Vi har alle en række forestillinger om den moderne familie. Ifølge disse, som er kortlagt i mange interviewundersøgelser, bruger vi for meget tid på at arbejde og glemmer familie, børn og hyggeligt samvær om middagsbordet. Samtidig er opholdet i hjemmet præget af gør-det-selv arbejde, madlavning, vask, oprydning mv. Livet i den moderne familie er blevet beskrevet som hverdagens centrifuge, eller som gentaget monotont arbejde. Hjemmet er ikke rammen om afslapning og hygge, men til slid og besvær. Dette syn på familien skaber nogle myter:
Vi køber nye køkkener, men bruger mindre tid på at lave mad
Vi arbejder mere og er mindre sammen med vores børn
Maden spises hurtigt, uregelmæssigt og ikke sammen med resten af familien
Danske mænd er handymænd, der i stigende grad tilbringer deres fritid med at bore, hamre, save og bygge til/om/hen/over/forny/forbedre
De højtuddannede er mindst sammen med deres børn
Disse områder er kortlagt i tidsforbrugsundersøgelsen (Jens Bonke, Tid og velfærd, SFI 2003, 02:26) Hovedresultaterne er, at vi arbejder mere – en halv time mere per dag, har mindre fritid – næsten to timer mindre per dag og bruger mere tid på husholdningsarbejdet (indkøb, husligt arbejde, gør-det-selv og omsorg) – en halv time per dag.
Det passer jo fint ind i den generelle opfattelse af de travle familier, der næsten ikke har tid til deres børn og haster væk fra måltiderne. Men de spændende resultater ligger i detaljerne, når man begynder at dele f.eks. husholdningen op i underdelene. Vores tid går nemlig med at spise, lave mad, købe ind, gøre rent og være sammen med vores børn.
Der er på denne baggrund behov for at aflive nogle myter om moderne familier:
Vi bruger mere tid på at lave mad – de nye køkkener bliver brugt
Vi er mere sammen med vores børn
Maden spises langsommere - og sammen med resten af familien
Danske mænd bruger ikke mere tid på gør-det-selv
Akademikerkvinder er mest sammen med deres børn
Til gengæld er det til at forstå, at danskerne har brug for at være alene, når hele tiden går med arbejde, deltager i aktiviteter og/eller er sammen med deres børn. Den mest markante stigning ligger i den tid, vi tilbringer på toilettet. Danske mænd har fordoblet tiden på toilettet de seneste 15 år til 48 minutter pr. dag, mens kvinder er oppe på 55 minutter. Moderne forældre flygter ud på toilettet for at være i fred. I et hus med køkken-alrum er det ofte det eneste sted, hvor man kan være i fred
Men tendensen vender nu. Vi vil i de kommende år se en genkomst af mig-selv-tid. Fri tid, der ikke er båndlagt med krav og aktiviteter. I haven bliver hægekøjen moderne og inden i husene toiletterne med indretning med tidskriftshylder, fladskærms tv, vandtæt radio i bruseren og en rigtig stol.
Publiceret her på siden i 2008