Verden i 20’erne - Trump går af

Rivaliseringen mellem USA og Kina vil også dominere 20’erne også selv om Trump forsvinder enten i 2021 og senest 2025. Kina vil forsøge at få den politiske indflydelse som landets økonomiske position tilsiger.

De to supermagter bliver ikke enige blandt andet, fordi de rivaliserer geopolitisk så-vel i Asien som andre steder og dertil kommer, at de ideologisk er så langt væk som muligt fra hinanden. I Kina er det Xi Jinping på livstid og statsmagten, som regulerer, bløder op og bestemmer, hvordan samfund og økonomi skal fungere. I USA er det et fundamentalt princip, at borgeren skal beskyttes mod statsmagten og borgerne er med til at sætte kursen ved valg til præsident, senat og repræsentanternes hus.

Men den økonomiske gensidige afhængighed tvinger de to supermagter sammen i et turbulent fornuftsægteskab. Det vil fortsætte også med en ny præsident, som måske ikke er så flamboyant som den nuværende, men som stadig primært vil være optaget af at fremme amerikanske interesser.

Når de to supermagter har så travlt med hinanden, så vil andre gribe chancen til at positionere sig. F.eks. er Indien allerede på vej som supermagt med en imponerende vækst og fremgang og vil måske vise en tredje vej til vækst og demokrati. Vi kommer også til at se nye asiatiske alliancer i region mod det dominerende Kina.

Markederne mod øst vokser konstant på grund af den voksende globale middelklasse, hvoraf langt hovedparten findes i Sydøstasien, og middelklassens størrelse og betydning øges i løbet af 20’erne. Så vi vender mere og mere ansigtet mød øst.

Det bliver hårde tider med oprør og modstand mod de autoritære regimer i verden – de autoritære kommer ”bad standing”. Vi kommer til at se enden på Erdogan, det ulmer allerede blandt ungdommen i Iran og det vil tage til. Måske følger flere efter. Hvad med Sydafrika? Rusland er en anden kandidat.

Syrien lider også i 20’erne som vi har set Irak og især Afghanistan lide i 10’erne, da landet vil være præget af interne fordrevne, et land i ruiner og et land i politiske og geografisk splittelse og det kommer til at kræve langt mere end 10 år at få genopbygget landet og løst de mange problemer.

Nordafrika får vind i sejlene, som vi har set i Marokko, da de politiske systemer blødgør sig for at sikre økonomisk fremgang, og man kan håbe på, at det spreder sig til de omkringliggende lande. Egypten er endnu ikke på dette spor.

Afrika er den nye slagmark i den multiple supermagtsrivalisering med opkøb af res-sourcer og politiske alliancer. De forskellige udviklinger og ikke mindst muligheder for fremtidens generationer vil fortsat betyde, at mange unge afrikanere vil forsøge bedre fremtid frem for no future. Så immigration mod Europa vil fortsætte, så det afgørende spørgsmål er, hvordan de europæiske lande vil tackle denne udfordring på en realistisk og samtidig humanistisk måde.

Europa og Danmark vil gang på gang blive ramt, udfordret af rivaliseringen mellem de to supermagter USA og Kina, så balancegangen bliver at holde fast i de gamle alliancer som Nato og på samme tid have blikket og virksomheders fokus rettet mod øst og mange andre steder i verden.

I 20’erne skal Europa bevise, om Europa kan optræde som en reel samlet politisk og økonomisk magt og handle som sådan. Derfor bliver den entydige nationalromantiske dagsorden for alvor udfordret i 2020’erne, da den slet ikke er i stand til at løse de udfordringer, vi står overfor i det nye årti.

Ikke mindst, kommer klimabølgen til at vokse ind på alle områder i verden, samfund og virksomheder, men mere herom på et senere tidspunkt.

Godt nytår!