Aarhus er præget af en positiv vækst i befolkningen, som primært kommer fra de 20 til 24-årige, som flytter til byen. Derimod har kommunen en negativ flyttebalance, når man ser på aldersgruppen mellem 25 og 44 år.
Med andre ord kommer der mange unge til byen, men mange af dem forlader byen på et senere tidspunkt til fordel for primært de østjyske omegnskommuner samt hovedstaden for de yngstes vedkommende.
Vi har spurgt et repræsentativt udvalg af aarhusianerne fra 20 år og opefter om deres ønsker til boligform, boligtype, pris, og omgivelser.
Langt de fleste aarhusianere vil helst blive i kommunen og mere end halvdelen helst i det kvarter som de bor i, i dag.
37% ønsker sig en lejebolig og en mindre gruppe på ca. 5% ønsker sig en andelsbolig.
Om man er flyttet til byen indenfor de sidste 3 år eller man har boet længere i byen har ikke den store betydning for den boligform, man ønsker i næste bolig.
Derimod er der aldersforskelle. De yngste fra 20 til 29 år ønsker sig både eje- og lejeboliger som næste bolig. Gruppen mellem 30 og 49 år ønsker sig primært en ejerbolig for 2/3 dels vedkommende.
I gruppen 50+ ønsker flere sig en lejebolig som næste bolig, dog mest udtalt hos tilflytterne og ca. 1/3 ønsker sig en ejerbolig som næste bolig. Andelsboligen er mest populær i denne gruppe, da 6-8% foretrækker denne ejerform næste gang.
Når der er børn i hustanden, foretrækker man ejerbolig frem for lejebolig og modsat, når der ikke er børn i husstanden.
Læs vores analyse for Aarhus Kommune (pdf)
Publiceret her på siden i 2015