Optimisme og fremgang under krisen

Marianne Levinsen, forskningschef og Jesper Bo Jensen, fremtidsforsker
Danmark er i den dybeste krisen siden 1930erne, men om nogle år vil vi se tilbage på den som en forholdsvis let overgang. Hvorfor? Fordi dybden af krisen er medieskabt, fordi vi trænger til en krise og fordi de unge, der jo skaber fremtiden, vil reagere anderledes på krisen end resten af befolkningen.

Det er let at være optimist, når det går godt. Det er straks sværere, når alle siger, det går skidt. Men der er faktisk god grund til optimisme selv under den krise, der har været en kendsgerning siden det tidlige efterår 2008. Det er blot svært at trænge igennem med budskabet.

Det er et faktum, at væksten er forsvundet fra dansk økonomi, og at mange virksomheder har kraftig ordrenedgang og foretager afskedigelser. Bruttonationalproduktet faldt i 3. kvartal 2008 og den samlede økonomi har været næsten uden vækst i 1½ år. Arbejdsløsheden er stigende.

Men det er ikke nogen afgrundsdyb krise. Danmark har stadig Europas laveste arbejdsløshed. Der er stadig mangel på arbejdskraft mange steder. Tvangsauktioner på det kriseramte boligmarked var kun på 265 i november måned 2008 – et stort fald i forhold til oktober. Da der virkeligt var krise på boligmarkedet fra 1987 til 92, var der 6000 tvangsauktioner på en måned og 300.000 arbejdsløse. Det var en virkelig krise.

1970ernes krise var dyb og langvarig med strukturelle problemer i dansk økonomi - høj inflation, stort underskud på betalingsbalancen og et kæmpestort offentligt underskud. 1930ernes krise foregik slet ikke i det samme samfund – velfærdsstaten eksisterede ikke, internationalt var frihandelsaftaler skrøbelige og få, og det internationale samfund var ude af stand til at samarbejde.

Men krisen i USA er dyb, andre lande har også store problemer, og det kommer selvfølgelig til at påvirke os. Men da dansk økonomi er i topform på alle de klassiske punkter som inflation, arbejdsløshed, betalingsbalance og offentligt budgetoverskud, kommer vi langt lettere gennem krisen end store dele af verden. Om nogle år vil vi derfor se tilbage på krisen med et overbærende smil – nå, ja det gik da let over hos os.

Krisens mediemæssige anatomi
Det er bare ikke en god historie i en medieverden, hvor der er flere medier til at fortælle de samme nyheder. Der skal katastrofer til. Store dimensioner og live billeder fortrækkes. Derfor beskriver medierne krisen som verdens undergang. Jo mere dystert eksperter ser på udviklingen, jo mere spalteplads og sendetid får de. Der er gået inflation i krisen – jo mere, jo bedre.

Den modsatte historie om den milde krise er ikke interessant. Historierne skal formidles og skæres til, så alle kan forstå dem. Den kvalificerede analyse har det især svært i de elektroniske medier. Kan man ikke finde en ekspert, der passer til historiens dramaturgi, kan man altid sætte to journalister til at interviewe hinanden om krisen og konsekvenserne. De ved, hvordan historien skal skæres.

Derfor er dybden af krisen medieskabt. Det er simpelthen en alt for god nyhed til at lade den miste betydning. Det betyder også, at krisen kan blive selvforstærkende. Hvis vi handler som om alt går skidt, bliver situationen værre. Når detailhandlen går i stå, bliver der højere arbejdsløshed, Danskerne får faktisk flere penge mellem hænderne til næste år på grund af skattelettelser, men hvis pengene bliver i borgernes lommer, bliver omsætningen lavere. Derfor er det positive budskab vigtigt. Krisen er relativt mild i Danmark og går over i løbet af et til to år uden at efterlade alt for store ar.

Vi har brug for en krise
Opsvinget og det demonstrative forbrug har stået på så længe, at et skifte er godt for folkesjælen. Derfor er krisen også velkommen blandt mange. Under en krise ændrer tidsånden sig nemlig.

Kriser sætter gang i eskapismen. Flugt er svaret på krisens grå hverdag. Vi vil tænke på noget andet. Verdens problemer kommer alt for tæt på, så vi søger en lille pause eller en anden verden. Den lille pause er den lille luksus. Et stykke chokolade frem for en ny frakke. Mødet med venner på intime steder erstatter gourmet-middagene.

Tidsånden kan også ses i farverne. Moden er på vej væk fra sort, hvidt og gråt. I opgangstider er farverne afdæmpede, under kriser er det modsat. Det er vor tids erstatning for kjolelængderne, der før i tiden var konjunkturindikatoren fra modebranchen. Kriser giver nu kraftige farver i moden – bare vent til foråret – det bliver en fryd at se de nye farver i gadebilledet.

Firhjulstrækkeren skal på museum sammen med designerkøkkenet. I stedet kommer det introverte på mode. At sidde i skumringen og hygge sig sammen, er erstatning for forbrugsfesten. Bål i haven i stedet for den ekstrastore Weber-grill.

Størst bliver overgangen fra det etiske til det æstetiske. Alle de overvejelser, vi gjorde os, da der ikke var andre udfordringer at tage stilling til, står for skud. Den forandring kommer især fra de unge.

Tænd lyset for enden af tunnelen!
Den første reaktion på krise i samfundsudviklingen er benægtelsen - hos os mærker vi intet. Derefter erstattes benægtelsen af katastrofeteorier. Det sagte om dybden af krisen er ofte svært at relatere til fakta. Et ugebrev lancerede hele syv gensidigt forstærkende kriser. I virkeligheden er de fleste af disse tendenser modsatrettede.

Når sortsynet har dannet skole, er der mulighed for at se lyset for enden af tunnelen. Hvis realia i økonomien er på plads, oplever vi igen fremgang og vækst. Nye ideer erstatter stilstand. Lige indtil næste krise.

Men bevægelsen over krisen kræver en indsats fra regeringen og Nationalbanken. Nationalbanken har foreløbigt bidraget til krisen ved at hæve renten og derefter holde et historisk højt rentespænd til Euro-zonen. Det har været nødvendigt på grund af krisen i bankverdenen, men det kan tørt konstateres, at det ikke hjælper os over den økonomiske krise.

Regeringen holder krudtet tørt, men har ikke foreløbigt planer om andet end de planlagte skattelettelser og en skattereform. Denne reform ser ud til at bygge på, at vi får arbejdskraftmangel i fremtiden. Det får vi også. Det vi har oplevet de seneste 3-4 år er vand mod de kommende års udvikling, når vi er på den anden side af krisen.

Når Nationalbanken er nødt til at holde renten højere end eurorenten, kan vi ikke fremme økonomien nok via pengepolitikken. Det har ellers været god latin siden begyndelse af 1980erne at regulere økonomien via rente og kreditekspansion. Tilbage er finanspolitikken. Gamle Keynes bliver genopdaget rundt om i Verden i disse måneder. Der skal føres en ekspansiv finanspolitik i nedgangstider for at stimulere efterspørgslen.

USA går forrest både med pengepolitik og finanspolitik. Renten ned til næsten nul og en massiv indsprøjtning af penge fra det offentlige til økonomien. I Danmark sker der ikke noget. Regeringen har lanceret en trafikplan, der i bedste fald vil anvende lige så mange penge på trafikområdet de kommende ti år, som der er anvendt de foregående 10 år. Der er kun nye penge i forhold til statens normale investeringer i Femern-forbindelsen, og det var allerede besluttet inden krisen.

Kriser giver mulighed for investeringer i fremtiden. Der bliver i en periode mindre pres på arbejdsmarkedet. Der er brug for investeringer i infrastruktur i Danmark. Vi kører i tog, der ligger langt under europæisk standard i hastighed og der er ingen planer om TGV tog i Danmark. En Kattegatbro ville afgørende ændre landets geografi. En tredje limfjordsforbindelse er der stort behov for. Dertil kommer de planlagte udvidelser af motorvejsnettet, metro og letbaner – alle nødvendige, men ikke tilstrækkelige investeringer. Endelig er der et stort behov for renovering af offentlige bygninger.

Regering er indtil videre ude af sync med krisen. Man er stort set kun kommet til benægtelsen, mens vi er midt i krisen. Begynd investeringerne med et mobilt bredbånd gratis i hele landet, så vi er IT klar til næste fremgang. Følg op med en virkelig investeringsplan – ikke blot gamle penge.

Ellers begår den nuværende regering fejl i krisehåndteringen som Anker Jørgensens regering gjorde i 1970erne. Dengang stimulerede man økonomien, da man forventede en hurtigt overstået krise. Det gav inflation, betalingsbalanceunderskud og en meget høj rente. En indsats mod inflationen havde været bedre. Man brugte Keynes i stedet for monetarisme. I dag er det omvendt. Regeringen holder på planer og budgetter, som var vi i 1980erne, mens der er brug for massive offentlige investeringer.

Forbrug og detailhandel under krisen
Krisen er her, og forbrugsforventninger er i bund. Krisen påvirker forbrugerne og detailhandlen, og lige nu er usikkerheden enorm. Kan vi forvente en nogenlunde julehandel eller er forbruget på vej i hælene på aktiekurserne?

Kriser kommer med passende mellemrum. I december sidste år havde vi den sidste store julehandel i denne omgang, og i år har vi krisen. Det har vi også prøvet i 2001, i 1987, i 1980 og 1973 for blot at runde nogle af de seneste krisers begyndelse.

Der sker følgende: Først skærer vi ned på det hele. Salamimetoden betyder mindre julegaver, færre shoppingture, færre eller kortere ferier i udlandet og billigere mad. Vi skærer lidt over det hele.

Discountbutikker har allerede haft stor fremgang det seneste år efter en lille pause under de kraftige friværdistigninger i 2004-7. Nu følger udviklingen i udvalgs-varehandlen. Vi vil se fald i omsætningen og færre og billigere varer i forbrugernes hænder.

Efter 1 eller 2 år foretager vi en omprioritering. Vi holder helt op med noget af forbruget og lader andre områder vokse igen. Kan man ikke undvære skiferien kommer den igen op på normalt omfang og standard, men måske tilbringes sommeren i hjemmet i Danmark.

Det er her, detailhandlen skal være klar. Når forbruget ændrer sammensætning, vil vi finde vindere og tabere – ikke blot generel nedgang. Hvem vinder?

Tidsånden bestemmer i høj grad vores valg af forbrug, som ellers er underlagt store tilfældigheder. Vi ved egentligt ikke, hvad vi har behov for, men køber alligevel noget vi ikke kan undvære. Det fænomen er påvist i adskillige forbrugsundersøgelser.

Under denne krise ændrer tidsånden sig fra kravet om det optimale, om indhold, mening og substans til eskapisme. Forbrugerne ønsker at flygte, hver gang det går ned. Kriser er som november måned hele året. Vi går også fra det demonstrative og udadvendte til det indadvendte. Vi samles om hyggen derhjemme og vender ryggen til omverdenen. Produkters udformning og virkemåde bliver vigtigere end deres CO2 aftryk og samvittigheds-centificering.

Endelig kommer den lille luksus på mode igen. Frem for et køkken til 200.000 kroner, køber vi en god kaffe, en særlig chokolade eller en luksus brødrister.

Detailhandlens udfordring er at være parat med det nye, når vi er færdige med at blot at skære. Det er også at stjæle omsætning fra konkurrenterne. Men konkurrenter er i dag ikke så meget butikker i samme branche, som alle i detailhandlen samt restaurations- og underholdningsbranchen. Kampen bliver om det løse forbrug.

Konkurrencen bliver også mellem byer og bydele. Det er nemt at drive detailhandlen under en optur. Sandhedens time kommer under en nedtur. Hvilke shoppingområder overlever og udbygges, og hvilke får de afgørende banesår? Attraktiviteten i de enkelte byer, bydele, gågader og shoppingcentre vil afgøre det. Her er stemning, teknologi, bymæssigt attraktivitet og butiksudvalg af vital betydning. De kommuner og handelsstandsforeninger, der har handlet i tide, står bedst rystet.

Arbejdsmarked, ledighed og ledelsesteorier
Arbejdsmarkedet har været hot og attraktivt set fra lønmodtagersiden de sidste 10 år. Var man utilfreds med løn, chefens ledelsesstil og andet kunne mange hurtigt finde en ny arbejdsplads at slå sine folder på. Danskerne er verdensmestre i jobskifte og i sidste år gode tider har der været turbo på jobskifte i mange brancher. Arbejdsgiverne har mere eller mindre frivilligt tilbudt mere løn, mere fryns og helhedsorienteret anerkendende ledelse i kampen om de velkvalificerede på arbejdsmarkedet.

Større ledighed giver arbejdsgiverne flere kort på hånden, og der vil på det generelle niveau blive talt mindre om højere løn og fryns. Ledighed vil stige, men slet ikke til niveauet fra 1993, hvor vi havde 358.000 ledige personer svarende til 12,8 procent af arbejdsstyrken. Det var det største tal siden 1930ernes krise.

Håndtering af ledighed er også ændret. Den aktuelle tendens til at din virksomhed i højere grad end staten nok skal tage sig af dig. Men den vedvarende tendens også de næste 10 år om at virksomheden er din far og mor, som sørger for løn, frys, sundhed, og i disse tider også, at hvis de er nødt til at fyre dig på grund af færre ordrer, så hjælper de med at komme videre til næste job.

De sidste 10 år ledelsesteori har været præget af bløde værdier som anerkendelse, ansvar for lønmodtagere i ind og udland, coaching og selv om de hårde hardcore ledelsesteori med fokus på effektivitet og produktivitet uden tvivl får mere vind i sejlene de næste par år.

De unge og krisen
Ungdomsgenerationerne er store i de kommende år. Især aldersgruppen mellem 20 og 30 år vil vokse. Disse unge vil for første gang i livet mærke nedgang, hvor det ikke er frit valg på alle hylder. De unge har indtil nu kun oplevet fremgang og forbrugsraketten har kun haft en retning, nemlig opad.

De kommer til at opleve fyring og nedgang for første gang i deres liv. De skal etablere familie og huskøb efter, at der kan ske nedgang i indtægterne. De vil få det praksis-chok, andre generationer oplevede i perioden 1987 til 1993. Men de skal nok klare det. De unge bor i dag fortrinsvis til leje og er ikke underlagt prioritetslån og høje faste udgifter.

De unge er mestre i at indgå i mange nye kombinationer af personer, aktiviteter og værdier, og er i høj grad socialiseret til at tilpasse sig forskellige sammenhænge. Den evne vil komme dem til gode, når det pludselig bliver sværere at få drømmejobbet og vælge og vrage.

De er digitale indfødte og vant til at finde informationer, nyheder, spil og musik på internettet og ikke mindst være med og agere i sociale netværk. de lever fysisk og digitalt på samme tid og oplevelserne fra skituren, fyringen og arbejdspladsen skal deles med andre unge på nettet, før det føles helt rigtigt. Inden længe ser vi særlige facebookgrupper med kriseråd til andre unge på www.facebook.com.

De unge forbrugere tager til byen og storcenteret for at hænge ud, især for at være sammen med andre unge og købe tøj, parfume, gå i biffen eller i fitnesscenteret. Forskellige forbrugsarenaer med musik, shopping og unge menneskestrømme er nutidens og fremtidens ungdomsklubber – hvor de unge mødes, shopper, får kærester og nye kontakter.

Dette forbrugsmønster vil ikke ændre sig under krisen. De vil stadig forbruge spontant efter pengepungens størrelse, stemningen og selskab med andre unge – blot i lidt billigere butikker. Discount i lækker indpakning som H & M vil få gyldne år under krisen. Trenden blandt de unge er, at mærkevarer er yt. Det er ikke så sejt, når lillesøster på 9 år har en Burberry bikini. Så de store mærker får svært ved at fastholde de unge forbrugere. Iscenesættelsen og skabelsen af en personlig stil og eget brand vil fortsat være en dominerende trend blandt de unge.

Flere unge vil overveje uddannelse i krisetider, så det er nu skoler og uddannelsessystemer skal gøre det yderste for at uddanne fremtidens arbejdskraft til gavn for virksomheder og samfund. Unge forventer en individuel behandling og en vifte af muligheder, når de vælger uddannelse og arbejde.

Deres værdier er, at skabe sin egen succes og gribe de rigtige muligheder. Tilbyder vi ikke det, er de hurtigt videre til andet arbejde eller anden uddannelse. De søger hurtigt nye muligheder, hvis en branche er ramt af krise.

Kriser skaber iværksættere. De unge vil være fremtidens iværksættere og forstå at lave nye fysiske og digitale produkter af en bedre kvalitet til en billigere pris. Forvent mange unge succesfulde iværksættere de næste 2-4 år.

Tilbageblik
Om ti år er privatforbruget steget med 30 % i Danmark og krisen i 2008/2009 vil blive beskrevet som afgørende for verden og god og mild for Danmark. Det vil være perioden, hvor den nye ungdom slog igennem, og modstanden i krisen vil blive fremhævet som gavnlig for deres entreprenørånd og samfundsforståelse. Glemt er grædekonerne og dommedagsprofeterne.

Publiceret her på siden i 2010

Når du besøger www.fremforsk.dk accepterer du, at der anvendes cookies, som vi og vores samarbejdspartnere benytter til funktionalitet, statistik og markedsføring. Læs mere om cookies på www.fremforsk.dk her

x