Staten forsvinder - nationen består

Jesper Bo Jensen, ph.d., fremtidsforsker
Nationalstaten Danmark er stort set uden betydning i 2020, men dens indbyggere vil fortsat være Danskere, og de vil bestemme, hvad der skal ske. Deres vrede vil de ikke længere rette mod Christiansborg, men i stedet mod udskældte forkortelser, hvor bureaukrater trives i vækster som EU, WTO og IMF.
EU vil overtage stadig flere områder fra nationalstaterne, og det accelererer efter udvidelsen med en række nye østeuropæiske lande, som markerer den endelige samling af Europa efter Anden Verdenskrig. Medlemsstaterne forvandles stille og roligt til regionale enheder af EU, og i en række medlemsstater sker der en naturlig opsplitning i mindre regioner. I 2020 kan den enkelte nation godt vælge at stå udenfor EU. Men det koster. Landene mister indflydelse uden at få noget andet i stedet. Moderne samfund bliver så forbundne, at afgørelser ikke længere kan træffes på det gode, gamle nationale plan. Tiden kræver større enheder. Et land i Europa udenfor EU vil i fremtiden blive regnet for et land uden betydning for beslutningerne. Og dermed uden indflydelse. EU vil kun bestå af mindretal, og blandt dem er danskerne. Der er så meget kulturel sammenhæng imellem danskerne, at det ikke har den store betydning, om nationalstaten bevares. Den danske kulturhistorie rækker meget længere tilbage end nationalstatens, og i nutiden er interessen for de danske værdier stadig voksende. I 2020 vil disse værdier og den kulturelle sammenhæng fortsat udgøre en stærk ballast.
Dermed kan danskerne markere sig i et mindretallenes EU, hvor der ikke vil være noget flertal, som kan dominere. Men danskerne er ikke ene om at have det sådan. Herved har EU lettere ved at etablere sig som stat.
Vi behøver slet ikke de funktioner, der i dag er knytter staten og folket sammen. Man behøver således ikke tilslutte sig alle de fælles værdier i kulturen for at være med i fællesskabet EU. Man kan nøjes med et sæt ret enkle værdier.

Staten i dag
En række forskere, som i 2003 udgav rapporter om den danske magtudredning, konkluderede, at demokratiet har det godt, men at staten har mistet indflydelse - magt - i det moderne samfund. Staten har ikke længere fuld råderet over de klassiske statslige privilegier. Lovgivning, domstole, politi, militær, landområde, befolkning og udenrigspolitik er ikke længere kun et anliggende for staten, men også for EU, WTO, andre internationale organisationer og domstole, og bilaterale aftaler mellem stater. Det er sket i en proces, der for alvor tog fart i 1945. I dag er omkring 75 procent af al lovgivning i Danmark allerede bestemt i EU.
De nationale lovgivere har kompenseret tabet af magt ved at tage nye områder under sine vinger - områder, der ligger udenfor de traditionelle statsfunktioner og således trøstespist af kommuners og amters områder.

Det nationale i fremgang
I takt med den internationale udvikling oplever landene i Nordeuropa en nostalgibølge. I Danmark med nyudgivelser af gamle danske sange, film og Tv-serier. Samfundsdebatten er præget af opdelingen i dem og os. Kulturdebatten om kristendommen kontra islam, diskussion om integration og hovedbeklædning. Gentagne afstemninger om vores forhold til EU, hvor de nationale værdier spiller en stor rolle, og udgivelse af historiske værker - også om danskhedens fundering i oldtiden. Alt dette viser, at det nationale er levende og trives i bedste velgående. Der findes et dansk folk som kulturelt har stor sammenhængskraft og definerer sig selv i forhold til andre. Hvordan kan staten Danmark så sygne hen, når nationaliteten trives? Det skyldes en adskillelse af stat og folk. Vi vil blive vidner til en opløsning af sammenhængen ét folk - én stat, fordi vi er en del af en større sammenslutning af mange mindretal, og det er her, de vigtige overordnede beslutninger træffes.
Det er derfor en historisk meget vigtig tid, vi lever i. Og der er faktisk tale om et deja vu.

En stat flere folk
Den dansk/norske forfatter Ludvig Holberg, der levede 1684-1754, er god for følgende citat: >>... med fruerne fransk, tysk til sin hund, kun dansk med sin tjener han talte.<< Holberg levede i tiden lige inden opbygningen af de europæiske nationalstater, og citatet viser, at tysk og fransk kultur havde stor indflydelse i den dansk-norske helstats hovedstad København. Dengang var stater og nationer adskilt. Staten Danmark-Norge talte i 1700-tallet en række forskellige folk - danskere, nordmænd, slesvig-holstenere, færinger, islændinge, grønlændere, samere og indere, vestindere og afrikanere. Den historiske binding mellem folk og stat rækker end ikke 200 år tilbage i tiden. Afviklingen af nationalstaten og den fortsatte livskraft i det danske folk er derfor helt i overensstemmelse med mange hundrede års statshistorie før 1800-tallet. Vi skal ikke være bange for vores nationale egenart - den er ikke bundet til staten. Hvis den var det ville eksempelvis islændinge, nordmænd, polakker, jøder og kurdere ikke være folkelige identiteter i dag. Faktisk kan man verden over se, at det ofte er tværtimod. Store mindretal har dyrket et kulturelt eller religiøst fællesskab indenfor samfund, domineret af andre grupper.

En mere enkel loyalitet
I USA skal man som ny amerikansk statsborger sværge troskab mod forfatningen - ikke mod folket. Er man som indfødt eller indvandret amerikaner tro mod forfatningen og dermed staten, forventes ikke yderligere. På vore breddegrader er det nærmest omvendt. Lidt utroskab overfor staten regnes for et sundhedstegn, men ve den, der vrager svinekød og ikke kan sige rødgrød. Vedkommende er ikke en rigtig dansker.
En EU stat bestående af mindretal vil kræve den samme troskab som i USA. Er man loyal overfor statens grundlag, vil man kunne være EU-borger. Vi vil komme ud af det morads, hvor vi blander statsloyalitet sammen med kulturel loyalitet - og dermed en lang række af de konflikter, der i dag præger nationalstaterne.

Demokratiet i fremtiden
Det demokratiske underskud i EU i dag er naturligvis et problem i denne udvikling. Men demokratiet i nationalstaterne tog også nogle år om at udvikle sig. Så det er ikke overraskende, at EU ikke er en meget demokratisk institution fra begyndelsen. Men de statslige demokratier er vel heller ikke særligt velfungerende i dag. Demokratiet er på mange måder ufuldendt. Det giver ikke den enkelte stor indflydelse. Det ville derfor være en gevinst at udvikle demokratiet til en model, der passede bedre til nutidens åbne samfund. Men en befolkning, der udelukkende består af mindretal, er det en udfordring, der bedre kan løftes i EU end i de gamle nationalstater. Vi skal i gang med at udvikle mindretalsdemokratiet på europæisk plan. Det er den helt store udfordring i udviklingen af staten EU frem til 2020.

Publiceret her på siden i 2008

Når du besøger www.fremforsk.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om cookies på www.fremforsk.dk her

x