Nu er X-faktor ikke blot et tv program. Nu står det også bag en indsamling af vand til Afghanistan. Tilmed i samme uge, som DR har omdannet deres nyhedsudsendelser til tema-beretninger om Afghanistan og Danmarks deltagelse i krigen. Det er ikke begivenheder i virkeligheden, der styrer nyhedsstrømmen, det er heller ikke faktiske menneskers mod på at hjælpe, der skaber et vandprojekt, det er DRs behov for at skabe en fortælling om verden og især om sig selv. Det hedder story-telling på medie-dansk.
Finanskrisen og de økonomiske problemer er reelle nok, men krisen er blevet langt større i mediernes fortælling om krisen. Forleden fik jeg en opringning fra et tv-program. Kunne jeg ikke lige opgive navnet på den bekendte, jeg havde, der havde mistet en meget stor del af sin pensionsopsparing under krisen? Krisen findes kun, hvis der kommer navngivne personer på. Det er fortællingen om virkeligheden, medierne er optaget af, ikke fakta. Fakta ville handle om, hvor mange, der havde tabt hvor meget. Men det bliver jo så indviklet, når det ikke er firkantet eller personligt.
Virksomheder er blevet brandede under opsvinget før krisen. Det hjælper virksomheder til et større kendskabsniveau på bestemte områder og med en bestemt hensigt. Det danner også billeder af virksomheder, som ofte ellers bliver lidt anonyme. Men med brandingen er også kommet behovet for at stå for noget social eller miljørigtigt. Klimakorrekte virksomheder, der tager sociale ansvar, og står for noget i offentligheden. Hvordan ser det ud, når de må afskedige 500 mand eller lukke deres underleverandør i Vietnam? Fortællingen bliver pludseligt en klods om benet.
Byer fortæller historier om sig selv, og tror at byens vækst skabes gennem storytelling. Der postes offentlige midler i fortællinger som aldrig før. Men det er de daglige vilkår for indbyggerne, og gode middelklasse-arbejdspladser, der skaber vækst. I hvert fald ifølge byforsker Noel Kotkin, der har undersøgt sagen i detaljer. Men iscenesættelse af story-telling er blevet vigtigere end virkeligheden.
Iscenesættelse af klimaudfordringen som en stor menneskelig katastrofe, samt dyrkelsen af klimamoral og fordømmelse af de ukorrekte er blevet en vigtigere del af udfordringen end at finde gode metoder til at reducere CO2 udslippet. Hvis vi brugte ligeså meget energi på at løse problemer som på at fordømme dem, der opføre sig forkert, var problemet snart godt på vej til at blive løst.
Der er gået fortælling i virkeligheden. I begyndelse af 1990er var jeg på et lille kontor i Københavns indre med til at slå de første skitser til det, der senere skulle blive Rolf Jensens berømte bog, The Dream Society, og det var lige præcis denne udvikling, vi var i gang med at skitsere. Rolf pointe om, at når vi har nok, vil vi i stedet fortælle og iscenesætte, blev til virkelighed. Eller rettere blev til det vi fik i stedet for virkeligheden. For pointen er god, når det drejer sig om iscenesættelse af produkter, men når det bliver til samfundets foretrukne måde at begribe verden på, går det galt.
Der er en virkelighed derude. Der sker mange ting i verden, og det skal ikke alt sammen pakkes ind i disney-agtige fortællinger om X-faktor deltagere, der giver vand til Afghanistan, kriser der bliver til personer (helst grædende for åben skærm – det er jo godt tv) eller store klimaudfordringer, der bliver til moral, fordømmelse og social differentiering. Vi står midt i en af de største brudfaser i tiden efter anden verdenskrig, og hvad får vi så serveret? Letfordøjelige fortællinger frem for viden.
Det er svært at formidle levende og underholdende, når det også skal spækkes med informationer og indhold. Men den virkelige virkelighed venter på at blive formidlet. Medierne skal blot være dygtige nok, og det må vi da kunne kræve som det mindste af i hvert fald DR og TV2. Det ville også hjælpe virksomheder og byer til at forstå, at det er hårde fakta, der afgør udviklingen på lang sigt. Ellers må de jo lære det på den hårde måde!
Publiceret her på siden i 2009