Trump 2: "Making America Great Again" - men USA er allerede produktionsland nummer 1

Gennem mange år har vi fortalt hinanden, at al produktion ville flytte til Østen og det ville være slut med industriel produktion i Vesten. Men efterhånden er man begyndt at flytte produktion tilbage til vores dele af verden. Så nu taler vi om Industri 4.0 og tab af rigtig mange arbejdspladser på alle områder. Men vi har ikke mistet al produktion

USA har i en lang årrække været verdens største industri-nation med omkring 20 til 25% af al produktion i hele verden målt i værdi i faste priser. Kina har i samme periode gennemgået en udvikling fra en tilbagestående økonomi til at blive en kæmpemæssig fabrik for hele verden. Vi har ofte talt om, at Kina ville blive en større producent af industrivarer end amerikanerne. Det er faktisk også sket, når vi ser på de seneste tal fra 2014. Der er blot det lille men, at de kinesiske væksttal i de senere år efter afmatningen i 2008/2009 er blevet vedtaget af embedsværket og regeringen - oftest i begyndelsen af året. Det svarer lidt til, at den danske regering beslutter, hvad den økonomiske vækst vil blive i Danmark. Så der er ikke særlig god grund til at fæste lid til de senere års kinesiske tal.

Meget tyder på, at USA stadig ligger nummer 1. Så Trump får ikke svært ved at gøre den amerikanske produktion stor igen - den er det allerede. Bemærkelsesværdigt er Japan, som de ældre af os kan huske som den store industrielle fare fra 1980erne. Japan ville overtage hele produktionen i Verden, og vi andre måtte leve af det, der blev tilbage. Japanske biler indtog Europa og USA, japanske TV, computere, Kameraer, musikanlæg med videre dominerede. Siden er det gået kraftigt ned af bakke for den japanske andel af verdensproduktionen og i dag udgår den japanske andel kun 10% - en god andel, men langt fra dominerende på verdensplan.

Så vi kan stadig producere i Vesten. Men vil vi da ikke miste rigtig meget til automatiseringen og robotiseringen? Katastrofen lurer om hjørnet! Alle jobs forsvinder!Det hele er set før. Går vi tilbage til anden bølge af industrialiseringen i form af dampmaskinerne, elmotorer og helt nye produktionsmuligheder i slutningen af 1800-tallet, måtte mange mennesker søge nye muligheder i de store byer frem for på landet. Der skete afgørende ændringer på stort set alle områder. En person, der var født og vokset op på landet i tællelysets og petroleumslampens skær med vand fra brønden og 'toilet' sammen med dyrene i stalden samt heste til arbejdsbrug, kunne nogle år senere finde sig selv i sporvognen på vej til arbejde i byen med elektrisk lys, rindende vand og automatiske produktionsprocesser på fabrikkerne. Tilmed kunne han som ældre tage telefonen og ringe til sine børn, mens de diskuterede seneste udsendelse i radioen, hvor biler og flyvemaskiner indgik i en reportage fra det moderne samfund.

Ser vi på det danske arbejdsmarked i dag, skifter omkring 30% job i løbet af et år. Så vi er allerede meget fleksible på arbejdsmarkedet. Ser vi på nutidens jobs, er halvdelen af dem skabt de seneste 10 år, mens halvdelen af jobbene fra 2006 i dag er forsvundet. Det samme skete for 20 år siden frem til 2006 og i perioden inden. Jobs forsvinder hele tiden. Det er pågået i mange år. Så industri 4.0, automatisering og robotisering er ikke en særlig trussel, som vi ikke har set før. Det er på mange måder en fortsættelse af det, vi har set siden industrialiseringen begyndte med spindemaskinerne i slutningen af 1700-tallet.

Skal vi så slet ikke frygte de mange lister med jobs der forsvinder og professioner, der er truet? Jo, selvfølgelig kan det være et problem ved sit valg af uddannelse at satse på jobs, der er under afvikling, Men der vil hele tiden komme nye jobs, og indtil videre ser de menneskelige evner ud til at række meget vidt for at skabe nye behov, som vi simpelthen gerne vil arbejde for at få opfyldt. Så indenfor de nærmeste 30-40 år ser vi ikke ud til at løbe tør for nye muligheder

Men sagde Keynes ikke.....? jo han gjorde. Her kommer et af citaterne fra John Maynard Keynes, Economic Possibilities for our Grandchildren (1930)* :

"We shall once more value ends above means and prefer the good to the useful. We shall honour those who can teach us how to pluck the hour and the day virtuously and well, the delightful people who are capable of taking direct enjoyment in things, the lilies of the field who toil not, neither do they spin.

But beware! The time for all this is not yet. For at least another hundred years we must pretend to ourselves and to every one that fair is foul and foul is fair; for foul is useful and fair is not. Avarice and usury and precaution must be our gods for a little longer still."

Det burde jo så være om ca. 14 år (2030), at vi har tid til at betragte markens lilje. Keynes' essay er skrevet under den store depression i 1930, hvor man ikke troede, at jobs ville komme tilbage igen. Men nok så vigtigt er vurderingen baseret på, at vores behov vil være opfyldt om 100 år. Det er nok der, Keynes har taget mest fejl. Vores behov er endnu ikke opfyldt - langtfra. De 2-3 milliarder mennesker i de tidligere udviklingslande, der er kommet ind i bunden af verdens middelklasser ønsker sig mere fremgang. Det gør 3 milliarder fattige mennesker også og ud af dem har den allerfattigste milliard mennesker måske knapt overskud til at ønske sig det. Der er næsten 6 milliarder mennesker på jorden, der ønsker sig fremgang, og har rigtig god grund til det set ud fra vores levevilkår i for eksempel Danmark, og det kommer vi alle til at leve af og skabe jobs til i de kommende 50-100 år - og måske endnu mere med de omstillinger, vi er i gang med for at kunne håndtere denne udvikling ressourcemæssigt.

Og jo, engang vil vi have tid til det, vi ikke har tid til i dag. Men hvem siger, det er arbejdet, der forsvinder? Hvis det gør, skal meningen med tilværelsen redefineres. Det vil ikke være første gang, der sker, men det ligger stadig et langt stykke ude i fremtiden.

Indtil da er der ingen grund til at lytte til den vildfarelse, at der kun er så og så maget arbejde, og vi derfor er nødt til at fordele det imellem os. Det stammer fra et stationært syn på samfundet. Arbejdet udvikler sig hele tiden og får nye former. Endelig skal vi også huske, at Keynes i en anden sammenhæng sagde, at al produktion i sidste instans sigter på menneskeligt forbrug. Med andre ord gør vi det for vores egen skyld - eller rettere for det store fællesskab. Så har vi selv nok, er der milliarder, der sukker efter at få det som os.

Publiceret her på siden i 2017