Sundhedsreformen: Ny model for sundhedsvæsenet løser den alle udfordringer i fremtiden?

Regeringsudspillet  om patienten først – nærhed, sammenhæng, kvalitet og patientrettigheder har rigtig mange gode visioner om det nære sundhedsvæsen, bedre sammenhæng, kvalitet og patientrettigheder. De fleste danskere og politikere på tværs af partifarver vil ofte have de samme visioner for fremtidens sundhedsvæsen.

Som altid ligger djævlen i detaljen og den ændrer ikke umiddelbart på en række udfordringer, som skal håndteres fremadrettet i den komplicerede organisation, som sundhedsvæsenet er. Da jeg for godt 13 år siden for alvor begyndte at arbejde professionelt i sundhedsvæsenet slog det mig, at organisationen var langt mere kompliceret og udfordrende end mange ved, når de ser på den udefra ofte som et system.

De mange aktører – ikke et væsen!

Som de fleste organisationer er sundhedsvæsenet udviklet over tid med tilføjelser, justeringer og nye aktører tilpasset nye og andre behov i samtiden. Det er oftest det nemmest at oprette nye systemer, institutioner og tilføjelser fremfor at tilpasse og justere organisationen, så den fungerer optimalt. Sidstnævnte udløser ikke så meget prestige og politisk synlighed.

Vi taler om et sundhedsvæsen, men virkeligheden er det et uvæsen med utrolig mange aktører, opgaver og overgange, hvor såvel patienter som ansatte kan have ret svært ved at holde tungen lige i munden, når de skal orientere sig og agere i systemet. Virkeligheden er, at hver aktør gør sit bedste indenfor et forholdsvis veldefineret område i såkaldte søjler, medens patienter går på tværs af disse søjler og ofte oplever manglende koordination, informationer og viden om patientens sygdom og forløb.

Der er indført diverse ordninger for særlige patientgrupper, som skal gøre det nemmere og mere nært, som regeringens udspil også gerne vil gøre det i fremtidens nye model med 5 sundhedsforvaltninger og 21 sundhedsfællesskaber tættere på borgere i det nære sundhedsvæsen til forskel for det specialiserede, som vi finder på hospitalerne.

Fragmenteringen forværres af det faktum, at der ikke har været politiske vilje til at tvinge alle aktører til at have samme patientsystemer og herunder samme billeddiagnostik, så man nemt kan få adgang til relevante sundhedsdata på patienter i alle relevante sammenhænge på tværs af aktører, myndigheder og geografi.

Ingen har lavet en vurdering af de astronomiske omkostninger, det har haft i kroner og øre og for patienter og ansatte i systemet. Det regnestykke har slet ingen lyst til at udarbejde. De regionale patientsystemer er blot 4 eller 5 ud af 1400 systemer (IDA’s vurdering), som findes i sundhedsvæsenet. Der er sket fremskridt, men det har der er stadig lang vej til, at vores sundhedsdata er på rette tid og sted, når vi melder os et sted i sundhedsvæsenet.

Vi får ikke et nært sundhedsvæsen, før dette er på plads. Det vil man nu satse på ved en ny national myndighed ”Sundhedsvæsen Danmark” og det er en regulær skandale, at ingen hverken i regionerne og staten har taget ansvar for en sådan fælles løsning for lang tid siden. Det kan kun gå for langsomt med at få løse denne opgave – vi er trods alt kun 5,7 mio. danskere.

Samtidigt anskueliggør det akilleshælen i den nye reform nemlig, at ny organisationsmodel på et område ikke nødvendigvis ændrer på det oprindelige systems dårligdomme. Sundhedsvæsenets aktører hhv. region, kommune og private aktører har udført deres opgaver og optimeret efter de økonomiske beregningsmodeller, som udløser fleste midler f.eks. antal operationer, patientforløb mv. Det har øget produktivitet og adgang til og behandlingen på en række områder – men har også i mange tilfælde været til skade for patientens effektive behandling pga. manglende overblik og viden om patientens sygdom og forløb og forværring, fordi patienten er faldet ud i en overgang mellem to eller flere aktører.

Som en god bekendt, hvis kræftsygdom er brudt igen og uhelbredelig, fordi sygehuset troede, at den praktiserende læge sørgede for, at han kom afsted til kontrol. Det gjorde den praktiserende læge ikke. En anden terminal bekendt, hvis billeder aldrig nåede frem, når han skulle behandles i en anden region. Den slags eksempler er der rigtig mange af i sundhedsvæsenet.

Samarbejde og den økonomiske styringsmodel!

Det afgørende for den fremtidige sundhedsreforms succes er to ting. For det første et tæt fysisk og digitalt samarbejde mellem aktørerne. Dernæst en ny styring og dermed økonomiske belønningsmodel i sundhedsvæsenet, som udløser langt flere midler ved effektive behandlinger og samarbejder om effektiv behandling af patienter end blot løsning af egne opgaver.

Det er nødvendigt at gøre op med den kassetænkningsmodel, som hver aktør har haft i mange år. Det er derfor vi hører kommunale og regionale politikere forsvare forskellige kvalitet i behandling og genoptræning med, at det har de ikke fået penge til at løse opgaven med. Det samme gælder de praktiserende læger, som også har stort fokus på, hvad der ydes betaling for og det modsatte.

Det giver økonomisk mening for den enkelte aktør i systemet, men er til stor skade for helheden og patienterne.

Det er rigtigt godt, at man vil optimere sundhedsvæsenet, men en ny model gør det ikke alene, hvis de håndtag, som skal sikre samarbejdet og kvaliteten arbejder i andre retninger. Offentlige myndigheder og institutioner er i dag drevet i høj grad af ekstrem grad af budgetlogik dvs. hvad udløser penge og hvad udløser ikke flere midler. Det er konsekvensen af den central fastsatte detailstyring fra statens side, som har udviklet sig for alvor siden år 2000 på en lang række områder ikke kun i sundhedsvæsenet.

Der er brug for megen omtanke, samarbejde, vilje til at gennemføre og de rigtige økonomiske motivationsmodeller for, at sundhedsreformen ikke kun bliver en meget dyr omorganisering uden den efterfølgende effekt og forbedring for patienter og de mange dedikerede og dygtige mennesker, som arbejder i sundhedsvæsenet og som gør alt, hvad for at skabe de bedste rammer, behandling og omsorg og pleje for de danske patienter.