Tidsånden – slangen i paradis

Jesper Bo Jensen, ph.d., fremtidsforsker
La Costa poloen i midten af 80erne, øko-bomuld fra begyndelse af 90erne, Det Etiske Råd i 2001 – alle trivedes de godt i en bestemt tidsperiode for derefter at gå en pludselig undergang i møde. Hvad slog dem ud? De blev slået ud af tidsånden, der som en slange i paradis lokkede samfundets tankebaner i en anden retning end den hidtil fremherskende. Tidsånden drejede væk fra overforbrug og yuppie-typer under krisen omkring 1990 – det slog poloen ud. Opsvinget i løbet af 90erne ændrede tidsånden, så moden ikke længere var til naturbevarelsen som signaler i tøj. Tidsånden tog også livet af Det Etisk Råd, da angsten for det fremmede – xenofobien – greb danskerne i perioden 2000-2002.

Det var naturligvis ikke tidsånden, der handlede. Det kan den ikke, da den blot er en beskrivelse af, hvordan vi tænker og føler. Det var derimod mennesker. I de to første eksempler forbrugerne, der ændrede præferencer, og i det sidste nogle politiske beslutninger, der blev mulige efter et valg, der flyttede vægten afgørende i Folketinget. Skiftet i tidsånden muliggjorde alle ændringerne.

Vi bliver med tiden bedre til at forstå, hvad et nyt fænomen som f.eks. politiske korrekthed er, og hvilke indflydelse dette har på vores hverdag. Men lige som vi har fanget ”den”, begynder der gud-hjælpe-mig at dukke modtendenser op. I forhold til den politiske korrekthed ved Det brune punktum med deres absolut politisk ukorrekt tekster til musikken. Fænomenet er udbredt. Når nye produkter er blevet udviklet til perfektion med etisk hensyntagen til alt fra Sydamerikas fiskeliv til det etiske indhold i produktlanceringen, så vender vinden pludselig, og man står med året flop. Tidsånden er slangen paradiset. Den overtaler forbrugerne, politikerne og andre beslutningstagere til at gå en helt anden vej, end den vi forventer.

Hvad er den – denne tidsånd?
Tidsånden er den overordnede ramme, samfundsdebatten og fortolkningen af vores liv udfolder sig indenfor. Den giver baggrunden for at forstå, hvorfor forskellige fænomener opstår og den retning, de tager. Når man i 90erne gik så fantastisk op i familien, skyldes det også kravet i tidsånden om at arbejde og familieliv skulle hænge sammen. Karriere på arbejdet måtte følges af familiekarriere på hjemmefronten. Det var samtidigt et opgør med egodyrkelsen fra yuppietiden i 80erne, hvor et par kunne erklære, at de så sandelig havde valgt ikke at få børn, da de da umuligt kunne finde tid og rum til den slags i deres liv.

Tidsånden er den ramme, indenfor hvilken diskurs eller debatten i samfundet foregår i en bestemt tidsperiode. Den enkelte tidsperiode er afgrænset af denne ramme. Samtidig sker overgangen til en ny tidsånd gradvist, så rammen er lidt flydende i kanten. Derfor vil begyndelses- og sluttidspunkt være lidt usikkert – men man kan godt fastlægge begge dele med en vis margin. Yuppie-tiden i 80erne begyndte omkring 1981 til 1983 – først i USA næsten sammenfaldende med indsættelsen af præsident Ronald Rea¬gan. Bølgen kom næsten samtidig til England, mens den først bredte sig til resten af Europa i 1983. På tilsvarende måde begyndte den holistiske periode i Danmark omkring 1992. Man kunne se lignende tendenser i USA på samme tid, mens tendensen først for alvor har bredt sig til resten af Europa fra midten af 90erne – ja der er oven i købet noget der tyder på, at den måske først for fat med etikken og familien noget senere.

Imellem disse to større perioder har der været en overgangsperiode. Ovenpå den økonomiske eskapisme i 1980erne kom der en nedtur i store dele af verden i 1989 – i Danmark allerede i 1987. Det medførte nogle år med en stemning af moralske tømmermænd, lidt hård gammeldags forretningsmoral og en vis puritanisme. Back to basics var tidens løsen i forretningslivet. Det var en forholdsvis lang overgangsperiode, mens vi ved andre ændringer i tidsånden har set relativ korte overgang. Faktisk er der noget der tyder på, at der fremover også vil være denne type lange overgangsperioder. Vi er for tiden lige midt i en sådan, der kan navngives som Xenofobi – angst for det fremmede.

I modsætningen findes det nye
De egentlige tidsåndsperioder er af en varighed på 7-10 år. En sådan tidsperiode er nok til, at vi kan nå at fordybe os i de nye tendenser og ideer, samt til at de spredes ud over samfundet. Spredningen forgår ud fra de større byer med koncentration af unge og tendensorienterede mennesker til efterhånden også at dække de områder, der ligger længst væk fra den trendsættende del af sam¬fundet. Når tendenserne har bredt sig til en tilstrækkelig stor del af befolkningen i et samfund, begynder de første at tage afstand fra de grundlæggende ideer, der er i tidsånden. Dermed er de i gang med at skabe den næste tidsånd. På denne måde indeholder enhver tid sin egen modsætning.

Modsætningen findes i begyndelsen af en tidsåndsperiode hovedsageligt i de tanker, der prægede den foregående periode. Efterhånden som de nye ideer og tanker breder sig til flere, bliver modstanden også mindre. Herefter begynder en vis træthed og mangel på nyhedens værdi at præge nogle få mennesker, som derfor formulerer modsætningen til den herskende tidsånd, hvorefter de nye ideer breder sig i det små. Når tilstrækkeligt mange har bearbejdet de nye holdninger og den nye opfattelse af tiden, er der foregået et skift i tidsånden. Da trendsætningen ikke længere er forbeholdt en lille eksklusiv del af befolkningen, men i stedet forgår i mange grupperinger, får vi de lange overgangsperioder, da det tager tid for alle disse trendsættere at opfange de nye ideer. I mellemperioderne træder vi så at sige vande og gennemtygger den foregående periode på en ny måde.


Metoden – hvordan gør man?
Tidsåndsanalyser kan naturligvis lettest foretages bagud, hvor man beskriver, hvad der er sket i perioderne bag os. Men det virkeligt interessante bliver, når man kan foretage analyserne fremad og derved beskrive den tid vi er midt i set i et udviklingsperspektiv, og beskrive fremtidens tidsånd. Hvordan vi vil tænke og fortolke vores verden om 2 til 8 år? Svaret kræver en stringent metode, hvis det skal lykkes. Det er naturligvis halsløs gerning at forudsige præcist, hvad vi vil tænke om nogle år, da der kommer uforudsete begivenheder på tværs der ændrer vores opfattelse af verden – f.eks. terrorangrebet den 11. september 2001.

Tidsåndsudviklingen skabes i de modsætninger, der opstår, når en bestemt fortolkning af vores samfund og de daglige begivenheder bliver fremherskende. Udviklingen fra Holismen til den nye tidsånd, som jeg kalder Atomismen, er illustreret i figuren:


Holismens fortolkning af vore liv skaber modsætninger i de grupper, der ikke kan spejle deres liv i denne opfattelse. Eksempelvis skabte den store fokusering på familie en reaktion i form af singleklubber og øget fokus på livet uden familie og børn. Dette fokus er ikke – som nogen fejlagtigt tror – skabt af en stigning i antallet af singler. Singlerne er nemlig blevet færre siden begyndelse af 90erne – og i sær i de store byer. Så det var en reaktion på familieindholdet i tidsånden.

Reaktionerne påvirker også selve tidsånden, der derfor forskydes over mod et overgangsfænomen – i dette tilfælde Xenofobi. Den store nostalgiske og nationale bølge i 90erne udviklede sig under det debatmæssige pres for to år siden til en egentlig angst for det fremmede. Teknologiangsten fra 90ernes var også medvirkende til denne udvikling. Når det efterhånden ikke længere var gangbart at være bange for IT-udvikling, og selv genteknologien så ud til at kunne indeholde positive effekter, blev angsten for teknologien i stedet kanaliseret over i angst for det fremmede generelt. Det kom til udtryk gennem afstemningen om Euroen og debatten om indvandrede og flygtninge.

Den sidste debat er foreløbigt toppet i folketingsvalget november 2001. Ud fra tidsåndsanalysen kan man konkludere, at hvis daværende statsminister Nyrup ville have et valg, der ikke drejede sig om indvandrere og flygtninge, skulle han have taget valget i slutningen af 1999 – hvilket var umuligt. Socialdemokratiet snublede i tidsånden, da slangen i paradiset lokkede vælgere i armene på Dansk Folkeparti.

De nye positioner, der formuleres i opposition til den herskende tidsånd og også i forhold til overgangsfænomener som Xenofobi, påvirker også den nye tidsånd. Denne nye tankemåde vinder for alvor frem, når der er formuleret så mange nye ideer og argumenter for en anden opfattelse af samfundet, at man ikke længere kan forsvare den gamle position. Den indretningsmæssige fiksering på klassiske arkitekter og møbler fra 60erne for tiden kan i denne sammenhæng ses som en mental forberedelse til at genopdage 60ernes optimisme og fremskridtstro. Nogle mennesker gennemgår på denne måde en mental renselsesproces, der bereder vejen for den nye tidsånd.

Hvis man kommer til at tænke på dialektik ud fra figuren er det også meningen. Den nye tidsånd skabes i modsætningen og samspillet med den gamle. Dialektikken som analysemetode er udvikling af den tyske filosof Hegel. Karl Marx tog metoden til sig, men hævdede, at Hegel havde vendt tingene på hovedet. Ovenfor er argumentationen igen vendt, så vores tankemæssige udvikling og fortolkning af livet er i centrum.

Atomismen - og det der kommer efter
Den kommende tidsånd bliver det store opgør med krigsgenerations tankesæt og værdier. Det er allerede begyndt med den nye statsminister, men debatten og idéerne vil komme fra de yngre, der er vokset op med teknologien og den omskiftelige verden. Den nye tidsånd vil være præget af en genvundet tro på fremskridtet og fremtiden. For første gang i lang tid vil vi igen begynde at se udviklingen og ændringerne i samfundet som noget positivt. Vi vil kunne se på fremtiden som fuld af muligheder frem for trusler

En stor del af den skyld, vi har påtaget os under 90ernes ansvarlighed, vil også kunne lægges væk. Mor behøver ikke længere have dårlig samvittighed, når lille Valdemar hentes i børnehaven – det er normalt for et barn på 4 år at være træt kl. 16:30. Det ville heller ikke længere være ens egen skyld, hvis man er forskellig fra gennemsnittet, men derimod noget, der ofte kan forklares med generne. Dermed vil vi være gået den lange vej fra i 70erne og 80erne at give samfundet skylden til i 90erne at give individet skylden over mod at gøre os skyldfri – i hvert fald for vore arvelige egenskaber. Det er også den mest logiske afslutning på xenofobien overfor anderledes udseende – nemlig efterhånden at indse, at forskellene blot er et genetisk udtryk, der ikke nødvendigvis betyder, at det indre er forskelligt.

Dermed kommer vi også ud af 90ernes store glæde ved begrænsningerne. Det vil i løbet af de første år af det nye årtusinde stille og roligt blive umoderne at søge hygge og tryghed i begrænsningerne. I stedet vil man søge mulighederne. Det økologiske råderum er sendt på pension, og i stedet vil vi diskutere, hvordan vi kan fortsætte udviklingen uden at øve skade på natur og miljø. I dag tages det stadig for givet i mange politiske sammenhænge, at det vil være en fordel, hvis danskerne søgte at begrænse deres kørsel i biler. I den nye tid vil det derimod det være en udfordring at skabe biler, der ikke har uønskede udslip. Tekniske problemer vil igen blive tekniske problemer og ikke en eller anden overordnet moralsk dom over menneskelig aktivitet. Det er allerede begyndt at ske.

Mens vi i 90ernes krævede, at alt skulle hænge sammen, vil vi i den nye tid forlange, at tingene skal kunne skilles ad igen. De efterhånden mange mennesker, der har prøvet at arbejde hjemme med et sygt barn på skødet, er ikke længere så ivrige efter, at fritid og arbejde skal flyde sammen – men de har stadig brug for fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Arbejdet til sin tid og familien til sin – men når det passer den ansatte bedst. Det skift kan allerede ses værdimæssigt hos de unge i 20erne, der mener, der skal lægges mindre vægt på arbejdet fremover (Danskernes værdier, Gundelach red., 2002)

Idealismen?
Hvad kan der komme efter en periode med atomisme, hvor vi på en meget konkret måde deler livet og i forskelle situationer og forholder os til dem – en af gangen. For de børn og unge, der vokser op under en tid, hvor man ikke bliver afkrævet en sammenhæng i livet, men kan tage stilling fra situation til situation både personlig og moralsk, vil en reaktion, hvor man vil søge en samlet mening i tilværelsen ikke være unaturlig. Derfor vil en tænkelig afløser for den kommende atomistiske tidsånd være en tidsånd med betegnelse idealismen. Den ville indeholde en overgang fra at kunne tage stilling i hver enkelt situation til at den enkelte søgte en samlet mening i livet. En idémæssig sammenhæng i det, man foretog sig. De unge vil kunne udstille den lidt ældre generation som levende på en livsløgn om alting opdeling.

Indholdet i idealismen kunne være en filosofi importeret fra østen eller syden, den kunne være en slags ny-maxisme eller anden ældre ideologi, eller det kunne være en personlig erkendelse via tro og religion. Idealismen vil også være en tankemæssig udvikling af det meget individualistiske samfund, hvor den enkeltes oplevelse af samfundet som et unikt menneske også skal have en tankemæssig overbygning. Fordybelse og den indre rejse kan blive meget moderne.


Publiceret her på siden i 2008

Når du besøger www.fremforsk.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om cookies på www.fremforsk.dk her

x