Risiko og investeringsadfærd

Vi kender alle typen, hvor der er gang i den hele tiden. Bjergbestigninger, aktieinvesteringer, risikoadfærd i sex-livet og aldrig under 180 km/t på motorvejen. Billedet af en yngre mand med masser af fart på, som ikke går af vejen for at tage en chance i livet. En opsparingskonto med fast rente er for ham som et liv uden udfordringer – kedeligt og ubrugeligt.

Vi kender også den forsigtige pige, der altid undersøger tingene til bunds, har læst forbrugerrådet rapporter tynde, inden hun køber en vaskemaskine, testet den kommende ægtefælle på alle mulige måder, før hun gifter sig med ham, og som aldrig kunne finde på at udsætte sig selv for unødig risiko. Hun kører altid efter reglerne, og køber aldrig aktier og spreder sin opsparing over mange forskellige typer af obligationer og endeligt går hun selvfølgelig også i fornuftigt tøj, hvor de enkelte dele matcher mange emner i hendes garderobe.

Men er det nu det rigtige billede? Nej det er det ikke. Den yngre mand med vild fart på livet er måske netop den konservative opsparer, der aldrig vil løbe en risiko med penge, og den forsigtige pige kan godt være day-traderen, der har tabt eller tjent tusindvis af kroner på daglige transaktioner i de senere år. Risikobetonet adfærd er nemlig afhængig af flere forhold hos den enkelte person. Det er ikke blot sådan, at risikovillighed på et område kan overføres til andre områder.

Personlighedens positioner

Som mennesker er vi i udgangspunktet forskellige, men også den konkrete situation, hvori vi befinder os, har betydning. Hvis vi tager udgangspunkt i forskellene imellem personer, viser det sig, at vi har behov for forskellig grad af påvirkning for at befinde os godt. Nogle mennesker har brug for megen orden i deres tilværelse og andre stræber efter så lidt orden og struktur som muligt. Hvis vi i første omgang ser på, hvor megen stimulation – påvirkning fra andre – vi har brug for, så kan det vises i følgende figur:

Med stigende påvirkning - stimuli - af det enkelte menneske stiger interessen og den grad af organisering, man udfører på arbejdet. På et tidspunkt nås toppen på kurven - OSN - det Optimale Stimulations Niveau. Her svinger det virkeligt for personen - alt lykkes og man er på toppen. Hvis der kommer flere påvirkninger går det over i stress, panik og i yderste tilfælde kollaps. Det er når alt lige akkurat lykkes og telefonen så ringer to gange: Først en utilfreds chef og dernæst en vred kunde.

Mens nogle mennesker meget hurtigt når det optimale stimulationsniveau, skal der for andre mennesker rigtigt meget til. Nogle mennesker kan godt lide orden, struktur og forudsigelighed, mens andre elsker det uforudsete, og at der sker noget, der virkeligt får adrenalinen til at suse i blodet. Nogle at de senere års fænomener indenfor fysisk udfoldelse viser, hvad de sidste går efter: Bongee-jump, ironman, bjergbestigning og andre former for ekstremsport.

Vist i en model når nogle mennesker hurtigt deres optimale niveau, mens andre næsten altid søger endnu kraftigere udfordringer og ikke kan få påvirkninger nok. Så når nogle mennesker virkeligt er stressede, er andre i helt samme situation måske først lige begyndt at interessere sig, for det der foregår omkring dem.

A er i denne figur den apollinske type, der har et lavt stimulationsbehov og holder af ro, struktur og så få forandringer som muligt. B er den prometiske type, som i modsætning til A har et højt stimulationsbehov, lavt behov for struktur og elsker forandringer og et højt aktivitetsniveau.

Den apollinske

Omtanke og refleksion hører til den græske gud Apollon. Han er fornuftens gud og viser gennem sin person den menneskelige trang til form, overblik, orden og struktur. Han repræsenterer også den menneskelige bekymring for fremtiden og det ukendte i tilværelsen. Den apollinske type tænker over tingene og ønsker kontrol over tilværelsen – der skal skabes orden i kaos. Det apollinske bryder sig ikke om uorden og overraskelser – benene er solidt plantet i mulden og det kendte. Der er jordforbindelse og stabilitet over det apollinske.

I sin yderposition har det apollinske menneske lav tolerance overfor forandringer, nyheder og situationer, der er flertydige – dvs. hvor man ikke umiddelbart kender udfaldet. Der er med andre ord en ringe risikovillighed – risiko er netop tvivl om udfaldet af f.eks. en bjerg¬bestigning eller udviklingen på børserne. Man vil ikke tage chancer - og i givet fald kun meget små risici, der kan kalkuleres fuldt ud.

Den prometiske

Den græske gud Prometheus (en såkaldt titan – halvgud) repræsenterer en modsætning til Apollon. Han stjæler efter myterne ilden fra gudernes esse for at skabe sin egen hær, der kan gå mod de andre guder! Det prometiske mennesker overvinder på samme måde forhindringer og skaber fremtiden. Det er erobrerens vovemod og naturoverbetvingeren, vi finder her. Det prometiske repræsenterer bevægelse og forandring med et bestemt mål – en bevægelse ind i det ukendte, men styret af vilje.

Den prometiske type har i sin yderposition et højt stimulationsbehov og et meget lavt behov for struktur. Der er en høj tolerance overfor forandringer, nyheder og situationer, der er flertydige – dvs. situationer, hvor udfaldet ikke umiddelbart er gennemskueligt, eller måske simpelthen ikke kendes. Dermed har den prometiske også en høj grad af risikovillighed og kan lide at tage chancer.

Det prometiske er populært i tiden

I samfundet i dag er det den prometiske type den, der berømmes mest. Dem, der tager chancer og søger nye udfordringer, ser vi ofte på med beundring – i hvert fald, hvis det går godt. Der er vist ingen tvivl om, at eksempelvis Kurt Thorsen er mere prometisk end apollinsk, men vi beundrer alligevel kun de prometiske, hvis de ikke overskrider samfundets grænser. De mere stille eksistenser, der søger orden i kaos, fremhæves ikke i nutidens medieverden. De er heller ikke at finde i jobannoncerne, hvor man efterhånden skal have mange års erfaring fra 10-15 forskellige jobs, have drive og gå-på-mod og samtidig være omkring 30 år og naturligvis have gennemført en lang uddannelse. Alligevel har vi brug for de apollinske. Det drive og den kreativitet, der er hos meget prometiske typer, er ikke en fordel alle steder. Tænk på regnskabsafdelingen, revisionsselskabet, laboratoriet på hospitalet, lokoføreren hos DSB og mange andre funktioner i samfundet, som helst ikke skal fungere som et reklamebureau besat med kreative, unge mennesker, der hver dag finder nye løsninger og ikke systematisk gør det, de er sat til at udføre.

Tilbage i 70erne var de apollinske faktisk ofte de mest eftertragtede. Dengang var stabil arbejdskraft eftertragtet. Man måtte ikke være en flakke på arbejdsmarkedet, hvilket man var hvis man skiftede job for tit. En man kan stole på var datidens udtryk for den gode medarbejder på arbejdsmarkedet.

De fleste er i midten

De to positioner i personligheden – det apollinske og det prometiske – blandes hos langt de fleste personer. Vi har lidt af det ene og lidt af det andet. Nogle er måske meget prometiske, når de er på arbejde med fuld gang i projekter, udvikling og nye initiativer, mens de så snart arbejdsdagen er slut søger ind i et meget struktureret og forudsigeligt hjemmeliv med ro og gode vaner. Andre mennesker søger udfordringer og spænding i fritiden og påtager sig gerne et arbejde, hvor der er høj grad af struktur og forudsigelighed. Mange mennesker har gennem årene taget sig i forbavselse over mødet med en kollegas hjem og familie, fordi dette har udtrykt et helst andet aspekt af personligheden end kollegaens optræden på arbejdspladsen.

Ser vi på investorer, vil langt de fleste derfor være nogenlunde midt imellem den apollinske og prometiske position. De vil som individer besidde et forskelligt miks af disse komponenter i deres liv. Det spændende er så, hvordan dette kommer til udtryk, når de optræder i situationen som investorer - hvad deres risikoprofil er i denne rolle.

Situationsbestemt risiko

Psykologerne fortæller os i dag, at en del af vores personlighed – og dermed risiko¬tilbøjelighed – er afhængig af, hvilken situation, vi befinder os i. Gennem livet opbygger vi forskellige erfaringer, der gennem individuel læring fortæller os, hvad der er mest hensigtsmæssigt at foretage os i en bestemt situation. Når man som 3-årig har brændt sig på en brændenælde, lærer man at kende forskel på planterne og undgå de brændende i fremtiden. På samme måde lærte nogle mennesker i Danmark i slutningen af 80erne, at ejendoms¬investeringer ikke var en sikker investeringsform. Hvis man har mistet penge på en tvangsaktion eller en investeringsejendom, vil man ofte undgå samme type investering i fremtiden. Andre fik erfaringer fra 80ernes aktieboom og perioden med junkbonds, mens andre igen har fået formet deres investeringserfaringer af IT-boomet i 90ernes. De mest forsigtige ventede måske helt til efteråret 2000 med at købe IT-aktier, og de har fået deres forsigtighed bekræftet. De har nemlig tabt penge frem til i dag, mens andre har vundet stort i perioden. Så risikovurderingen er situationsbestemt og afhængig af den individuelle sti, vi har fulgt gennem livet.

Én person vil derfor have den opfattelse, at aktier er risikobetonede, mens fast ejendom er en sikker investering. En anden person med samme personlighedsprofil med hensyn til det prometiske og apollinske, vil derimod opfatte fast ejendom som usikker og måske aktier som næsten risikofri. På samme måde ser nogle mennesker obligationer som sikre, men valuta som en farlig investering, mens andre foretrækker jord frem for valuta. Så selvom vi måske som analytikere af investeringsobjekter har en risikorække, hvor obligationer og kontanter er det sikreste hvorefter vi via jord, ejendomme og aktier kommer til valuta og forskellige afledede finansielle instrumenter – optioner, futures, swap-aktier mv. – som de mest risikobetonede, må vi acceptere, at mange mennesker ikke deler denne opfattelse.

Det ville unægteligt være lettere, hvis vi var enige om vurderingen af risici. Så kunne vi blot tilbyde det mest risikobetonede til prometikerne og det sikreste til de apollinske. Men da vi er blandede i positionerne og har forskellige erfaringer, bliver resultatet, at den person enkelte har sin helt egen risikoprofil, som danner baggrund for investeringer og andre dispositioner i livet.

Der er dog nogle forskelle

Selvom vi har vores personlige erfaringer fra livet og påvirkes af den konkrete situation, er der dog visse forskelle imellem os. For eksempel er der hos vælgere, der stemmer på De Radikale og Socialistisk Folkeparti en højere andel, der er meget tolerante overfor situationer, der er flertydige – altså situationer, hvor vi ikke kender udfaldet eller konsekvenserne sikkert fra starten. Det betyder, at radikale vælgere er mere risikovillige end f.eks. Socialdemokratiets eller De Konservatives vælgere. Det betyder ikke nødvendigvis, at disse vælgere tager mange chancer ved aktieinvesteringer, men at de er mere risikovillige i livet som sådan – men måske alligevel. Min gode nordjyske fætter blev som god SF’er i 80erne så sur på skibsanparter og de fradragsmuligheder i skatten, de gav, at han gik sammen med andre parti¬medlemmer og købte anparter op for at vise systemets urimeligheder. De tabte penge med glans!

Men måske mere relevant for investeringer er der også en større risikovillighed blandt funktionærer, studerende og selvstændige i forhold til andre grupper på arbejdsmarkedet. De ufaglærte, landmænd, pensionisterne, efterlønnere og arbejdsløse har den laveste risikotrang.

Aldersmæssigt har mennesker i 30erne den højeste risikovillighed, mens den er lavere for de ældre over 50 og de yngre i 20erne. Mellem mænd og kvinder er der tilsyneladende ikke nogen forskelle, mens visse resultater tyder på lidt mere risikovillighed hos mænd. Men det er værd at bemærke, at kvinder altså på trods af fordomme tager risici på linie med mænd!

Endelig er der nogle klare forskelle i forhold til indkomst. Mennesker med høj indkomst er mere risikovillige end mennesker med lav og middel indkomst. Så de bedrestillede tager altså flere chancer end resten af befolkningen. På investeringsområdet hænger det nok ret snævert sammen med, at de faktisk har råd til at tabe nogle penge, mens vi ikke ved, om den større risikovillighed var til stede i ungdommen og måske er årsagen til den højere indkomst, eller den er blevet skabt igennem livet via erfaringer.

Så billedet af en selvstændig mandlig tandlæge, der stemmer radikalt, i aldersgruppen 30-40, og med en høj indkomst som en af de mere risikobetonede stemmer med forskningen i området. Men det gør en kvindelig offentlig funktionær, der stemmer SF, og er omkring 45 år og har en højere indkomst – typisk en leder – også.

Hos de mindst risikobetonede er en ufaglært kvinde på 60 år, der stemmer socialdemokratisk og har en middel indkomst også et godt bud. Men også her kan vi sætte en helt ung landmand, der stemmer konservativt og har en lav indkomst. Så grupperingerne giver nogen mening, men det er vigtigt at erkende, at svaret er langt mere kompliceret.

Konsekvenser af forskellene

De forsigtige køber og sælger for sent. De tager for få chancer og deres erfaringer med hensyn til at tage risici bekræftes.

De risikobetonede køber og sælger for tidligt, de tager for mange chancer, men tjener også på nogle af dem. Dermed erfarer de, at det kan betale sig at tage en chance, og fortsætter på samme måde. De lærer heller ikke at investere bedre.

Derfor skal man finde sig en rådgiver, der er modsat en selv rent personlighedsmæssigt. Den sprudlende prometiker skal finde sig en apollinsk rådgiver. Dem findes der mange af i den finansielle sektor, hvor man normalt ikke ser med alt for milde øjne på den meget sprudlende type. Modsat kan det godt være et problem for en apollinsk investor at finde en prometiker i den finansielle sektor, og de apollinske har ofte svært ved at acceptere typen, hvis det drejer sig om deres penge. De er for vilde og man tror ikke på dem. Med det er netop denne balance, der vil være gavnlig ved vurdering af investeringer.

Alternativt kan man investerer kontra det, man egentligt selv ville finde fornuftigt og lade være med at lytte til nogen, man er enig med. Det er blot meget svært og går imod al den erfaring vi opbygger gennem livet. Da markedernes styres af menneskelig psykologi, har vi måske her forklaringen på historierne om gevinst ved at investere kontra markedets bevægelser: Meget få gør det og derfor er der gevinstmuligheder. Alternativt kan man acceptere, at lade andre om at investere for sig.

Hvad med fremtiden?

Det er tegn på, at vi er på vej ind i en periode, hvor det prometiske bliver nedtonet en smule igen. I løbet af halvfemserne har man fremhævet, at der var opstået en række nye fænomener, der alle viste hvordan det moderne menneske søgte nye ekstreme udfordringer. Ikke blot fysisk men også underholdningsmæssig og gennem mere ekstrem udsmykning af kroppen og andre risikobetonede aktiviteter.

Mange af de risikobetonede aktiviteter - som forskere omtaler som senmoderne fascinationsformer – både de fysiske aktiviteter og fænomener som bodyart, piercing, fetichisme, og på mediesiden docu-soap, webcam mv. ser ud til at være på vej ud igen efter en række år med fremgang. Mere apollinske fænomener som kaffebarer med 57 kontrollerede smagsoplevelser, nyt tøjdesign med klare linier og enkle materialer, og et samfund præget af stress som sygdom og kronisk træthedssyndrom som den nye folkelidelse er på vej til at præge vores tid. Hvis samfundet mere udtalt begynder at lide af overstimulation, vil vi bevæge os i retningen af et mere kontrolleret og struktureret samfund.

Et dermed mere apollinsk præget samfund vil betyde færre risici og mere fokus på de sikre investeringer og den rolige udvikling. Så senhalvfemsernes investeringsmæssige udskejelser kan blive en parentes i stedet for startskuddet til en mere risikobetonet investeringsstrategi.

Note: Den følgende og det øvrige psykologiske grundlag for artikel bygger på følgende kilde: Henrik Høgh-Olesen, Personlighedens positioner, dansk psykologisk forlag, 2001

Publiceret her på siden i 2008