Morgendagens skole til morgendagens samfund

Bragt i ”Nu er timen til ende… en debatbog om fremtiden folkeskole”, forlaget Alinea, 1999

Jesper Bo Jensen, ph.d., fremtidsforsker
Vi er midt i informationssamfundet, men har i store træk stadig en folkeskole, der er udviklet til industrisamfundet. Mens vi prøver at udvikle folkeskolen, så den passer til informationssamfundet, udvikler vi os hastigt mod en ny samfundstype. Her vil informations¬behandlingen stadig være en vigtig del af samfundet, men ikke nødvendigvis den vigtigste. Derfor risikerer vi at stå i samme situation som i dag om nogle år igen. Nemlig at skolen ikke passer til det samfund, skoleeleverne kommer til at være voksne i. Vi er derfor nødt til at kaste blikket nogle år ud i tiden og beskrive det kommende samfund for at få fastlagt, hvilke krav vi skal stille til folkeskole i dag. Det er jo morgendagens voksne, der bliver uddannet i dag. Det er derfor morgendagens krav, der skal forme nutidens skole.

Det nye element - oplevelser, iscenesættelse og design
Drivkraften bag overgangen fra landbrugssamfund til industrisamfund har været produktivitetsfremgang som følge af automatisering. I landbruget førte automatiseringen af produktionen til en langt større produktion pr. ansat end tidligere - der blev frigjort arbejdskraft fra landbruget. I industrien har automatiseringen været baggrunden for udviklingen i hele dette århundrede. Ny teknologi har konstant ført til produktionsmæssige fremskridt, og nye innovationer har ført til, at manuel arbejdskraft er blevet erstattet af maskiner og automatiseret produktion.

Sideløbende med denne udvikling har der - på grund af produktivitetsfremgangen - været en kraftig stigning i den samlede velstand som målt i bruttonationalprodukt, BNP. Danskerne har de seneste 120 år forøget BNP med 2 % om året, og privatforbruget er de seneste 50 år steget med i gennemsnit 2,6 % om året. Det har betydet en fordobling af BNP på 35 år og en fordobling af privatforbruget på 27 år. Vi bliver med andre ord hele tiden rigere, og der er alt tyder på, at denne udvikling vil fortsætte i den nærmeste fremtid. Så vores børn skal uddannes til et samfund, der her endnu mere materiel rigdom, end vi har i dag.

I industrisamfundet var det væsentligt at kontrollere produktionen af varer, og det var som regel vareproducenten, der kunne få den store fortjeneste på varerne. Siden er vareproduktionen blevet en selvfølge, og i mange lande kan man i dag købe produktionskapacitet med lave lønomkostninger. Den reelle mangelvare i dag er kunder – ikke produktionskapacitet.

Erhvervsudviklingen i de kommende år i Danmark vil bevæge sig mod, at en stadig større andel beskæftiges med at skabe oplevelser og iscenesættelse af produkter og serviceydelser. Det er naturligvis opstillet som et provokerende udtryk, men det har et yderst reelt indhold. Når en virksomhed som LEGO i dag fremstiller legoklodser, er der ikke blot tale om industriel fremstilling af plastik i bestemte former. Plastik er naturligvis en vigtig del af produktet, men langt vigtigere er forståelsen for, hvad legoklodser egentlig er. LEGO fremstiller ikke blot klodser, men derimod noget langt mere interessant. LEGO fremstiller og sælger lærende leg - ideen om, at leg kan værende udviklende og lærerigt samtidig med, at det er leg. Denne idé om lærende leg er det immaterielle indhold i produktet. Det produkt, som forældre og bedsteforældre køber til deres børn, er derfor ikke blot klodserne, men hele idéen. På den baggrund er en stor del af produktet immaterielt. Dette er beskrivende for hele udviklingen – motivet for at købe et produkt er ikke længere udelukkende brugsværdien af produktet, men noget mere.

Mere signalværdi - min¬dre brugs¬værdi
Instituttet for Frem¬tidsforsk¬ning har i anden forbindelse analyseret tiden efter informations¬samfundet - en epoke, som indledningsvis blev betegnet det 5. samfund – eller som det er kommet til at hedde i udlandet: The Dream Society. Vi går en ny samfundstype i møde, hvis kerne er skabelse af følelser, historier og signaler i stedet for viden, rationalitet og brugsværdi. Skabelsen af følelser, signaler og historier vil udgøre et nyt marked: Produkter og serviceydelser, der sender signaler om identitet til en selv og andre. De fortæller om, hvem man er eller vil være. De fortæller en historie. Man har købt en historie om sig selv og fortæller den til andre - gennem sine produkter og serviceydelser. Det, der har signalværdi for den ene, har måske kun brugsværdi for den anden.

Når produkterne bliver så billige, at vi kan erhverve flere af dem, er det sandsynligt, at brugsværdien falder i forhold den samlede nytteværdi. Cyklens udvikling er et eksempel på dette. Nok er Danmark et bakket land, men det forklarer næppe fremkomsten af mountainbikes. Hele modeindustrien lever af, at tøj er mere end påklædning. Vores tøj sender signaler til omgivelserne om, hvem vi er og hvordan vi gerne vil opfattes af andre.

Med stigende velstand køber man i højere grad signalværdi: Signaler om identitet, status, magt og politisk holdning. Dette illustrerer den gradvise forandring således, at brugsværdien udgør en aftagende procentdel af forbrugerens samlede betalingsvilje, mens signalværdiens andel stiger. Det indebærer, at når et produkt er blevet relativt billigt, når dets funktion er blevet standardiseret, så ændres sammensætningen af brugsværdi og signalværdi, således at signalværdien øges. Når et produkt banaliseres (bliver billigt at producere), efterspørges de ”irrationelle” træk i produktet - de træk, der giver identitet, signalerer holdninger, livsstil og magt. Med stigende velstand banaliseres stadigt flere produkter, og et stigende antal produkter vil således indeholde mere signalværdi.

Dette skaber naturligt nok en helt ny erhvervsstruktur. De store lønforskelle i verden betyder, at der sker en global arbejdsdeling. Egentlig produktion vil fremover kun kunne foregå i Danmark, hvis produktionen er automatiseret og lønandelen i det færdige produkt er lav, under f.eks. 10 %, eller hvis produktet er geografisk afhængigt og dårligt kan flyttes. Det er derfor yderst vigtigt, at vi ikke uddanner de kommende generationer med henblik på industrisamfundet organisering af produktionen, eller for den sags skyld udelukkende med henblik på informationssamfundets krav.

Fremtidens erhvervsvirksomheder
Virksomhedernes hovedfunktion bliver ikke længere produktion. Produktionen bliver en biting ved virksomhederne, men naturligvis en vigtig biting. Virksomhedens centrum bliver fremover i lang højere grad end i dag forskning & udvikling og design & marketing. Det bliver af absolut afgørende betydning, om en virksomhed inden for forskning & udvikling og design & marketing er foran eller på omdrejningshøjde med konkurrenterne. Er virksomheden udviklingsmæssigt i stand til at frembringe produkter, der indeholder nye oplevelser og produkthistorier, og som appellerer til forbrugerne? Er virksomhederne i stand til at iscenesætte og udvikle produkterne og omgivelserne om produkterne i en sådan grad, at produkternes design, iscenesættelse og signalafgivelse tiltrækker forbrugerne til varerne og serviceydelserne i tilstrækkeligt omfang?

Naturligvis er logistik, ledelse, økonomistyring etc. stadig vigtigt, og selve fremstillingen skal også være kvalitetsmæssigt i top - men disse områder er der efterhånden taget godt hånd i erhvervsvirksomhederne, bl.a. gennem kvalitetskontrol og ISO 9000 certificering. Mange forhold, som for 10-20 år siden var af stor betydning for den enkelte virksomhed er i dag under kontrol og spiller derfor ikke længere den store rolle konkurrencemæssigt. Det er ikke på disse områder, virksomhederne fremover kan få den store ekstrapris for deres produkter.

Det er ikke alle erhvervsvirksomheder, der sælger færdige produkter til forbrug. En stor del lever af at fremstille til og virke servicerende for andre virksomheder via under¬leverancer, forretningsservice, investeringsgoder mv. Der gælder naturligvis ikke de samme høje krav til produkthistorien og oplevelse i købssituationen, som på forbrugsvareområdet, men det er på dette område endnu mere selvfølgeligt, at kvalitet og leverancelogistik er i orden og ikke svigter på et eneste punkt. Derfor står disse virksomheder over for den samme grundudfordring som forbrugsvareindustrien. Det er på design, forskning, udvikling og produkt-/service-iscenesættelse de skal konkurrere og differentiere sig i forhold til andre virksomheder.

Fødevarer gennemgår netop i disse år denne udvikling væk fra standardvarer over til varer, der i langt højere grad indeholder oplevelser og fortællinger for forbrugerne. Det første trin i denne udvikling har været de økologiske varer, men allerede i dag kan vi se tendensen over mod nye elementer som kvalitet, smag, synsindtryk, oprindelse og andre områder, som ikke nødvendigvis er en del af økologien. Dermed bevæger fødevarerne sig over i en ny iscenesættelse, der er endnu mere immateriel end økologien. Det stiller endnu større krav til fødevareproducenter, distributionskanalerne og supermarkederne – krav, der også overføres til de mennesker, der arbejder med området.

Det forandrede arbejdsmarked
Informationssamfundet og det kommende Femte Samfund medfører også et forandret arbejdsmarked. Vi vil fremover i stigende grad skifte jobs og beskæftigelsesområde. Vi har i de senere år set, at jobskifte inden for det samme område bliver mere hyppige. Dertil kommer, at der også er flere og flere, der skifter i forhold til deres oprindelige uddannelse. Selv for dem, der bliver i det samme job, er der hele tiden brug for at lære noget nyt, da verden forandres i et hurtigere tempo. Man skal derfor i fremtiden – og faktisk allerede i dag – kunne lære hele livet. Den gamle tankegang med oplæring og et efterfølgende langt arbejdsliv med anvendelse af de samme kvalifikationer holder ikke længere.

Selv om vi er midt i informationssamfundet, har vi endnu ikke lært at leve med det i tilstrækkeligt omfang. Vi er blevet bedre til at finde information og til at opbygge viden, men i informationssamfundet og det efterfølgende samfund er det meget farligt kun at opbygge viden, for det betyder, at man ofte vil besidde gammel, forældet viden. Nutidens højtuddannede tilegner sig ofte viden, der allerede er forældet, når den har fundet indpas i de lærebøger, der anvendes på studierne. Konsekvensen er, at nyuddannede eksperter ofte besidder viden, der i bedste fald er forældet og mangler opdatering og i værste fald er direkte forkert. Det er derfor nødvendigt at behandle informationer og viden konstant med henblik på at sortere, omforme og destillere ens viden, samt at smide gammel forældet viden bort. Det er faktisk ikke nogen let proces at aflære gammel viden. Dertil kommer samarbejdet med andre, hvor viden skal deles, fordeles og samarbejdes til en syntese.

Arbejdet med viden og med det immaterielle indhold i produkter og serviceydelser vil omforme arbejdsmarkedet kraftigt. Der vil fremover være meget lidt brug for mennesker, der kan udføre traditionelt manuelt arbejde i et produktionsanlæg. Derimod vil vi se flere og flere arbejde på et freelance-præget arbejdsmarked, hvor en medarbejder ikke er direkte tilknyttet en organisation eller en virksomhed, men løser opgaver for en bredere kundekreds. Denne person vil ikke nødvendigvis være en selvstændig erhvervsdrivende, men ofte bare arbejde nogle timer et sted og nogle timer et andet sted. Vi vil stadig have mange beskæftiget i servicesektoren, men også her skifter arbejdet karakter. Servicefagene bliver også præget af ændringen over mod mere og mere immaterielt indhold, og derfor vil servicefolk både skulle kunne bruge informationssamfundet redskaber og skal kunne give klienten/kunden en særlig oplevelse.

Dette arbejdsmarked kommer til at betyde, at det bliver virkeligt svært for de dårligt uddannede at klare sig på arbejdsmarkedet. En reduktion af restgruppen – de unge, der ikke får en uddannelse ud over grundniveauet – bliver endnu vigtigere end i dag, da det vil blive overordentligt svært for disse at skaffe sig et arbejde uden yderligere kvalifikationer end grunduddannelsen.

Morgendagens arbejdsbegreb
Det nye arbejdsbegreb hænger snævert sammen med det nye samfund, som vi allerede er godt inde i. Til forskel fra industrisamfundet er informationssamfundet præget af, at hoveddelen af produktionen ikke foregår på samlebånd, men ved individuelle medarbejderes ofte kreative og inspirationsprægede indsats med frembringelse, udvikling, analysering, formidling, sortering og bortskaffelse af information. Det fører til kraftige ændringer i vores opfattelse af arbejdet.

Det nye arbejdsbegreb er præget af, at man ikke længere, som i industrisamfundet, sælger sin tid. Det er den individuelle, kvalificerede præstation, der sælges. Det er evnen til at løse en specifik opgave eller en serie af opgaver, der honoreres i fremtiden. Det er varetagelse af en specifik arbejdsfunktion, specialviden, engagement, effektivitet og samarbejdsevner, der efterspørges i fremtiden. Det er ikke - som i industrisamfundet - stabil arbejdskraft, der er i centrum. Man ansættes individuelt og får ofte en løn, der svarer til ens specielle kvalifikationer. Hvis man klarer opgaverne godt, kan man få nye, spændende muligheder. Man tænker videre over arbejdsopgaver derhjemme, får nye ideer, følger med, videreuddanner sig. På fremtidens arbejdsplads vil grænserne mellem arbejde, fritid, familie, venner, kolleger blive mere flydende. Det sjove, det kreative, det afvekslende og det aktive bliver både en del af arbejdet og fritiden. På samme måde ser vi også i disse år fritiden udvikle sig hurtigt væk fra den traditionelle familiefar på sofaen i fritiden og dasende i solen eller i baren på Mallorca i ferien over mod aktiv fritid og aktive ferier, hvor kravene til arbejdspladsen om udfordring og spænding overføres til samværet med familien og vennerne.

At man i fremtiden ikke længere sælger sin tid, men derimod sin arbejdsevne, betyder ikke, at tiden har mistet betydning. Tværtimod spiller tid en endnu større rolle. Tiden et knapt gode - der er ikke tid nok, døgnet har for få timer. Kravet til medarbejderne i fremtidens jobs er, at man selv kan styre tiden. Der er ikke længere stempelure, fabriksklokker eller tidtagere som i industrisamfundet. Det forudsættes i fremtidens jobs, at medarbejderne selv har lært at styre tiden. Medarbejderne forventes selv at kunne tilrettelægge arbejdsopgaverne, så de bliver færdige til tiden og ofte også selv at kunne styre tilrettelæggelsen af fridage og ferier. Den ydre skelnen mellem arbejdstid og fritid forsvinder og er arbejdet uvedkommende.

Arbejdet bliver en belønning i sig selv, selv om man naturligvis stadig skal have rigtig løn. Arbejdet bliver naturligvis stadigt til tider hårdt – men det er sjovt slid.

Morgendagens medarbejder
Kravene til fremtiden medarbejder bliver at kunne leve op til denne udvikling i arbejdet. Der er brug for fleksible medarbejdere, der kan ændre sig løbende og tilpasse sig nye opgaver. En beskrivelse af denne type medarbejdere kunne være ordet flexpert, hvor en flexpert er den nye expert, der både er i stand til at lære og aflære (glemme) hele livet. Det er åbensindede personer, der lever fint med usikkerhed og glæder sig over ændringer. Det er personer, der kan optø og genfryse opfattelser og erfaringer efter den situation, de netop står i. Derved kan de løse en type opgaver i en måned, men være i stand til at ændre sig så meget, at de måneden efter kan løse helt andre opgaver.

Kreativitet bliver en mangelvare fremover, når kravet om immaterielle indhold vokser. Derfor må vi gøre alt hvad vi kan for at opøve vore børn i at anvende deres kreativitet, så der bliver mange, der besidder denne egenskab i fremtiden.

De almene færdigheder, som er så omdiskuterede i disse år, skal være i orden hos fremtidens medarbejdere. De er en grundforudsætning for at få arbejde. Uden disse færdigheder bliver det svært på fremtiden arbejdsmarked. De skal faktisk helst være i top.

Samtidig vil fremtidens verdenssprog med den globalisering, vi er inde i, blive engelsk. Engelsk bliver et ”must” fremover. Informationsteknologiens sprog er engelsk, hvilket yderligere vil medvirke til at gøre kundskaber i engelsk virkeligt afgørende. I Danmark har vi traditionelt den opfattelse, at vi er gode til engelsk. Det er vi måske også i egne øjne og sammenlignet med franskmænd og russere, er vi nok bedre. Men hvor mange mennesker på nutiden arbejdsmarked kan skrive et brev på engelsk – og hvor mange kan gøre det¨, så indholdet bliver forstået korrekt af modtageren? Hvor mange kan arbejde på engelsk? I Indien har en meget stor del af befolkningen i det sydlige Indien engelsk som fællessprog. Det var et vigtigt udgangspunkt for skabelse af en softwareindustri i Bangalore i det sydlige Indien.

Endelig skal man fremover kunne administrere sin egen tid og derigennem tilrettelægge arbejdstiden, planlægge opgaveløsningen og sørge for selv at finde på nye opgaver, når de gamle er løst. Organisationer med flade strukturer, som vi ser vokse frem i disse år, stiller meget større krav til medarbejdernes evne til at organisere sig selv, end vi er kender på det gamle arbejdsmarked. Virksomheder fjerner i disse år i stort tal mellemledere, hvilket stiller krav til medarbejderne om at tilrettelægge eget arbejde under et voksende ansvar til den enkelte. Det er store krav at stille, hvis det kommer til at omfatte alle på arbejdsmarkedet.

Morgendagens forældre
Folkeskolen har i mange år efterlyst aktive og engagerede forældre. De kommer, og de kommer i større og større antal i de kommende år. Ser man på de skoler, der ligger i områder med højt og højere uddannede forældre, er tendensen allerede i fuld gang. Mange steder har man på skolerne fået så meget interesse, at man af og til ønsker sig tilbage til den game tid. Den kommer ikke tilbage – det bliver bare værre og værre (bedre og bedre?).

Vi er som danskere blevet mere individualistiske og mere forskellige fra hinanden de seneste 30 år. Denne tendens forsætter fremover og har allerede ført til et drastisk fald i troen på autoriteter. Danskerne vil selv og kan selv. Da uddannelsesniveauet også vil være stigende fremover, og da arbejdsmarkedet ændrer sig over mod mere specialisering, så vore individuelle joberfaringerne bliver meget forskellige, vil individualiseringen fortsætter. Samtidig har folkeskolens medarbejdere mistet uddannelsesmæssig status med det generelle løft i samfundets uddannelsesniveau. I 60ernes Danmark var der ikke mange i de små samfund, der havde højere status uddannelsesmæssig end overlæreren, lægen og præsten. I dag er lærerens og skoleinspektørens uddannelsesmæssige status noget lavere. Der er mange i samfundet med tilsvarende mellemlange uddannelser, og der er også mange med et betydeligt højere uddannelsesniveau. Denne udvikling vil også fortsætte, hvis man ikke begynder at tage højere uddannede ind i folkeskolen.

Forældrene har interesse i næsten alle skolens områder – det angår jo netop deres barn, og børn er kommet i centrum i løbet af de sidste 10 år. Så forældrene vil vise interesse for skolen som institution og for ledelsen af skolen. De vil også se på lærernes kvalifikationer og undervisningsmetoder, og vi vil se langt flere tilfælde af forældre, der forlanger bestemte ændringer i netop deres klasse, herunder ønsker en lærer flyttet til andet arbejde. Forældrene vil også søge at påvirke den metode, der undervises efter. Børnenes udbytte af undervisning vil også blive genstand for forældrenes omsorg. Den samlede sociale situation i skolen vil flere også interessere sig for. Der er allerede blevet krævet en lov mod mobning i skolerne fra bl.a. Red Barnet, og mange forældre interesserer sig indgående for, hvor velfungerende det sociale liv i klasserne er.

Da forældre er meget forskellige og mere individualistiske vil vi ofte se situationer, hvor forældrene ikke er særligt enige om, hvad de ønsker ændret. Det betyder, at folkeskolen i fremtiden bliver en arena for konflikter mellem lærere, skoleledelse, forældre og mellem forældre indbyrdes. Da politikere også har det med at blande sig i skolelivet, kan vi se frem til en relativt konfliktfyldt fremtid. I den forbindelse er det væsentligt, at forældrene har andre reaktionsmuligheder, end at lufte deres utilfredshed verbalt. Naturligvis kan forældre klage, protestere, lade sig vælge til skolebestyrelser og organisere sig i forhold til skolen. Men forældrene har også en helt andet mulighed – nemlig at stemme med fødderne ved at tage deres børn ud af folkeskolen og lade dem gå i en privatskole.

Hvad skal børnene lære?
På baggrund af denne kommende samfundsudvikling kan det lade sig gøre at kortlægge, hvad børnene skal lære i folkeskolen fremover. Disse krav er ikke knyttet til et bestemt alderstrin i skolen, men er krav, der bør dækkes gennem et helt skoleforløb.

Børnene skal for det første lære de basale færdigheder. De skal lære at læse, regne og skrive, og de skal helst lære det på et højt niveau. Der er ikke længere plads til at regne med, at de nok lærer det senere, eller at stavekontrol og regnemaskiner kan gøre jobbet for dem. De basale færdigheder og den basale forståelse skal være i orden. Børnene skal også lære sprog – og her allervigtigst engelsk på et så højt niveau, som det kan opnås både mundtligt og skriftligt. Andre sprog er også væsentlige såsom tysk, fransk og evt. andre europæiske sprog. Nordiske sprog tør man jo knapt nok nævne i dag, da der gøres meget lidt ud af dem i nutidens skole. Men svensk bliver jo vigtigt i Øresundsregionen. Til de basale færdigheder kommer også anden viden som biologi, historie, geografi, samfundsfag mv. og på den naturfaglige side fysik og kemi. Disse områder må ikke nedprioriteres, da der er stort behov for fremover at kunne sætte sin egen situation i relation til andre områder. Det kan være svært at forstå folk i Madrid, i Florida eller i Hanstholm, hvis man ikke har nogen idé om deres levevilkår, den geografiske beliggenhed, klimaet, erhvervsforholdene i disse lande Det gamle argument om, at man altid kan finde den nødvendige viden, når den skal bruges, er ikke holdbart i en tid, hvor det er den hurtige orienteringsevne, der er den vigtigste indgang til at løse mange problemer.

For det andet skal eleverne i folkeskolen lære at administrere deres egen tid. Det vil være kravet på fremtidens arbejdsmarked, så denne evne må tilegnes tidligt. Det betyder, at folkeskolen må gøre elevernes arbejde mere selvstændigt. Frem for at få besked på at lave bestemte lektier til næste time, kan man efterhånden som eleverne modnes arbejde med at aftale tillæring af bestemt viden under eget ansvar. Det vil måske være svært for de svagere elever, men det er omvendt også dem, der ikke vil kunne klare sig på fremtidens arbejdsmarked uden disse færdigheder. Tilrettelæggelse af længere læringsforløb, som eleven selv tager ansvaret for, kan også opøve evnen til at administrere egen tid. Samarbejde med andre på aftalte deadlines er naturligvis også et vigtigt element. Der kan gøres meget mere på dette område, efterhånden som skolen vænner sig til at arbejde med tanken.
Eleverne skal også lære at søge viden, sortere den og kaste viden bort. Det er en yderligere selvstændiggørelse af eleverne, hvor der skal arbejdes med at gøre eleverne sikre på egen dømmekraft, og hvor der må arbejdes med at søge viden bredt og dernæst uddrage destillater af denne viden og gøre den anvendelig for bestemte formål. Det er ikke nødvendigvis særligt let, men det må forsøges – og ikke bare i de større klasser.

Arbejdet med viden må også angå elevernes egen viden. I de små klasser er eleverne ofte gode til at glemme. Men efterhånden som skolen sætter sit præg på eleverne, bliver de bedre og bedre til at huske. De lærer nemlig at huske bestemt viden, hvilket faktisk på nogle områder netop er meningen. Behandling af sproget, matematiske principper og meget mere må gerne huskes. Men der er også et behov for at lære eleverne at glemme. I fremtiden vil megen viden blive forældet, da vi skaber ny viden i et stadigt hurtigere tempo. Den gamle viden må aflæres – altså glemmes. Det betyder, at eleverne må opøve færdighed i at sortere egen viden og parkere noget af den på glemslens holdeplads. I dag skal eleverne huske så meget som muligt – i fremtiden må vi lære dem at huske den blivende viden og glemme den flygtige viden. Det er naturligvis er stor pædagogisk udfordring, men øvelse gør som bekendt mester, og elevernes arbejde med at dele viden i blivende og flygtig vil i sig selv være en meget nyttig proces.

Eleverne skal også lære at indgå i udskiftelige sociale relationer og arbejde sammen. I dag lærer eleverne næsten kun at arbejde sammen med andre elever på deres egen alder og også ofte eget kundskabsniveau. Man laver projektarbejde i de enkelte klasser. Men på arbejdsmarkedet er der næsten ingen, der kun arbejder sammen med mennesker på deres eget uddannelsesniveau og egen alder. Vi har mange skiftende relationer og kulturelle sammenstød på arbejdsmarkedet, men opdrager eleverne i skolesystemet til at arbejde i en monokultur. Det må også laves om, så eleverne bliver vænnet til at arbejde sammen med både yngre og ændre elever. Hvis man f.eks. lader 3. klasses elever ”undervise” 1. klasses elever i læsning, opnår man både de skiftende relationer og 1. klasserne har en opmærksom lærer hver i form af de ældre skoleelever. 3. klasserne bliver samtidigt bedre rent sprogligt. Man skal forstå et område for at kunne lære det fra sig – forståelsen kommer også gennem processen. Det kan lade sig gøre på alle niveauer i folkeskolen og ville have stor effekt på forståelsen af andre og også på indlæringen.

Endelig skal eleverne igennem skolen gerne udvikle deres kreativitet. Det kan være svært at komme med gode anbefalinger på, hvordan det skal gøres, men det er vigtigt at forstå, at elevernes kreative evner ligger på mange forskellige områder. Det kan derfor være nødvendigt at udvide forståelsen af kreative fag en hel del og lade dele af det kreative flyde med ind i de andre dele af skolens læring. Men vi må for alt i verden ikke glemme kreativiteten. I dag er vi i global sammenhæng relativt velkørende på det kreative område, men det må ikke blive en sovepude, som det er blevet det på mange andre områder. Fordi vi i dag har mange kreative mennesker, må vi ikke tage det for en selvfølge fremover.

Skolens struktur
Et møde med nutidens folkeskole er for mange forældre til eleverne en tryg oplevelse. Man befinder sig i kendte rammer – der er nemlig i store træk ikke lavet noget om siden vi selv gik i skole! Vi har stadig en skole, der passer perfekt til industrisamfundet. Der er skemalagte dage med lektioner af 45 minutters varighed. Der er fast mødetid hver dag, og der er en skoleklokke til at fortælle eleverne, hvornår der er pause. Skulle man være tilstede ved påbegyndelsen af et frikvarter, kan man se et syn, som resten af samfundet i dag må undvære: Hundredvis af elever strømmer ud af dørene til skolegården på én gang. Dengang i industrisamfundet, da fabriksfløjterne stadig lød, opførte voksne på store dele af arbejdsmarkedet sig på samme måde, når arbejdsdagen var slut. Det er, som i det gamle hierarkiske samfund, også stadig læreren, der bestemmer langt den største del af skoledagens indhold.

Der er simpelthen sket alt for lidt med skolens struktur. Det er en efterhånden håbløst forældet tankegang at behandle eleverne som en flok, der skal styres, og læring som noget, der kan foregå i afmålte 45 minutters perioder. I stedet for at lave endnu en serie af forsøg, hvor de første vel fandt sted for 25-30 år siden, må der gøres noget nu. Problemerne har allerede indfundet sig. Hvor skolen for år tilbage havde de største disciplin-problemer med de store klasser, er problemerne i dag flyttet ned til indskolingen. Det forklares til tider med, at børnene ikke er skolemodne og at forældrene ikke gør børnene klar til skolegang. Den reelle forklaring er måske en helt anden. Børnene har nemlig i dag allerede lært at leve i institutioner, hvor de selv styrer deres dage. Børnehaver og vuggestuer lærer i en tidlig alder børnene at begå sig i et moderne samfund. Der er mange tilbud og nogle få faste holdepunkter og børnene kan bruge de voksne som hjælp og som ressource, hvis de vil noget specielt. Når de så kommer i skole, er det en helt anden verden, hvor man skal lære flokmentalitet i en fart. Det var langt bedre om de gode takter fra børnehaverne blev fortsat i skolen. Hvorfor kan skolen f.eks. ikke vente med at lukke til eleverne går hjem – når de er færdige med deres læring? Hvad er egentligt det gode ved standardmoduler af 24 børn, en lærer og 45 minutter – bortset fra, at det passer godt ind i et edb-program til skemalægning.

For at afhjælpe tingenes sørgelige tilstand må vi gå i gang med at lade de ældste klasser admini¬strere deres hverdag i skolen mere selv. De har brug for at lære selv at skabe en struktur, før de skal videre i livet. Samtidig må det være slut med strukturforsøgene – de næste tiltag må være permanente!

Lærerrollen
Fremtidens lærere må lære at arbejde på en anden måde end nutidens. Frem for at være en traditionel autoritet, der gennem denne rolle får eleverne til at arbejde med de relevante emner, må læreren udvikle sig hen mod at blive knudepunkt for elevernes læring. Det betyder, at læreren langt oftere skal være en facilitator for elevernes egen læring og hjælpe eleverne til selv at opnå ny viden og nye færdigheder. Det er jo ikke lige, hvad mange af de nutidige lærere har lært i deres tid på seminariet. Det er derfor heller ikke overraskende at en undersøgelse for nylig viste, at det især er de yngre lærere, der ønsker at arbejde sammen med andre lærere, mens de ældre lærere, som vi jo har en overrepræsentation af i folkeskolen, ikke i nær det samme omfang ønsker samarbejde med andre. De ældre lærere vil være en stor del af folkeskolen også i årene fremover, og der er bestemt ikke tid til at vente på deres eventuelle pensionering, før nye metoder vinder indpas.

Lærerne må derfor også lære at glemme. De må aflære den gamle indstilling og blive overbevist om, at der skal være mere plads til de yngre lærere. Samtidig må de selv tage ved lære af de nye metoder og glemme en stor del af det, de selv har praktiseret i mange år. Det betyder også, at vi må gøre op med den fuldstændige metodefrihed i folkeskolen. Der må i årene fremover kunne stilles krav til den enkelte lærer om, at bestemte nye metoder anvendes, og at ny viden bliver til gavn for eleverne. Når f.eks. en undersøgelse tilsyneladende viser, hvilke læsemetoder, der er bedst for børnenes indlæring, kan resten af samfundet ikke acceptere, at nogle lærere stadig anvender en andre og dårligere metoder. Så langt kan metodefriheden ikke række. Det kræver naturligvis også en styrkelse af lederrollen på skolerne.

Alternativet er, at forældrene begynder at stemme med fødderne, når de ikke direkte kan påvirke metoderne i indlæringen. Vi vil se en stadig stigning i antallet af forældre, der vælger en anden skole end folkeskolen, og det vil især være de bedre uddannede og bedre stillede forældre, der vælger denne løsning for deres børn – som vi allerede har set det ske især i Københavns Kommune.

Den nye folkeskolelov om differentiering af undervisning skal ikke blot udmøntes som forskel i de lektier, der tildeles den enkelte elev. Der skal langt mere til. Problemet er, at det er de svage elever, der ikke vil få nok ud af skolen til at kunne klare sig fremover. Derfor må undervisningsdifferentiering også betyde, at der lægges en plan for, hvordan den enkelte elev kan komme op på et niveau, der kvalificere til resten af uddannelsessystemet og til livet efter skolen. Samtidig må det sikres, at de gode og virkeligt gode elever også får mulighed for at få det optimale ud af skolen. Vi må med andre ord væk fra ideen om, at alle skal kunne det samme, og at ingen må skille sig for meget ud fra mængden. En opløsning af det traditionelle klassebegreb kunne være en udmærket indgangsvinkel til dette under forudsætning af, at en basal tryghed for eleverne bevares i skolen. En mere løs klassestruktur sammen med en anderledes skoledag ville kunne give langt bedre muligheder for alle. Det er blot ikke nemt – hverken for skolen, lærerne og udvalgte elever. Men der er ikke nogen, der har sagt, at det skal være let at berede vore børn på fremtidens samfund.

Folkeskolen og informationsteknologien
Der har gennem de senere år været råbt ”vagt i gevær” på IT-området i folkeskolesammenhæng. Eleverne har alt for få Pc’er i undervisningen og de vil blive tabt i informationssamfundet. Det vil ikke ske. Nutidens og fremtiden elever har og vil få et ganske godt kendskab til informationsteknologien. De lærer det derhjemme, hvor langt de fleste danske familier med skolebørn i dag har en eller flere computere i hjemmet. Der er heller ingen grund til at undervise eleverne grundigt i nutidens Windows-programmer mv. De kender dem i forvejen og Windows vil være en museumsgenstand, når nutidens skoleelever kommer ud på arbejdsmarkedet. Det er allerede sket for styresystemet DOS og for andre ældre programmeringssprog. Fremtidens computere kan styres via tale og andre langt mere brugervenlige kontaktformer. Eleverne skal blot gennem skolegangen lære, at informationsteknologien kan anvendes til at løse forskellige typer af problemer, samt hvordan man søger viden. De ved allerede, hvordan man kommunikere med andre over nettet.

Der er til gengæld to andre problemer, der bør løses. Det første er det sociale problem, hvor en mindre gruppe af elever ikke får adgang til teknologien i hjemmet på grund af pengemangel. Det er jo et klassisk socialt problem, som burde kunne løses meget nemt ved at give udvalgte elever en computer til hjemmebrug. Det andet problem er lærernes kendskab til informationsteknologien. Der er stadig mange lærere, der slet ikke kender potentialet i IT-teknologien. Det er lærerne, der er novicer. Det kan kun løses gennem efteruddannelse, men der kunne man tage ved lære af f.eks. den finansielle sektor, hvor man gennem medfinansiering og ved anvendelse af de gunstige regler for skattefri opstilling af computere i medarbejdernes hjem har nået en visse steder 100 % Pc-dækning hos medarbejderne. De har til gengæld skullet lade sig uddanne og tage Pc-kørekort i deres fritid.

Når lærerne kommer på omdrejningshøjde med eleverne rent IT-teknologisk, kan skolerne gå videre og lave egne skolenetværk. Hvis man i disse netværk sætter sig ind i, hvordan eleverne i øvrigt bruger teknologien i deres fritid, vil kan gennem anvendelse af knudepunkter og chatrooms kunne opnå et virkeligt nydannende instrument til yderligere udvikling af skolen, undervisningen og det sociale liv i og omkring skolen. Det kunne også være stedet, hvor forældrenes indflydelse på skolen blev langt bedre og samarbejde mellem lærere og forældre kunne udvikles. Blot en mulighed for forældrene til at sende e-mails til lærere kunne gavne. Det er et vigtigt uformelt kommunikationsredskab, som gør uformel kontakt mere oplagt, frem for den personlige henvendelse udenfor normal arbejdstid eller en telefonopringning.

Anvendt rigtigt kan teknologien give folkeskolen et væsentligt løft på mange områder. Vi må blot fokusere noget mere på muligheder og noget mindre på problemer, der måske slet ikke eksistere.

Fremtidens skole koster penge
Hvis vi ikke skal leve af olie og svineeksport alene, må vi uddanne vore børn bedre i fremtiden. De skal være dygtige og helst dygtigere end i de andre dele af verden. Fremtidens pensioner betales nemlig af vore børn. Vi kan spare nok så meget op på de forskellige pensionsordninger, men i en overskuelig fremtid er de stadig vore egne børn, der skal udrede pensionsudbetalinger af den produktion, de til den tid laver. Vi lever i den del af verden, hvor det er den enkelte medarbejders viden, kreativitet og samarbejdsevner, der afgør hvor rige vi bliver i fremtiden. Derfor er det vigtigt, at vi investerer i vores børns fremtid. Det vil gøre deres pensionsbyrde lettere at bære og vores otium mere behageligt.

Der kommer langt flere børn i skolealderen i de kommende år. Der vil blive 20-30 % flere per årgang, og det har vi vidst i lang tid – nemlig i mindst de 6 år, som det tager fra børnene fødes til de skal i skole. Dertil kommer, at det har været alment kendt, at fødselstallene var stigende. Så der er ikke nogen undskyldning for ikke allerede at have taget højde for dette i planlægningen.

Selv om udgifterne til folkeskolen ikke faldt tilsvarende dengang i 80erne og først i 90erne, da antallet af skolesøgende faldt kraftigt, bliver det nok alligevel nødvendigt at tilføre mange nye midler til skolerne. I stedet for at tilføre disse midler til den traditionelle struktur og ende i den sædvanlige diskussion om klassekvotienter og lærernes effektive undervisningstid, er det en ualmindelig god lejlighed til at ændre strukturen på skoledagen og klasserne og samtidig ændre på det, børnene lærer i skolerne.

Muligheden for at få en bedre skole, der sigter på fremtidens samfund i stedet for at have en skole, der peger tilbage til industrisamfundet, er til stede. Det kræver blot, at politikerne i stedet for at gribe til pengepungen og budgetterne, lader indholdet og behovet for læring styre skoleudviklingen. Hvis skoleledelserne og lærerne også griber bolden, så er det muligt at realisere fremtidens folkeskole. Hvis det ikke sker, så bliver det de bedrestillede og bedre-uddannede forældre, der bestemmer hvor fremtidens børn skal gå i skole – og så bliver det ikke i den kommunale.

Publiceret her på siden i 2008

Når du besøger www.fremforsk.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om cookies på www.fremforsk.dk her

x