd blandt andre mennesker.

De nye mangelvarer

Når middelklassen har adgang til næsten alle varer, og ikke har materielle mangler, er det andre områder, man begynder at definere som det, vi gerne vil opnå. Når man går sulten i seng, vil man gerne have mad, men når alle de materielle vilkår er mere end opfyldt, er det andre områder, vi får som misteværdier. Vi savner som moderne mennesker det, der forsvinder. Det kunne f.eks. være stilhed og muligheden for at opleve ro og fred.

Hans Magnus Enzensberger har i en artikel fra midten af 90erne opstillet en række områder, som han ser som fremtidens luksus: Tid, opmærksomhed, rum, fred og ro, miljøet, sikkerhed. Enzensberger ser disse områder som noget, der vil blive luksus i fremtiden, men rettelig skal vi se det som nogle af de nye områder, hvor luksus bevæger sig indenfor i dag. Allerede i løbet af 90erne er der blevet status i at have god tid, og produkter og serviceydelser, der hæfter op til at markere god tid har fået mulighed for at være luksusprodukter. En eftermiddag på golfbanen er en luksus fordi ikke alle har tid til det – at det samtidigt dyrt er det ingen ulempe.

Tid er et meget vigtigt nyt luksusområde. Det moderne menneske kan efterhånden kun opnå en karriere og en høj indtægt ved at yde en høj og langvarig arbejdsindsats, og samtidig forventes man at stå til rådighed for arbejdspladsen, familien, vennerne og andre forpligtelser hele tiden. Internetopkoblinger og mobiltelefoner har også gjort det at være forbundet hele tiden til en del af dagligdagen. I praksis betyder det, at mange mennesker står til rådighed hele tiden og sjældent har fritid til egen rådighed. En undersøgelse af danskernes tidsforbrug har lige vist, at det specielt er den frie tid og den tid, der ikke bruges til andet end at være sammen med andre, der er faldet dramatisk de seneste 15 år.

Opmærksomhed er også blevet et knapt gode. Alle medier slås uafbrudt om folks opmærksomhed, og kun hvis man kobler sig af det hele, har man mulighed for at rette sin fulde opmærksomhed mod andre mennesker, eller hvor man ellers ønsker at anvende sin opmærksomhed. Den fulde anvendelse af syn, hørelse, følelse og viden uden indblanding fra massemedier er også luksus i dag. Man kunne kalde det, at der er luksus i at være disconnected – massemediefri og med slukket mobiltelefon og internetforbindelse.

Rum og plads er også blevet en mangelvare for det moderne menneske. I trafikproppen på motorvejen eller i køerne på vej ud af supermarkedet i de kompakte byers centrum eller på vej på ferie med 300 andre klemt sammen på monkey-class i flyveren deltager vi i de moderne forbrug af overflod, men mangler samtidig rum og plads omkring os. Hvis man har mulighed for at råde over meget plads eller tage på ferie, hvor ingen andre er, indeholder det den nye luksus af have rum og plads omkring sig. Har man evnen til at simplificere sin bolig i den minimalistiske stil har det også de senere år været klar luksus i at kunne smide ting væk og kun omgive sig med få ”rigtige” ting og skabe rum til udfoldelse.

Fred og ro er også blevet en mangelvare. Fravær af larm og støj er blevet meget attraktivt, da vi næsten overalt i det moderne samfundet er udsat for støj eller bombarderes med musik og informationer af larmende karakter. Forfinelsen i dag ligger ikke i et kæmpe musikanlæg, men i fraværet af støj og muligheden for at være i fred. Jo fredeligere, jo mere eksklusivt. Derfor er boligområder med fred og ro også mere attraktive end områder med støj og larm. Fest i gaden til langt ud på natten eftertragtes ikke af naboerne.

Enzensberger nævner miljøet som et nyt mangelområde, men rettelig skal det i diskussionen af luksus være natur og renhed, vi mangler, og derfor længes efter. Miljøet er ikke forsvundet – det er blot forandret, mens naturen og renheden er blevet mangelvare. Den virkelige natur ligger ikke længere tæt på os mennesker, man befinder sig i aflukkede områder langt væk. På samme måde er det svært at opnå ren luft, rent vand og mad uden forurening og tilsætningsstoffer. Det er derfor blevet luksus i vores tid at kunne spise mad tilberedt af rene råvarer at trække vejret i ren luft og omgive sig med natur i overflod. Her har vi forklaringen på, at det mest attraktive på boligområdet de seneste 10 år er blevet skov og vand. Boliger ved skoven, havet, søen eller åen er blevet langt dyrere end tilsvarende boliger i almindelige parcelhusområder.

Endelig er sikkerhed nævnt, men det er i en nordisk sammenhæng ikke så relevant i billedet af det moderne samfund. Men stigningen i anvendelse af sikkerhedsanlæg og alarmer, nabohjælp samt den stigende angst for f.eks. voldelige forbrydelser selv om statistikkerne viser faldende vold, viser at oplevelsen af tryghed og sikkerhed er ved at blive en manglevare. Det betyder, at fuldkommen tryghed også i dag er en luksus.

Immateriel luksus

Fortællingen om luksus har fået ny karakter. Det er også fortællingen om, hvordan man kan blive fri for den upersonlige tæthed, der er opstået i det moderne samfund: Den tidsmæssige tæthed, de opmærksomhedskrævende omgivelser, den rumlige tæthed, det stadigt hurtigere og larmende samfund, de farlige stoffer og forureningen samt den stigende angst for vold og andre forbrydelser. Den største luksus i dag er at bo på en øde ø! Fravær af andre mennesker er blevet en luksus. Vi har da også de senere år set meget rige popstjerner og andre kendte købe private øer i blandt andet middelhavet og den engelske kanal.

Men det er kun fraværet af mennesker, man ikke har et personligt forhold til, og fraværet af resultaterne af deres gøren og laden, der er ønsket. Det er massen, vi gerne vil undgå. I en massekultur er det blevet en fantastisk luksus ikke at være en del af massen og at kunne undgå massens fylde, larm, forurening, indtrængen, rumfang og trusler. Det er det moderne samfunds upersonlige effekter, vi flygter fra. Men det er dog ikke alle, der flygter. Mange unge mennesker vil gerne bo lige midt i larmen og kaoset i en storby – i hvert fald i nogle år. Til gengæld vil de gerne ud af upersonligheden på en anden måde – de vil gerne være kendte.

Men det er ikke den eneste effekt af massesamfundet. I dag er det også luksus at have gode venner, at være med i et fællesskab og at have familie og børn. Det er også nogle af de nye misteværdier. Når familien i gennem nogle år har været truet, og når ensomhed og isolation opleves som det moderne samfunds svøbe, eftertragter vi netop fællesskabet og familien.

Det er det moderne samfunds udvikling fra et mangelsamfund til et overflodssamfund, der kan iagttages på luksusområdet. Før i tiden var der luksus i at besidde visse fysiske goder og skaffe sig en bestemt service, da ikke alle kunne opnå dette. I dag – i perioden 1990-2009 – er det i stedet den negative konsekvens af massesamfundet, der definerer den nye luksus. Det er det immaterielle indhold i forbruget i forhold til de områder, vi frygter at miste, der definerer nutidens luksus.

Luksus er stadig fysisk – sådan da

Luksus er fysisk, men det immaterielle indhold er naturligvis ikke fysisk. Luksus kan dog også være service. Det er luksus at købe en lang række, nye minimalistiske møbler og smide alt det gamle ud, hvis dit hjem herefter ser ud som om, der er masser af plads i det. Det immaterielle indhold er renhed, rum, fred og ro samt en demonstration af, at man har magt over tingene – har tid til at gøre dette. Det er luksus at bestille en kok til at komme og lave mad til gæsterne i ens eget hjem, så man har sin fulde opmærksom rettet mod gæsterne og ikke farer ud og ind af køkkenet hele aftenen.

Det er luksus at tage to dage fri op til jul, at spise ude på sin fødselsdag, at have en rengøringshjælp, at kunne leve uden forstyrrende larm. Det er luksus ikke at være stresset. Det er efterhånden også luksus at slukke mobiltelefonen – ikke at tænde den. Det betyder også, at mobiltelefonen ikke længere er en luksus – det er en plage. Til gengæld vil den telefon, der lige netop kun lader dem komme igennem, du virkeligt gerne vil tale med, være en luksus i fremtiden.

I dag er megen luksus hæftet op på produkter via en negation. Luksusprodukter må naturligvis stadigt gerne være dyre og smagfuldt tillavede, men de immaterielle værdier vi forbinder med dem, giver ofte en negation af det oprindelige budskab. Når man køber et sommerhus, er det i dag for at få fred og ro, og ikke for at kunne invitere mange gæster til en uge ved stranden. En stor MPV er kun luksus, hvis man ikke har den for at transportere 5 børn rundt i en stresset hverdag. En sportsvogn er ofte luksus, fordi der kun er to sæder. Man køber ikke hjemmeservice, fordi de leverer bedre rengøring, end man selv kan, men fordi det giver mere tid i hverdagen.

Luksus er stadig i de fleste tilfælde noget man køber, men det er den medfølgende fortælling, der afgør om det er luksus. Følgende er eksempler på nutidens luksus udbredt indenfor perioden 1990-2009:

Fra at luksus er demonstrativt i forhold til samfundet har luksus på mange måder i dag fået en underspillet rolle. Det må godt kunne ses, men ikke alt for meget. Den ultimative luksus i dag kan måske bedst beskrives som et hus i Sydeuropa i en lille landsby langt fra alle turiststeder, hvor familien kan tilbringe ferierne i deres egen nærhed og evt. sammen med gode, nære venner. Her er man i ro og fred tæt på naturen og bruger al sin opmærksomhed på hinanden samtidig med, at tiden er til stede, og der ikke er mulighed for afbrydelse fra andre. Sikkerheden er i top i et lille samfund, hvor alle kender alle. Den totale luksus er blevet det liv, man ikke ville kunne holde ud at leve til dagligt!

Luksus som eskapisme

Derfor udlever vi selvfølgelig ikke denne trang hele tiden. Men vi flygter ind i den på andre måder. Vores moderne verden er præget af eskapisme, hvor vi søger at undslippe den verden med usikkerhed, larm, tidspres, forurening og masserne sammenpresning på et stadigt mindre areal. Vi flygter – og det vi flygter ind i er ofte noget, vi derfor forbinder med luksus:

• Nostalgien – gamle klassikere, gamle film, gamle egnsretter

• Ind i os selv – åndeligheden, selvoptagethed, dyrkelse af kroppen

• Ind i det nære – familien, de nære omgivelser, børnehaven, skolen, sportsforeningen

• Ud i verden – at komme langt væk, rejse jorden rundt, se noget ingen andre har set

• Ind i det perfekte – æstetikken, kunsten

• At kunne selv – håndværk, husflid, håndarbejde – at gøre det selv

For at forbinde eskapismen med luksus skal der en vis overdådighed til. Det kan for eksempel være luksus at have alt det nyeste værktøj fra DeWall hængende i kælderen på værkstedet, mens der ikke er meget luksus over en alm. genopladelig boremaskine. Det er luksus at tage på kurbad i en uge og dyrke eskapismen ind i sig selv, mens der ikke er meget luksus over en tur i solarium. Det er ikke kun fysisk – luksus kan også være tid til at tænke, men det skal ikke bare være i bussen på vej hjem fra arbejde.

Luksus er negationen af nødvendighed – derfor ændrer luksus sig hver gang det nødvendige ændrer karakter. Derfor kom der nye luksusområder til med det hyperkomplekse samfund af i dag, og derfor vil luksus også ændrer karakter i de kommende år, når vi igen ændrer opfattelse af det nødvendige.

Publiceret her på siden i 2008