Økonomien og tidsånden

Casual Friday og casual everyday, hvor man bar sit fritidstøj i arbejdstiden, forsvandt ud af New Yorks finanskvarterer i løbet af den måned, det tog at erkende slutningen på it-boblen for få år siden. Det var første eksempel. Eksempel to: Det økonomiske tilbageslag i slutningen af 80’ernes Danmark førte til en ny tidsåndsbølge i løbet af nogle måneder. Vi gik fra yuppie-tidens selvdyrkelse til en etik- og moralbølge på kort tid. Så umiddelbart er der en klar sammenhæng mellem økonomien og tidsånden. En optimistisk tidsånd i opgangstider og en mere konservativ, tilbageskuende tidsånd, når der er krise. Karl Marx har på den baggrund ikke levet forgæves: Det er økonomien, der determinere tankerne.

Men så simpelt er det alligevel ikke. Der er en række andre faktorer, der påvirker udviklingen. Eksempelvis blev casual style i stedet til et generelt fænomen, da it-boblen bristede. På lignende måde er de rigtigt dyre gourmetrestauranters rolle i dag overtaget af mere uformelle brasserier. Så dress- og eatingcode er erstattet af kokke, der dyrker det simple og uformelle i maden og restauranten. På lignende vis blev etik- og moralbølgen i Danmark til økologi, nostalgi, det overnaturlige, politisk korrekthed og familien i højsædet i løbet af 90’erne, men ikke til strengere straffe, disciplin i skolen og kulturel kanon. Det kom først efter årtusindskiftet med den nuværende regering og en helt ny tidsånd.

Samfundsøkonomiens rolle

Økonomiens rolle er i denne forbindelse flertydig. Den generelle økonomiske situation påvirker både overgangen fra en tidsånd til en anden og selve den nye tidsånd. Rent metodisk er der tale om såkaldt interaktion. Samfundsøkonomien danner en ramme for, hvordan den nye tidsånd kan udvikle sig. Som eksempel på dette udviklede vi for nogle år siden scenarier for den kommende tidsånd i 90’ernes Danmark. Analysen af tidsånden blev formet ud fra, om den generelle økonomi ville blive præget af kraftig vækst eller krise. I tilfældet krise ville tidsånden udvikle sig i en mørk og moralsk retning, mens der i en økonomisk opgang ville blive langt mere frihed til fortolkning af det moralske budskab herunder en mulighed for moral og etik i forbruget. Den faktiske udvikling blev en kraftig økonomisk vækstperiode, der medførte udvikling i tidsånden i Danmark med et så markant fænomen som den politiske forbruger, der er en forbruger med så meget overskud, at hensynet til prisen sættes under hensynet til grisen – i hvert fald i de dage først på måneden, hvor der er penge på kontoen. Politisk korrekthed blev også skabt af den økonomiske fremgang. Den moralske bølge fik en overskudsretning, hvor det især blev hensynet til udsatte grupper, der dikterede moralen. Så selv om den generelle udvikling pegede på en mørk moralsk periode efter yuppiernes fald fra stjernehimlen – eksempelvis Klaus Riskjærs fald med Accumulator Invest i Danmark – så blev den faktiske udvikling på grund af den meget positive økonomiske udvikling i 90’erne anderledes. Holismen med krav om sammenhæng i livet og hensyn til alt (natur, miljø, truede dyr & planter) og alle særlige grupper og en dyrkelse af nostalgien og de gode gamle dag tog over fra den mørke moralske overgangsperiode.

Økonomien påvirker også direkte tidsåndsudviklingen. Den minimalistiske stil opstod som et behov for at rydde op i livet og demonstrere økonomiske styrke og et godt liv ved at købe mindre i stedet for mere. Et dyrt køkken, der har helt rene linjer. At denne stil minder om 60’ernes design, har den økonomiske parallel, at det økonomiske opsving i 90’ernes Danmark var næsten lige så kraftigt som 60’ernes historiske opsving. Det var altså den materielle fremgang forårsaget af den høje økonomiske vækst, der skabte muligheden for at vise rigdom og overskud gennem at minimalisere forbruget. Et dyrt men simpelt køkken blev en demonstration af overskud, som kun giver mening i en kraftig opgangperiode.

Endelig påvirker tidsånden også økonomien. Nutidens samfundsøkonomi er i meget høj grad styret af forventninger. Renten påvirkes af markedets forventninger, således at den stigning i inflationen, man havde forventet, ikke bliver til noget alligevel. Renten går op, før inflationen rent faktisk stiger, og forhindrer derved, at inflationen stiger, da den højere rente dæmper prisudviklingen. Derefter falder renten igen, da der ikke længere er grundlag for at forvente stigende inflation og dermed stigende rente. Forsætter denne argumentation til næste led – at renten slet ikke behøver at stige, fordi vi forventer, at tiltag til inflation vil blive stoppet, før de får betydning for inflationen – sidder vi tilbage med stort set rene forventninger til, om økonomien går godt eller dårligt. Optimisme versus pessimisme.

Dermed har tidsånden direkte betydning for økonomien i form af de forventninger til fremtiden, der indgår i tidsånden. En tidsånd præget af mangel på tro på fremtiden bremser i sig selv økonomien via den manglende optimisme. Det bliver selvforstærkende, når økonomien så igen påvirker tidsånden. Det er sandsynligvis grunden til, at man i dag må kickstarte økonomier med passende mellemrum. Tidligere var det nok at give forbrugerne eller virksomhederne flere penge mellem hænderne eller sænke renten. I dag og især i fremtiden skal der en helt særlig ny begyndelse til at ændre på samspillet mellem økonomi og tidsånd, hvis det er låst fast i tilbagegang og manglende optimisme og tro på fremtiden. Det kunne være denne form for kickstart, der mangler i de store europæiske økonomier for tiden, da den i dag med euroen er nødt til at være koordineret over de store lande på én gang.

Det er sandsynligvis også påvirkningen fra tidsånden via forventningsøkonomien, der får opsving til med mellemrum at antage permanent karakter. Det amerikanske opsving i 90’erne tegnede til at fortsætte evigt – i hvert fald ifølge visse økonomer. Der kom et hurtigt dyk, men økonomien er dog tilbage på opsvingskurs igen. Den engelske og danske økonomi opfører sig på lignende måde, mens store dele af Europa og Japan døjer med mere eller mindre permanente lavvækst-perioder.

Denne analyse viser, at der er brug for en samlet indsats på både økonomi- og tankeområdet for at løfte økonomier ud af lavvækst. Dette resultat kunne få gamle Karl Marx til at rotere i sin grav. Ifølge Marx – eller egentligt rettelig marxisterne - er det basis – økonomien – der determinere tankerne og tidsånden. I denne model er der tale om en gensidig påvirkning. Vi mennesker har i modellen fået muligheder for at påvirke fremtiden tilbage.

Mikroøkonomi

Den overordnede tidsånd påvirkes af økonomien i et komplekst samspil. Det samme gælder forholdet mellem tidsånden og mikroøkonomien. Mikroøkonomien handler om prisdannelse, markedsstrukturer og lignende forhold set på det plan, hvor det er den enkelte aktørs handlinger, der er baggrund for konklusionerne. Det handler om de enkelte mennesker og virksomheders handlinger og danner baggrund for eksempelvis de overordnede konklusioner om forventningsøkonomi og renteudvikling.

Mikroøkonomien spiller en delrolle i tidsåndsudviklingen, da forskellige mikroøkonomiske ændringer har betydning for den nuværende og kommende tidsånd. Menneskers forbrugstendenser har stor betydning. Hvis de fleste mennesker i 60’erne ønsker at efterlade en solid arv til deres børn og børnebørn, har det den direkte betydning for tidsånden, at tanke på fremtiden og hensyn til kommende generationer bliver en del af den generelle fortolkningsramme for debatten i samfundet. Modsat sker der det, at når mange enkeltpersoner i en generation begynder at opfatte seniortilværelse som den periode i livet, hvor alle tilgængelige midler skal brændes af på fornøjelser og forbrug, så får vi den generelle påvirkning af tidsånden, at vi må tage vare på os selv, samt at de ældre generationer ikke hjælper de yngre på vej. Grunden lægges til et generationsopgør i en efterfølgende periode.

Indirekte påvirkninger fra mikroøkonomiske udviklinger sker på samme måde. Muligheden for at bo i hus uden afdrag påvirker opfattelse af opsparing i tidsånden. Men da mikroøkonomi ofte vedrører enkelte, udvalgte dele af det økonomiske handlingsrum, er det blot dele af tidsånden, der påvirkes.

Det mikroøkonomiske påvirkes også af tidsånden. Det er tydelig i dagens Danmark, at holismens krav om sammenhæng i tingene satte en dæmper på de enkelte danskeres låneoptagelse, mens overgangen til den nye tidsånd – atomisme – har gjort det at låne med arme og ben til en fornøjelse, man ikke behøver at have dårlig samvittighed over.

De seneste 45 år

Perioden fra 1960 til i dag kan tidsåndsmæssigt beskrives kort som i skemaet. Vi er gået fra nye tider gennem ungdomsoprøret til ideologi og krise i slutningen af 70’erne for efter afslutningen af den anden oliekrise at komme ind i yuppietiden, der blev efterfulgt af mellemperioden moral & etik frem til 90’ernes holisme, hvor vi gik over i mellemperioden xenofobi for nu at være på vej ind i atomismen.

Sammenligner vi tidsåndsudviklingen med den økonomiske udvikling i samme periode, som den ses af figuren med privatforbrug og bruttonationalindkomst, fremgår det, at perioden kan deles op højkonjunkturer i perioderne 1960-72, 1976-78, 1982-86, 1993 til 1999 samt de seneste begyndende i 2003.

Det hænger faktisk godt sammen med tidsåndsperioderne. 60’ernes optimisme og sen-60’ernes ungdomsoprør passer til det lange økonomiske opsving, og 80’ernes yuppietid og 90’ernes holisme falder også sammen med opsving. Men opsvinget i perioden 76-78 når ikke at få effekt på tidsånden. Det betyder, at vi må regne med, at økonomiske ændringer skal have en vis tid til at slå igennem. Men sammenhængen er alligevel udtalt. Tidligere analyser af sammenhængen mellem kjolelængden og økonomien udført af Broby-Johansen har vist en lignende klar sammenhæng. Korte skørter i opgangstiden og lange under kriser. Tænk bare på de korte skørter i de brølende 1920’ere og 30’ernes tækkelige lange kjoler. Denne sammenhæng er i dag ikke længere så klar, da der i løbet af de seneste 25 år har udviklet sig en slags forventningsmode i stedet for den direkte afspejling i kjolelængden. Skrappe farver og spræl i moden falder i dag sammen med økonomisk nedgang, mens grå, sort og hvid med afdæmpede snit typisk ses i opgangsperioder. Vi har brug for at glæde os til en bedre fremtiden, når økonomien er i bund, mens klasse og stil viser større overskud end alt for sprælsk mode, når alle oplever fremgang. Så når sort igen er hot, er det på tide at købe aktier eller fast ejendom, mens pang-farver og vovede udskæringer på en majdag indikerer obligationer og sikker økonomisk havn.

Ser vi på kriseperioderne 1973-76, 1979-82, 1986-92 i den økonomiske udvikling, er der også her et bemærkelsesværdigt sammenfald imellem tidsånden og kriserne. Ideologi og Krise i 70’erne, moral & etik i 90’erne samt også xenofobi i begyndelse af det nye årtusinde. Der er som nævnt under opsvingene problemer med 76-78, men også perioden efter 2000 kræver lidt ekstra kommentarer. Der har været afmatning i privatforbruget i perioden, men ikke i den generelle økonomiske vækst i samfundet. Derfor kan man ikke kalde det en egentlig krise, men derimod en blandet usikker periode. Det er blandt andet denne usikre udvikling, der har betydet, at skiftet over til den nye tidsånd – atomismen – ikke er slået helt igennem i begyndelsen af 2005.

Fremtiden

Den kommende tidsånd bliver det store opgør med krigsgenerationens tankesæt og værdier. Det er allerede begyndt med Anders Fogh som statsminister, men debatten og ideerne vil komme fra de yngre, der er vokset op med teknologien og den omskiftelige verden. Den nye tidsånd vil være præget af en genvundet tro på fremskridtet og fremtiden. For første gang i lang tid vil vi igen begynde at se udviklingen og ændringerne i samfundet som noget positivt. Denne udvikling har allerede været tydelig blandt de yngre i de seneste 2-3 år. Vi vil kunne se på fremtiden som fuld af muligheder frem for trusler. Med et økonomisk opsving vil denne periode komme til at ligne 60’ernes tidsånd meget.

En stor del af den skyld, vi har påtaget os under 90’ernes ansvarlighed, vil også kunne lægges væk. Det vil ikke længere være ens egen skyld, hvis man er forskellig fra gennemsnittet, men derimod noget, der ofte kan forklares med generne. Typisk møder vi allerede i dag en ungdom, der leger med skyldsbegrebet, blandt andet igennem udtrykket: ”Så kan han/hun lære det”. Samtidig gør man tykt grin med 90’ernes opfattelse af egen skyld gennem helte, der er særdeles skyldige, men alligevel o.k. – blandt andet som set i Drengene fra Angora og Anders Mattesens shows. Dermed vil vi være gået den lange vej fra i 70’erne og 80’erne at give samfundet skylden til i 90’erne at give individet skylden hen mod at gøre os skyldfri – i hvert fald for vore arvelige egenskaber.

Dermed kommer vi også ud af 90’ernes store glæde ved begrænsningerne. Det er i løbet af de første år af det nye årtusinde stille og roligt blevet umoderne at søge hygge og tryghed i begrænsningerne. I stedet vil vi fremover søge mulighederne. Det økologiske råderum er sendt på pension, og i stedet diskuteres, hvordan vi kan fortsætte udviklingen uden at øve skade på natur og miljø. I den nye tid vil det være en udfordring at skabe biler, der ikke har uønskede udslip. Prius med både el- og benzinmotor er for tiden den mest hotte bil i Hollywood, og miljøministeren i Danmark har også en. Tekniske problemer vil igen blive tekniske problemer og ikke en eller anden overordnet moralsk dom over menneskelig aktivitet. Det er allerede begyndt at ske. I den sammenhæng vil tidsånden ikke nødvendigvis være positiv over for en konservativ miljøminister, medmindre denne ændrer signaler efter debatten og ikke påtager sig at holde butiksstrukturen og miljøindsatsen på den samme ideologiske platform som blev anvendt i 90’ernes Danmark under daværende miljøminister Auken. En ny tid kræver også ny politisk forståelse.

Den sociale arv vil komme øverst på dagsordenen som en reaktion på 90’erne, hvor vi i stigende grad gav de dårligt uddannede – herunder indvandrere – skylden for ikke at klare sig godt på arbejdsmarkedet. Der vil blive diskuteret og udviklet nye tiltag for at bryde den sociale arv, og vi vil arbejde for at mobilisere intelligensreserven blandt de dårligst stillede – herunder indvandrer- og flygtningegrupper.

Men denne udvikling skal falde sammen med en positiv økonomisk udvikling. Hvis vi i stedet, hvad dog ikke meget tyder på primo 2005, løber ind i nogle økonomiske øretæver, så vil tidsånden tage en anden retning. Der vil blive tale om et decideret opgør med fortidens tanker, og vi vil gentænke erhvervsliv, skole, opfattelsen af Danmark og troen på fremtiden. Det vil sandsynligvis blive til en mere desperat optimisme krydret med kravet om reformer på næsten alle områder. Denne krisetidsånd vil ikke frede efterlønsmodtagere, udsatte grupper eller offentlige ansatte. Der vil komme en ny ansvarlighed frem i form af ansvar for forandringer. Samtidig vil xenofobien fordufte lynhurtigt. Udenlandske investeringer og højtuddannet arbejdskraft fra udlandet vil blive skattet som aldrig før. Denne fortolkning tager sit udgangspunkt i afvisningen af 90’ernes idesæt og dermed en kraftigere afstandtagen fra holismen, da økonomisk smalhals vil accentuere behovet for ændringer.

Idealismens udvikling?

En tænkelig afløser for den atomistiske tidsånd være en tidsånd med betegnelse idealismen. Den vil udgøre en ændring fra at tage stilling i hver enkelt situation isoleret til at søge en samlet mening med tingene, indholdet i tilværelsen og livet. Man vil søge at skabe idemæssig sammenhæng i livet, handlingerne og det, man i det daglige foretager sig. De unge vil tage afstand fra de ældre generationer ved at beskrive, hvordan de lever på en livsløgn om at det hele ikke behøver at hæge sammen. Det gør det jo, vil kritikken lyde. De unge vil også så atomismens opdelinger som manglende ansvarlighed. Man vil ikke kunne være modstander af flere asylmodtager og samtidig forkæmper for menneskerettigheder som eksempelvis ytringsfrihed. Disse ting hænger jo sammen, vil det lyde, og derfor må man naturligvis også åbne landets døre for dem, der er udsat for politiske forfølgende på grund af anvendelse af eksempelvis ytringsfriheden.

Indholdet i idealismen kan blive formet om østlig eller sydlig filosofi, eller tage sit udgangspunkt i marxisme eller andre ældre ideologi. Maxismen er allerede i midten af det første årti af det nye årtusinde begyndt at få flere tilhængere blandt de unge. Personlig erkendelse via tro og religion kan også blive udgangspunktet. Idealismen vil indeholde en videreudvikling af de meget individualistiske kendetegn ved vores samfund. Med udgangspunkt i den enkeltes selvforståelse som et unikt menneske i et samfund, hvor vi alle er forskellige skal også have en filosofisk kobling og en konkret udformning. Fordybelse og den indre rejse kan blive den kommende konkrete udformning, og forventes under en kommende idealisme at få stor udbredelse og opmærksomhed.

Denne tidsåndsperiode ligger så langt ude i fremtiden, at der er en del usikkerhed om udfaldet endnu. Men den vil også blive påvirket af den økonomiske udvikling både i selve perioden og i den foregående periode. Hvis den økonomiske vækst udebliver under atomismen, vil denne periode slet ikke blive til idealisme, men derimod blive en periode, hvor alle ånder lettede op efter lang tids økonomisk krise, som det skete i løbet af 90’erne. De store konflikter, der er lagt op til i tidsånden, vil blive dæmpet ned, og i stedet vil man udnytte en eventuel fremgang til alles bedste. Søgen efter nye ideer vil få et præg af overskud og plads til alle og alt, mens forbrugsleden vil blive svær at finde efter en længere periode med mangel på købekraft.

Med et kraftigt opsving under atomismen og en økonomiske krise som indgang til denne tidsånds-periode, vil den slå kraftigere igennem. Så vil ungdomsoprøret og de nye ideologier bliver det altdominerende, og vi vil se lige så dybe grøfter gravet imellem befolkningsgrupper, som vi så fra slutningen af 60’erne frem til 70’erne.

Publiceret her på siden i 2008